Indledning.
Denne sag drejer sig om, i hvilket omfang indklagede har været berettiget til at beregne sig gebyr og inkassoomkostninger vedrørende klagerens lån.
Sagens omstændigheder.
Ved låneaftale af 11. august 1987 ydede et pengeinstitutejet finansieringsselskab, der efterfølgende er overtaget af indklagede, klageren et lån på 8.000 kr. til fast rente på 1,5% pr. måned. Lånet skulle afvikles over 48 måneder med en månedlig ydelse på 244,53 kr., første gang den 1. september 1987. Af gældsbrevets almindelige bestemmelser fremgår bl.a:
"4. Ekstraomkostninger:
Foruden lånebeløbet samt renter kan [indklagede] kræve særskilt betalt af debitor: a) [indklagedes] udgifter i tilfælde af, at aftalen om lånet ikke overholdes, herunder et af [indklagede] fastsat gebyr for rykkerskrivelser samt inkassoomkostninger."
Klageren har oplyst, at han frem til ca. 1. august 1989 betalte ydelsen via PBS.
Vedrørende efterfølgende indbetalinger frem til og med 2. januar 1993 har klageren fremlagt girokvitteringer.
Indklagede har oplyst, at man ikke er i besiddelse af posteringsoversigter for lånet for perioden før 28. december 1992.
Af girokvitteringerne fremgår bl.a. følgende ydelsesbetalinger, saldi og gebyrer:
Dato for indbetaling af ydelse | Dato vedr. saldo/gebyr | Saldo | Gebyr |
13.10.1989 | 4.836 kr. | |||
21.10.1989 | ||||
27.10.1989 | ||||
20.11.1989 | 4.410 kr. | |||
14.12.1989 | 4.524 kr. | 50 kr. | ||
06.01.1990 | ||||
07.02.1990 | ||||
16.02.1990 (2 ydelser) | ||||
16.03.1990 | 3.938 kr. | |||
11.04.1990 | 4.045 kr. | 50 kr. | ||
17.05.1990 | 4.202 kr. | 100 kr. | ||
21.05.1990 (2 ydelser) | ||||
06.06.1990 | ||||
20.06.1990 | 3.578 kr. | 50 kr. | ||
18.07.1990 | 3.682 kr. | 50 kr. | ||
30.07.1990 | ||||
17.08.1990 | 17.08.1990 | 3.589 kr. | 100 kr. | |
14.09.1990 | 3.521 kr. | 125 kr. | ||
03.10.1990 | ||||
17.10.1990 | 3.576 kr. | 250 kr. | ||
18.10.1990 | ||||
14.12.1990 | 3.808 kr. | 250 kr. | ||
22.12.1990 | ||||
07.01.1991 (2 ydelser) | ||||
18.01.1991 | 3.328 kr. | 200 kr. | ||
16.02.1991 | ||||
08.03.1991 | ||||
14.03.1991 | 3.334 kr. | 125 kr. | ||
12.04.1991 | 3.362 kr. | 125 kr. | ||
03.05.1991 (2 ydelser) | ||||
17.05.1991 | 3.045 kr. | 250 kr. | ||
14.06.1991 | 3.092 kr. | |||
15.06.1991 | ||||
12.07.1991 | ||||
17.07.1991 | 3.141 kr. | 250 kr. | ||
16.08.1991 | 3.065 kr. | 125 kr. | ||
04.09.1991 | 13.09.1991 | 3.113 kr. | 250 kr. | |
21.09.1991 | ||||
18.10.1991 | 3.038 kr. | 125 kr. | ||
23.10.1991 | ||||
15.11.1991 | 2.961 kr. | 125 kr. | ||
04.01.1992 (2 ydelser) | ||||
20.02.1992 (2 ydelser) | ||||
16.03.1992 | 3.063 kr. | 125 kr. | ||
28.03.1992 | ||||
13.04.1992 | 3.111 kr. | 250 kr. | ||
23.04.1992 | ||||
14.05.1992 | 3.161 kr. | 250 kr. | ||
23.05.1992 | ||||
15.06.1992 | 3.211 kr. | 250 kr. | ||
22.07.1992 (i alt 33 ydelser) | (i alt 3.475 kr.) |
Indklagede har oplyst, at lånet den 16. september 1992 på grund af misligholdelse blev overgivet til et inkassobureau med henblik på at genetablere betalingsaftalen.
