Anvisning af ikke betalingsdygtig køber ved salg af ejendom til nedbringelse af kautionsforpligtelse. Overtagelse af nødlidende pantebrev.
| Sagsnummer: | 74/1988 |
| Dato: | 04-11-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Anvisning af ikke betalingsdygtig køber ved salg af ejendom til nedbringelse af kautionsforpligtelse. Overtagelse af nødlidende pantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt forud for 1987 kautionerede klageren for sin søns engagement med indklagedes Ringkøbing afdeling. Engagementet var tillige sikret ved pant, bl.a. i en af klagerens søn ejet ejendom, ligesom klageren i forbindelse med afgivelse af kautionstilsagnet til indklagede håndpantsatte en obligationspost.
For at nedbringe engagementet blev den pågældende ejendom ved slutseddel af 23. januar 1987 solgt til et byggeanpartsselskab. Overtagelsesdagen var fastsat til den 1. april 1987. I forbindelse med handlen udstedtes til klageren til dækning af dennes regreskrav ved indfrielse af kautionsforpligtelsen et sælgerpantebrev på 155.770,50 kr. Pantebrevet skulle forrentes og afdrages med en fast årlig ydelse på 12,75%, der skulle erlægges i 4 kvartårlige terminer, første gang pr. 11. juni 1987, hvor der skulle erlægges en forholdsmæssig ydelse. Købesummen i øvrigt blev betalt til indklagede. Af slutsedlen fremgår, at køberen forbeholdt sig ret til inden 1. juli 1987 at købe sælgerpantebrevet til kurs 70, men denne ret blev ikke udnyttet.
I en skrivelse af 27. januar 1987 fra ejendomsmægleren til indklagede hedder det bl.a.: ".... jfr. skriftlig meddelelse fra ..... er ejendommen solgt på foranledning af Midtbank.".
Køberen af ejendommen betalte først den 29. oktober 1987 ydelsen pr. 11. juni termin 1987 med 3.861,81 kr., og de efterfølgende ydelser blev ikke betalt.
Den 29. december 1987 indfriede klageren det kautionssikrede engagement med 126.657,12 kr., i hvilken forbindelse den håndpantsatte obligationspost blev frigivet.
Ved skrivelse af 11. marts 1988 til indklagede opfordrede klageren indklagede til at købe det nødlidende pantebrev, idet klageren henviste til, at indklagede havde anvist den pågældende køber, som var kunde i indklagedes Holstebro afdeling.
Ved skrivelse af 28. marts 1988 til klageren afviste indklagede at købe det pågældende pantebrev, idet man henviste til, at køberen ikke var anvist af indklagede, og at det beroede på tilfældige omstændigheder, at køberen var kunde i en af indklagedes afdelinger.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at købe det pågældende pantebrev. Klageren har yderligere oplyst, at køberens bo nu er under konkursbehandling, og har anført, at dette kan give grundlag for at antage, at køberen var insolvent allerede ved slutsedlens underskrift eller i hvert fald på overtagelsesdagen.
Indklagede, der også overfor Ankenævnet har afvist klagerens krav, har henholdt sig til det i skrivelsen af 28. marts 1988 til klageren anførte.
På Ankenævnets forespørgsel har indklagede oplyst, at det pågældende byggeanpartsselskab blev kunde hos indklagede i januar 1987, og at selskabets bo, blev taget under konkursbehandling den 30. marts 1988 på grundlag af en begæring, indgivet den 7. marts 1988.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at den omhandlede ejendom blev solgt på foranledning af indklagede. I betragtning af den særlige ordning, hvorefter indklagede modtog den kontante del af købesummen, medens klageren skulle overtage sælgerpantebrevet, findes det at have påhvilet indklagede at sikre, at der ikke kunne rejses rimelig tvivl om køberens betalingsevne. Efter det foreliggende findes det tilstrækkelig godtgjort, at indklagede ikke har iagttaget denne forpligtelse, og som følge heraf findes klagerens påstand at burde tages til følge.
Under hensyn til, at køberen af ejendommen havde ret til at købe pantebrevet til kurs 70, findes indklagede passende at måtte tilpligtes at overtage pantebrevet til denne kurs.
Som følge heraf