Indsigelse mod gebyr m.v.
| Sagsnummer: | 491/2009 |
| Dato: | 19-01-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Gebyr - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod gebyr m.v. |
| Indklagede: | Østjydsk Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod gebyrer m.v.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H samt H’s to mindreårige sønner, A og B. Klagerne er kunder i Østjydsk Bank.
Ved brev af 27. februar 2009 henvendte H sig til banken om nogle nye faste betalinger via sin budgetkonto (konto nr. -239), hvorpå hun var enekontohaver. H mente, at budgettet ville kunne holde, hvis de månedlige overførsler til kontoen blev forhøjet fra 7.000 kr. til 7.500 kr.
Ved brev af 31. marts 2009 sendte klagerne et brev til banken med en klage over bankens forretningsmetoder m.v.
Ved brev af 6. april 2009 til M og H meddelte banken, at man på grund af manglende dækning på budgetkontoen (-239) og deres respektive lønkonti (-254 og -247)havde sig set nødsaget til at afvise nogle nærmere angivne betalinger.
Ved brev af 14. april 2009 rykkede banken for en restance på 14.900,33 kr. på H’s lån nr. -896. Banken beregnede sig et rykkergebyr på 275 kr.
Den 21. april 2009 blev der overført 1.760 kr. fra H’s budgetkonto til M’s lønkonto. Klagerne har fremlagt nogle bilag og opgørelser vedrørende bl.a. en indbetaling på 1.756,57 kr., som skulle være foretaget af M via et indbetalingskort til M’s lønkonto i Østjydsk Bank. Beløbet blev bogført på kontoen den 4. maj 2009. Samme dag blev der overført 1.730 kr. fra M’s lønkonto til M’s lån nr. -115, som efter det oplyste var et lån på ca. 130.000 kr., som banken ydede M i begyndelsen af 2007 i forbindelse med, at M overtog en båd fra H for en købesum på 150.000 kr..
Ved brev af 24. april 2009 blev H igen rykket for restancen på lån -896. Rykkergebyret var på 475 kr. Ved brev af samme dato blev M rykket for en restance på 1.148,50 kr. på bådlånet (-115). For rykkerbrevet beregnede banken sig et gebyr på 275 kr.
Ved brev af 28. april 2009 til H opsummerede banken en telefonsamtale med H om bl.a. lånerestancerne, tab på Østjydsk Bank aktier og spærring af et MasterCard. Banken tilbød en forhøjelse af M’s og H’s fælles boliglån (-658) til dækning af lånerestancen på 14.500 kr. samt en ydelsesnedsættelse på bådlånet (-115) til 1.700 kr. pr. den 1. juli 2009. Banken afslog en anmodning fra H om tilbageførsel af gebyrer for betaling af rejser, idet banken anførte, at der ikke var betalt gebyr for disse betalinger. Vedrørende H’s MasterCard anførte banken, at man i efteråret 2008 havde set sig nødsaget til at inddrage kortet og en tilknyttet trækningsret på 50.000 kr. efter en vurdering af M’s og H’s indtægtsgrundlag. En rejseforsikring, der havde været tilknyttet MasterCardet, var efter bankens opfattelse blevet drøftet. Endelig blev det aftalt at stoppe H’s løbende indbetalinger på en kapitalpensionskonto.
Ved brev af 29. april 2009 anførte M og H, at M accepterede ydelsen på bådlånet på 1.700 kr. pr. den 1. juli 2009. M ønskede ikke at hæfte for restancen på H’s lån (-896), som derfor ikke kunne inddækkes med en forhøjelse af det fælles boliglån. M kunne ikke betale for forsikringen af sin båd, heller ikke hvis han solgte sine aktier, idet disse nu var værdiløse. Banken, der havde pant i båden, blev opfordret til at betale forsikringen. M og H anførte endvidere bl.a., at der var et overskud på bådlånet (-115) på 3 x 300 kr. for januar-marts 2009, som banken blev anmodet om at udbetale. Banken blev endvidere anmodet om at refundere diverse gebyrer samt omkostninger og gebyrer til tredjemand bl.a. i forbindelse med bankens manglende betaling af M’s fagforeningskontingent. M og H opgjorde deres samlede krav til minimum 1.800 kr. med tillæg af renter.