Den 28. september 1992 underskrev klageren via bureauet et tillæg til låneaftalen, hvorefter han erkendte at skylde indklagede 5.245,51 kr., heraf hovedstol inkl. renter til 28. august 1992, 3.781,51 kr., og inkassoomkostninger, 1.464 kr., som skulle afvikles ved indbetaling af 1.000 kr. den 2. oktober 1992 og herefter en månedlig ydelse på 250 kr., første gang den 1. november 1992.
Af girokvitteringen for klagerens indbetaling af den nu aftalte ydelse på 250 kr. den 31. oktober 1992 fremgår, at der forud var indbetalt 1.000 kr. på lånet, og at lånet var tilskrevet 1.664 kr. i "diverse gebyrer". Saldoen pr. 16. oktober 1992 var 4.361,58 kr.
Klageren indbetalte efterfølgende én ydelse på 250 kr. den 2. januar 1993. Af girokvitteringen fremgår et gebyr på 125 kr.
Af den af indklagede fremlagte oversigt over posteringer fra og med den 28. december 1992 fremgår, at lånet i perioden 28. december 1992 til 15. februar 1993 blev debiteret 4 rykkergebyrer på i alt 575 kr.
Da lånet ikke blev afviklet som aftalt, overgav indklagede den 10. marts 1993 på ny sagen til inkassobureauet. På foranledning af dette underskrev klageren den 24. august 1993 et nyt tillæg til låneaftalen, hvorefter han erkendte at skylde indklagede 5.766,36 kr., heraf hovedstol, 4.891,36 kr., og inddrivelsesomkostninger, 875 kr., som skulle afvikles med 200 kr. månedligt. I perioden 19. august 1993 - 19. januar 1994 indbetalte klageren i alt 1.000 kr.
På baggrund af en udlægsbegæring fra indklagedes advokat blev fordringen den 23. august 1994 opgjort til 8.451,46 kr. i fogedretten i Slagelse, hvor klageren afgav insolvenserklæring. Omkostningerne til advokaten på i alt 2.213,75 kr. blev tillagt lånet ved advokatens afregning af sagen overfor indklagede den 25. november 1994.
Ved skrivelse af 19. december 1994 til klageren opgjorde indklagede gælden til 8.506,70 kr. Beløbet fremkom således:
Hovedstol pr. 16. februar 1993 | 4.820,75 kr. |
- indbetalinger | 1.000,00 kr. |
Omkostninger (875 kr. + 2.213,75 kr.) | 3.088,75 kr. |
Renter i alt | 1.597,20 kr. |
I alt | 8.506,70 kr. |
I efteråret 1997 blev sagen på ny overgivet til inkasso ved advokat. I advokatens inkassoskrivelse til klageren af 3. oktober 1997 blev gælden opgjort til 15.825,06 kr., hvoraf 1.823,71 kr. var inkassoomkostninger.
Parternes påstande.
Den 29. januar 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre en væsentlig del af rykkergebyrerne og inkassoomkostningerne.
Indklagede har under sagen tilbudt pr. kulance at reducere kravet med 3.600 kr. svarende til de rykkergebyrer, der ifølge de af klageren fremlagte girokvitteringer blev pålagt lånet i perioden 13. oktober 1989 til 2. januar 1993 eksklusiv inkassoomkostningerne på 1.664 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han i fogedretten i 1994 gjorde opmærksom på, at han ikke forstod indklagedes opgørelse af kravet og anmodede om en specifikation over låneforløbet. Denne anmodning er aldrig blevet imødekommet. Det fremgår af girokvitteringerne, at indklagede har beregnet sig gebyrer i et urimeligt omfang. Gebyrerne er formentlig en konsekvens af, at han på et tidspunkt har været "ude af takt" med sine betalinger, hvilket automatisk har udløst rykkergebyrer. Gebyrerne har stort set svaret til de indbetalte ydelser, hvilket er årsagen til, at lånet ikke blev nedbragt. Det er urimeligt og i strid med sædvanlig anerkendt praksis, at gælden er blevet belastet med inkassoomkostninger mere end én gang. Indklagede bør være i stand til at fremlægge en oversigt over afviklingsforløbet.
