Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kontoudskrift, udlån.

Sagsnummer: 188/1992
Dato: 21-08-1992
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler, Peter Møgelvang Hansen
Klageemne: Gebyr - udskrift
Ledetekst: Kontoudskrift, udlån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 12. maj 1987 indgik klageren aftale om tilbagebetaling af sit studielån med indklagedes Svendborg afdeling. Gælden var 402.641,39 kr., hvoraf 145.100 kr. udgjorde hovedstolen. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.200 kr., og det var i aftalen anført, at ydelserne først skulle anvendes til nedbringelse af renter tilskrevet inden afviklingens påbegyndelse. Klageren fik fra Statens Uddannelsesstøtte tildelt rentetilskud, som blev tilskrevet kvartalsvis forud.

Ved skrivelse af 31. december 1991 til indklagede anmodede klageren om at få tilsendt en fuldstændig opgørelse over lånet udvisende alle rentetilskrivninger m.m. samt alle indbetalte ydelser dels fra Statens Uddannelsesstøtte, dels fra klageren selv, fra lånet blev optaget i 1974 til 31. december 1991. Klageren oplyste, at hun tidligere skriftligt havde anmodet indklagede om en sådan opgørelse, men var blevet afvist med bemærkning om, at hun kunne se på årsopgørelsen. I en efterfølgende brevveksling meddelte indklagede, at indklagedes datacentral ikke havde mulighed for at udarbejde kontoudskrift over udlån, men at indklagede ikke var uvillig til at udfærdige manuelle oplysninger. Dette ville imidlertid kræve et betydeligt timeforbrug, for hvilket indklagede ville beregne sig betaling.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes gebyrfrit at udarbejde kontoudskrift for studielånet fra afviklingens påbegyndelse i 1987 og fremtidig mindst én gang om året.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun i den årlige kontooversigt pr. 31. december modtager meddelelse om størrelsen af rentetilskrivningen i det forløbne år samt om gælden. Disse oplysninger er ikke tilstrækkelige for klageren, idet hele den årlige ydelse er fradragsberettiget, da hele ydelsen stadig udgør renter. På et tidspunkt i afviklingsforløbet vil dette dog ikke længere være tilfældet, men klageren har ikke mulighed for at konstatere, hvornår en del af ydelsen vil udgøre afdrag. Det er derfor og i det hele taget af hensyn til klagerens kontrolmuligheder nødvendigt, at indklagede udarbejder kontoudskrifter, og klageren finder ikke, at hun bør betale gebyr herfor.

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med engagementet årligt modtager meddelelse fra Statens Uddannelsesstøtte, hvoraf fremgår tilskuddets størrelse og periode, rateplan for indbetaling af tilskuddet og kontonummer, hvorpå tilskuddet indgår. Derudover modtager klageren fra indklagede en årlig kontooversigt, hvoraf fremgår indbetalte ydelser, tilskrevne renter, lånets restgæld og en renteoversigt. Det er indklagedes opfattelse, at nævnte meddelelser sammenholdt med afviklingsaftalen opfylder klagerens behov for oplysninger, og den kontoudskrift, klageren ønsker, kan ikke produceres af indklagedes datacentral.

Ankenævnets bemærkninger:

3 medlemmer - Peter Blok, Søren Geckler og Peter Møgelvang Hansen - udtaler:

Vi finder, at det i tilfælde, hvor kunden inden rimelig tid fremsætter anmodning herom, må påhvile indklagede i tilslutning til den samlede årsopgørelse vedrørende et udlån vederlagsfrit at udarbejde en kontoudskrift udvisende samtlige posteringer foretaget det pågældende år, idet kunden ikke uden en sådan kontoudskrift har reel mulighed for at kontrollere årsopgørelsen, herunder renteberegningen. Da det må lægges til grund, at klageren tidligere har anmodet om kontoudskrifter, finder vi, at klagen herefter i det hele bør tages til følge.

1 medlem - Niels Bolt Jørgensen, som i medfør af Ankenævnets vedtægters § 13 stk. 1 tillægges 2 stemmer - udtaler:

Jeg finder, at klageren i kraft af de oplysninger, der fremsendes årligt fra Statens Uddannelsesstøtte og indklagede, har tilstrækkeligt grundlag for at foretage de ønskede beregninger. Klageren kan således ikke stille krav om yderligere specifikationer uden at betale gebyr herfor efter indklagedes takster.

Jeg stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger vederlagsfrit tilstille klageren kontoudskrifter vedrørende klagerens studielån for perioden maj 1987 til december 1991, ligesom indklagede fremtidig vederlagsfrit bør tilstille klageren kontoudskrifter mindst én gang årligt. Klagegebyret tilbagebetales klageren.