Ved brev af samme dato meddelte H, at hun for så vidt angik lånerestancen på 14.500 kr. alene ville betale 9.156,25 kr. + renter, idet hun opgjorde et modkrav på 5.343,75 kr. således:
"… | |
"Tyveri" af ejerpantebrev i forbindelse med bådhandel | 3.000kr. |
Gebyr på forsinkede breve 2X225kr. + 275kr. | 725kr. |
Gebyr på diverse bl.a. rekommanderet brev til Dig [indklagedes medarbejder] For at få dig i tale | 200kr. |
Lukning af el/vand varme 2 X 100kr. og 468,75kr. | 668,75kr. |
Låneoprettelse | 750,-kr. |
I alt giver det til kreditering | 5343,75kr. |
…" |
Den 7. maj 2009 indgav klagerne en klage over Østjydsk Bank til Ankenævnet.
Af sagen fremgår, at M og H hver havde 54 stk. aktier i Østjydsk Bank, og at A og B hver havde 15 stk. Østjydsk Bank aktier. M’s og H’s aktier var købt for bl.a. deres særlige pensionsopsparing. A’s og B’s aktier var købt i tilknytning til deres børneopsparinger. Klagerne har under sagen opgjort deres samlede tab på aktierne til 81.224 kr. (36.396 kr. + 28.396 kr. + 8.216 kr. + 8.216 kr.).
Ved breve af 11. maj 2009 rykkede banken for en restance på 1.409,75 kr. på bådlånet (-115), 2.350 kr. på fælleslånet (-658) og 15.175,33 kr. på H’s lån (-896). Rykkergebyrerne udgjorde henholdsvis 475 kr., 275 kr. og 475 kr.
Den 25. maj 2009 sendte banken fornyede rykkerbreve vedrørende de tre lån. Rykkergebyret udgjorde 475 kr. for hvert lån.
Ved breve af 3. juni 2009 rykkede banken på ny for restancerne, som nu var på henholdsvis 3.125,62 kr., 4.975,48 kr. og 15.660,33 kr. Gebyret for hver rykker udgjorde 275 kr. Ved påtegninger på brevene anførte M og H, at betalingen til bådlånet var sket via M’s nye pengeinstitut. Vedrørende fælleslånet henviste M og H til et skriftligt tilbud fra banken, hvorefter M havde en aftale om at betale pr. 1. juli 2009. Gælden på H’s lån ville blive betalt, når H’s SP-penge og pensionsopsparing kunne udbetales til "rigtig pris".
Den 17. juni 2009 sendte banken et indbetalingskort til M med henblik på dennes betaling af ydelsen på bådlånet på 1.700 kr. pr. den 1. juli 2009. Samme dag sendte banken rykkerbreve om restancerne på nu henholdsvis 3.401,00 kr., 2.900,00 kr. og 15.925,33 kr. Gebyret for hver rykker var på 275 kr. Af M og H’s påtegninger rykkerbrevene fremgår for så vidt angår bådlånet (-115), at banken havde accepteret, at M først skulle begynde at afvikle lånet pr. den 1. juli 2009. Fælleslånet (-658) var betalt pr. giro. H’s lån (-896) afventede Ankenævnets afgørelse.
Den 24. juni 2009 sendte banken tre nye rykkerbreve med varsel om overgang til inkasso. For hvert rykkerbrev beregnede banken sig et gebyr på 275 kr.
Østjydsk Bank har i forbindelse med sagen oplyst, at man har refunderet rykkergebyrerne til klagerne i det omfang gebyrerne har oversteget det, som man ifølge gældende regler har haft ret til at opkræve.
Parternes påstande.
Ankenævnet har forstået klagernes påstand således, at Østjysk Bank skal betale 88.367,75 kr. (81.224 kr. + 1.800 kr. + 5.343,75 kr.) med tillæg af renter.
