Udtagelse af effekter.
| Sagsnummer: | 494/1991 |
| Dato: | 14-04-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Depot - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Udtagelse af effekter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 29. februar 1984 afgav klageren overfor indklagede ordre om køb af nominelt 28.000 kr. A investbeviser. Samme dag ophævedes 18 stk. A-rentebeviser, der var indlagt i depot hos indklagede, og provenuet 20.780,92 kr. blev krediteret klagerens lønkonto. Den 20. marts 1984 blev ialt 40.199,25 kr. debiteret klagerens lønkonto vedrørende yderligere køb af A investbeviser.
Den 15. april 1991 rettede klageren henvendelse til afdelingen og meddelte, at hun var blevet opmærksom på, at A-rentebeviserne var forsvundet fra hendes depot. Efter at afdelingen havde undersøgt sagen, har klageren meddelt, at A-rentebeviserne er ophævet uden hendes samtykke.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende difference mellem A-rentebevisernes nuværende værdi, og den værdi beviserne havde, da de blev ophævet den 29. februar 1984.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at A-rentebeviserne ikke er ophævet med hendes samtykke. Såfremt hun havde været opmærksom på, at det var nødvendigt at ophæve A-rentebeviserne for at financiere købet af A investbeviserne, havde hun ikke afgivet denne købsordre. Klageren finder, at det har formodningen imod sig, at A-rentebeviserne er ophævet med hendes samtykke, da det ikke har været muligt for indklagede at dokumentere, at hun har afgivet en sådan ordre skriftligt. Klageren bestrider, at hun skulle have udvist passivitet, da det først fremgår af depotudskriften for 1990, at A-rentebeviserne mangler.
Indklagede har anført, at klageren ved sin henvendelse den 29. februar 1984 anmodede indklagede om ophævelse af 18 stk. A-rentebeviser. I begyndelsen af marts 1984 blev der udsendt meddelelse til klageren om, at A-rentebevisernes konto var ophævet, og at effekterne var udtaget af depot den 29. februar 1984. Indklagede har fremlagt denne meddelelse for Ankenævnet. Da ordren er afgivet for mere end 5 år siden, er indklagede ikke i stand til at bevise, hvorvidt klageren har afgivet skriftligt samtykke, eller hvorvidt samtykke er afgivet mundtligt under mødet i februar 1984. Såfremt klageren havde rettet henvendelse tidligere og ikke havde ventet 7 år med at reagere på ophævelsen, ville indklagede have haft mulighed for at undersøge, om der forelå skriftligt samtykke. Det fremgår endvidere af et af indklagede fremlagt kontoudtog, at klagerens lønkonto den 29. februar 1984 blev krediteret med provenuet af A-rentebeviserne. Såfremt klageren ikke havde ophævet A-rentebeviserne, ville lønkontoen være gået i overtræk med næsten 14.000 kr. Klageren har ikke reageret på denne kontoudskrift, ligesom hun ikke har reageret på tilsendte depotudskrifter m.v., hvorpå A-rentebeviserne ikke længere var anført. Klageren har overfor afdelingen erkendt at have modtaget udskrifterne, men har samtidig oplyst, at hun ikke har hæftet sig ved indholdet.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren findes ved at have undladt at reagere på kontoudtog og depotudskrifter, hvoraf realisationen af A-rentebeviserne fremgår, at have udvist en retsfortabende passivitet og må derfor på nuværende tidspunkt være afskåret fra at rejse indsigelse vedrørende den foretagne realisation.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.