Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejl ved udstedelse af bankcheck.

Sagsnummer: 210 /1995
Dato: 02-04-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Check - bankcheck
Ledetekst: Fejl ved udstedelse af bankcheck.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 17. februar 1995 udstedte indklagedes Ejby afdeling en check på 51.101,36 USD til klageren. Checken var trukket på indklagedes konto i en amerikansk bank.

Klageren, der er bosiddende i USA, indløste checken gennem sit eget pengeinstitut, som fremsendte checken til indklagedes bankforbindelse. Checken blev afvist som følge af, at den ene af indklagedes to medarbejdere havde anført et forkert underskriftsnummer foran sin underskrift, således at underskriften ikke stemte overens med det underskriftsblad, som indklagedes bankforbindelse havde for underskriftsberettigede personer hos indklagede.

Ved telefaxmeddelelse af 25. februar 1995 til indklagede stillede klageren krav om rentekompensation samt betaling af 25.000 kr. i erstatning. I skrivelse af 27. s.m. meddelte indklagede, at man havde givet sin bankforbindelse meddelelse om, at checken var fuldt gyldig. Checken var i mellemtiden tilbagesendt klagerens amerikanske pengeinstitut. Indløsning af checken skete således, at klageren fik checkbeløbet til disposition den 13. marts 1995.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 25.000 kr. samt rentekompensation med 20% p.a. i 12 dage af checkbeløbet, svarende til 340,68 USD.

Indklagede har under sagens forberedelse betalt klageren 1.000 kr. og har herefter nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at kravet om betaling af 25.000 kr. er begrundet i tab af værdighed over for forretningsforbindelser. Han har endvidere som følge af fejlen haft tidsspilde svarende til to arbejdsdage, hvortil kommer udgifter til telefon, porto og fax. Yderligere bør indklagede betale rentekompensation, frem til han modtog checkbeløbet.

Indklagede har anført, at det erkendes, at der blev begået en fejl ved checkens udstedelse. Det bestrides, at fejlen har medført tab for klageren i størrelsesordenen 25.000 kr. Klagerens rentetab kan passende opgøres svarende til rente efter renteloven af 300.000 kr., som var modværdien af checkbeløbet ved udstedelsen. Diskontoen på det omhandlede tidspunkt var 5%, hvorfor rentekompensationen er 10% af 300.000 kr. i 7 dage - 24. februar til 1. marts 1995 - eller 583,33 kr. Indklagede har betalt klageren 1.000 kr., hvorfor klageren ikke har krav på yderligere beløb. Efter dansk ret berettiger tab af værdighed samt klagerens brug af tid på sagen ikke til erstatning. Klageren kan ikke få rentekompensation helt frem til indløsningstidspunktet, idet det beroede på klagerens amerikanske pengeinstitutforbindelse, at denne først blev præsenteret, så beløbet kunne indsættes på klagerens konto den 13. marts 1995.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede begik som erkendt en fejl i forbindelse med checkens udstedelse, som medførte, at klageren først senere end forventet kunne disponere over checkbeløbet. Af de af indklagede anførte grunde finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilkende klageren en større rentekompensation end 1.000 kr., som allerede er betalt af indklagede.

Ankenævnet finder ikke på det foreliggende grundlag baggrund for at tilkende klageren en erstatning på 25.000 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.