Østjydsk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at banken lokkede dem til at investere udelukkende i Østjydsk Bank aktier. Som førtidspensionist kunne H have fået sine pensionsmidler udbetalt med fradrag af 40 % i afgift. Banken burde have rådgivet om spredning af risikoen.
På et halvt år mistede de ca. 75.000 kr. De har hårdt brug for pengene, bl.a. fordi H er på førtidspension.
A’s og B’s børneopsparinger er nu intet værd. Børneopsparingsmidlerne burde ikke have været placeret i aktier.
De har særeje, og M overfører hver måned et beløb til H’s budgetkonto til dækning af husleje m.v. Når der manglede penge på den ene konto, overførte banken beløb fra andre konti. Banken "stjal" 1.700 kr. fra H’s budgetkonto og overførte beløbet til M’s konto. M havde imidlertid forinden indbetalt på sin konto.
Årsagen til underskuddet på budgetkontoen i maj 2009 var, at en betaling for en rejse ved en fejl var sket to gange.
M forhøjede på eget initiativ ydelserne på bådlånet, hvorfor der opstod et overskud.
På grund af bankens mange fejl blev H tvunget til at optage et lån. Lånet bliver indfriet, når aktierne kan sælges til en rimelig pris. M’s båd kan ikke sælges på nuværende tidspunkt på grund af finanskrisen.
Østjydsk Bank har anført, at banken har varetaget klagernes interesser på bedste vis.
Banken var berettiget til at modregne til inddækning af overtræk.
I forbindelse med klagernes betaling af en rejse begik banken en fejl, som straks blev rettet. Klagerne blev ikke påført noget tab i forbindelse med fejlen.
Banken er ikke erstatningsansvarlig for klagernes tab som følge af kursudviklingen på Østjydsk Bank aktier. Aktiekursen bestemmes af markedskræfterne, og finanskrisen medførte, at mange virksomhedsaktier faldt markant i kurs.
Til inddækning af H’s overtræk blev der oprettet et lån på 14.500 kr. M ønskede ikke at underskrive lånedokumenterne, idet han ikke ville hæfte for H’s gæld.
Ved brev af 28. april 2009 imødekom banken klagernes ønske om, at ydelsen for bådlånet blev nedsat til 1.700 kr.
Da klagernes betalingsaftaler m.v. var overflyttet til et andet pengeinstitut, blev det aftalt, at M selv skulle sørge for betaling af præmien til forsikringen af båden. M har imidlertid ikke ønsket at underskrive papirerne.
Det bestrides, at banken skulle have "stjålet" 1.760 kr. fra H. Overførslen skete på grundlag af en telefonisk aftale med H til dækning af en restance på M’s konto.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klagerne ikke har godtgjort omstændigheder i forbindelse med deres engagement i Østjydsk Bank, der kan danne grundlag for, at det pålægges banken at betale erstatning for klagernes tab på Østjydsk Bank aktier eller i øvrigt at godtgøre klagerne noget beløb vedrørende omkostninger m.v. Det tilføjes, at midlerne på børneopsparingskontiene er omfattet af værgemålslovens § 37 og derfor ikke skal anbringes efter reglerne i værgemålsbekendtgørelsen, herunder reglen i § 29, stk. 2, om at højst 15 % af midlerne kan anbringes i ét aktieselskab.
Det lægges til grund, at banken, som anført, under sagen har tilbageført rykkergebyrer opkrævet i strid med rentelovens § 9 b, hvoraf det bl.a. fremgår, at der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for tre skrivelser vedrørende samme ydelse eller i en sammenhængende periode med vedvarende restance. En yderligere betingelse for rykkergebyrer er, at rykkerbrevene sendes med mindst ti dages mellemrum.
Ankenævnet finder anledning til at udtale, at det anses for kritisabelt, at banken i hvert fald i forhold til klagerne har haft en praksis, hvorefter banken i klar modstrid med lovgivningen har opkrævet for høje rykkergebyrer.
Som følge af det anførte træffes følgende
">a f g ø r e l s e:Klagen tages ikke til følge.