Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om uberettiget træk på konto i 1990 mv.

Sagsnummer: 444 /2022
Dato: 22-08-2023
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde.
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse om uberettiget træk på konto i 1990 mv.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om uberettiget træk på konto i 1990 mv.

Sagens omstændigheder

I marts 1988 blev et af klageren optaget lån i Sparekassen Bikuben (nu Danske Bank) indfriet. I september 1988 optog klageren et lån på 17.500 kr. i Danske Bank. Klageren havde endvidere blandt andet en budgetkonto i banken.

I forbindelse med, at der opstod et mindre overtræk på budgetkontoen, oplyste banken i et brev af 5. juli 1989 klageren om, at banken var villig til at frafalde afdragsbetalingerne i et år som følge af klagerens økonomiske situation.

I maj 1991 og marts 1993 underskrev klageren saldoanerkendelser, hvori klageren anerkendte en gæld til banken på 13.607,58 kr. Banken har oplyst, at det henset til den medgåede tid ikke er muligt at fremskaffe kontoudskrifterne for de pågældende år.

Banken har oplyst, at gælden blev forældet den 31. december 2016, hvorfor banken umiddelbart derefter lukkede sagen og afskrev tabet. Ved e-mail af primo 2017 informerede banken klageren om dette.

Den 26. oktober 2022 indgav klageren en klage over banken til Ankenævnet. I klageskemaet var med håndskrift anført, at klageren ønskede at opnå følgende:

”Hvilke konti er benyttet som skat samt bogført via privat cpr.nr. mig ubekendt. Pantefoged indblandet .. medarbejder pludselige dødsfald. Herved ingen svar”

Ved brev af 23. november 2022 skrev Ankenævnets sekretariat til klageren:

”Tak for den telefoniske drøftelse den 23. november 2022, hvor du præciserede, hvad du konkret vil opnå hos den finansielle virksomhed.

Som aftalt sender jeg her min gengivelse af, hvad du ønsker/kræver, banken gør:

  • Tilbagebetaling af beløb, som banken uretmæssigt har trukket fra din løn i blandt andet 1990

Bekræft venligst skriftligt, om du er enig i, at det er dette, du vil have ud af klagen over banken.”

Klageren kommenterede ikke sekretariatets brev i sine efterfølgende indlæg i klagesagen for Ankenævnet.

Klageren har blandt andet fremlagt materiale fra/korrespondance med Skat, Folketingets Ombudsmand, politiet og to kommuner samt kopi af sin årsopgørelse for 1990.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal anerkende, at den uberettiget har trukket et beløb fra hans konto.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at kommunen hævede beløb via Skat via hans cpr. nummer. Beløbet blev bogført på en konto, der ikke tilhørte Skat.

Kommunen trak skat direkte fra hans lønkonto. Han mangler bevis for hvilken konto, det var bogført på.

På grund af kommunens opkrævningsprocedure skete opkrævning af skat via inkasso via Danske Bank.

Han blev via kommunen beordret til at opsige sin livsforsikring, da han anmodede om økonomisk hjælp. Der blev foretaget modregning til boliglån.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ikke har dokumenteret, at han har et tilbagebetalingskrav mod banken. Klageren havde et gældsforhold til banken i blandt andet 1990, men det fremgår af saldoanerkendelserne, at gælden ikke var blevet nedbragt.

Banken har i øvrigt ikke noget materiale eller information, der indikerer, at banken skulle have modregnet i eller af anden årsag trukket beløb fra klagerens konto. Banken udviste derimod velvilje til at hjælpe klageren bedst muligt ved f.eks. at frafalde de aftalte afdragsbetalinger i et år.

Et tilbagebetalingskrav vedrørende eventuelle træk på klagerens konto i 1990 er desuden under alle omstændigheder forældet.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og banken, hvorfor sagen skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2. Dette underbygges endvidere af, at klagerens gæld til banken blev slettet umiddelbart efter forældelsen den 31. december 2016.

Klageren har fremlagt et meget omfattende antal dokumenter. Ud fra disse synes klagen at vedrøre et mellemværende mellem klageren, en kommune og Skat vedrørende nogle – som anført af klageren – ”uregelmæssigheder”. Dette mellemværende har ført til, at klageren har rettet henvendelse til mange forskellige instanser (borgmesteren i den pågældende kommune, Folketingets Ombudsmand, politi, presse og retshjælp), men ingen af henvendelserne har ført til et for klageren ønskeligt resultat.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde et lån og en budgetkonto. Banken har oplyst, at klagerens gæld til banken blev forældet den 31. december 2016, hvorefter banken lukkede sagen og afskrev tabet.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan begrunde et erstatningsansvar for banken i sagen.

Ankenævnet bemærker endvidere, at et eventuelt krav i forbindelse med træk på klagerens konto i 1990 er forældet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnet påtager sig ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.