Indklagede har anført, at på grund af kapacitetsproblemer blev alle posteringsoversigter i indklagedes daværende edb-system udskrevet på journaler, som i overensstemmelse med bogføringslovens regler blev opbevaret i 5 år. Det er derfor ikke muligt nu at dokumentere, hvornår lånet blev misligholdt første gang, samt antallet af rykkergebyrer, der måtte være udskrevet i perioden før 28. december 1992. På grundlag af de fremlagte girokvitteringer må det antages, at den overvejende del af ydelserne er indbetalt for sent, og at det således ikke er én ydelse, der har forrykket klagerens betalingsmønster. Indklagede var berettiget til at rykke for de aftalte ydelser og at opkræve gebyr herfor. Klageren modtog underretning om hvert enkelt gebyr og har ikke gjort indsigelse herimod. Ved sin underskrift på de to tillæg fra 1992 og 1993 har klageren anerkendt gældens størrelse, herunder omkostningerne i forbindelse med inkassobureauets behandling af sagen. Også omkostningerne ved sagens foretagelse i fogedretten i 1994 var nødvendige og rimelige omkostninger, som det kunne pålægges klageren at afholde som følge af misligholdelsen. Indklagede har en berettiget interesse i at søge gælden inddrevet, og det må anses for rimeligt, at klagerens betalingsevne afprøves i fogedretten med ca. tre års mellemrum med henblik på at opnå en aftale om tilbagebetaling eller at opnå sikkerhed for kravet i form af udlæg i aktiver, som måtte være erhvervet i den mellemliggende periode.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagedes adgang til at opkræve gebyr for fremsendelse af rykkerskrivelser er betinget af, at det har været rimeligt at afgive dem. Heraf følger, at der må være et maksimum for antallet af gentagne rykkerskrivelser, for hvilket der kan kræves gebyr. Efter Ankenævnets faste praksis er dette maksimum 3 rykkerskrivelser, idet kreditor, i hvert fald når dette antal rykkerskrivelser er afgivet, i almindelighed bør tage stilling til, om restgælden bør opsiges til indfrielse, om restance bør inddrives, eller om der bør indrømmes henstand med restance i form af forlængelse af lånets løbetid eller på anden måde, uden at restgælden belastes med yderligere rykkergebyrer. Det følger endvidere af Ankenævnets praksis, at opkrævning af rykkergebyr, efter at der i seks på hinanden følgende måneder er blevet debiteret sædvanemæssigt rykkergebyr i anledning af forsinket indbetaling, forudsætter en individuelt udformet underretning om de gebyrmæssige konsekvenser af fortsat betalingsmisligholdelse.
Det fremgår ikke af de under sagen fremlagte girokvitteringer, om klageren til stadighed har været i restance med én ydelse, eller om ydelserne løbende er indbetalt for sent. Herved bemærkes, at det ikke fremgår, hvilke ydelser gebyrerne relaterer sig til, og at giroindbetalingskortene ikke altid er betalt i kronologisk rækkefølge af klageren. Således er for eksempel indbetalingskortet vedrørende ydelsen den 1. december 1989 betalt den 7. februar 1990, mens indbetalingskortet vedrørende ydelsen den 2. januar 1990 er betalt den 6. januar 1990. Det kan imidlertid lægges til grund, at klageren i perioden 13. oktober 1989 til 15. juni 1992 (32 måneder) har betalt 32 ydelser på lånet, og at der i samme periode omtrent hver måned er debiteret et eller flere rykkergebyrer.
Tre medlemmer - Niels Waage, Mette Reissmann og Lisbeth Baastrup - udtaler herefter:
Under hensyn til at en væsentlig del af rykkergebyrerne efter Ankenævnets beskrevne praksis må anses for opkrævet med urette, og at de samlede gebyrer i perioden, 3.475 kr., overstiger lånets saldo pr. 15. juni 1992 på 3.211 kr., samt at der siden er indbetalt i alt 2.500 kr. på lånet, finder vi, at klageren bør være stillet, som om lånet er indfriet. Vi finder således, at der på den beskrevne baggrund må ses bort fra klagerens anerkendelse af gældens størrelse ved underskrivelsen af tillæggene den 28. september 1992 og 24. august 1993.
Vi stemmer herefter for at anse klageren for frigjort for yderligere forpligtelser ifølge af låneaftalen.
To medlemmer - Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Vi finder ikke, at der kan ses bort fra, at klageren med sin underskrift af tillæggene den 28. september 1992 og 24. august 1993 har erkendt at skylde de heri anførte beløb. Vi finder endvidere ikke grundlag for at fritage klageren for betaling af nogen af de inkassoomkostninger, som sagen har givet anledning til.
Vi stemmer derfor for, at der ikke gives klageren medhold i klagen.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det