Spørgsmål om skattemæssig indberetning af gæld omfattet af akkordaftale
| Sagsnummer: | 82/2004 |
| Dato: | 14-09-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Akkord - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om skattemæssig indberetning af gæld omfattet af akkordaftale |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes skattemæssige indberetning af gæld omfattet af en akkordaftale.
Sagens omstændigheder.
I slutningen af 1996 blev der indgået en akkordaftale om klagerens og dennes ægtefælles engagement på ca. 1,1 mio. kr. med indklagede.
Aftalen indebar, at klageren og ægtefællen til indklagede skulle betale 311.159,84 kr. fordelt på årlige betalinger, der mindst skulle udgøre 31.115,99 kr. Af aftalen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Aftalen har karakter af et frivilligt forlig imellem parterne, hvilket indebærer, at saldokvittering først udstedes når og hvis ordningen er opfyldt prompte fra debitorernes side."
Beløbet, som klageren og ægtefællen skulle afvikle, blev bogført på kontonummer -873, mens den øvrige gæld på i alt 784.002 kr. blev bogført på kontonummer -938.
I de følgende år foretog indklagede skattemæssig indberetning af gælden på begge konti.
Klageren forsøgte forgæves at få indklagede til at ophøre med at indberette de 784.002 kr.
Af ToldSkats vejledning "Indberetning af renter m.m. til rentekontrolordningen" fremgår bl.a.:
"Gældseftergivelse
…
5:
Eftergivelsen er led i en privat (betinget) gældseftergivelse.
…
Ved privat gældseftergivelse (kode 5) aftales typisk en ordning, hvorefter den resterende gæld efter en årrække, eller når restgælden er nede på et nærmere aftalt beløb eftergives, såfremt den indgåede aftale er overholdt. I dette tilfælde tages udgangspunkt i den ureducerede restgæld. Når den aftalte årrække eller beløbsstørrelse er nået og restbeløbet er eftergivet indberettes kr. 0,00 som restgæld."
Den 5. marts 2004 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Under forberedelsen af sagen har indklagede rettet henvendelse til skattemyndighederne vedrørende spørgsmålet om indberetning.
Ved skrivelse af 28. juni 2004 besvarede Told- og Skattestyrelsen indklagedes forespørgsel således:
"Indberetning af gældsforhold - gældseftergivelse
Told- og Skattestyrelsen, skal på bankens anmodning beskrive hvilke regler der gælder for indberetning af skyldig gæld til ToldSkat, når indberetningen vedrører et gældsforhold, hvor banken med kunden har indgået en frivillig akkord.
Ved privat/frivillig gældseftergivelse aftales typisk en ordning, hvorefter den resterende gæld efter en årrække, eller når gælden er nede på et nærmere aftalt beløb eftergives, såfremt den indgåede aftale er overholdt.
I sådanne tilfælde tages der udgangspunkt i den ureducerede restgæld, og gælden sættes = samlet skyldig gæld pr. 31.12. i det indkomstår den årlige indberetning vedrører, uden hensyn til den frivillige akkord.
Når den aftalte årrække eller beløbsstørrelsen er nået og restbeløbet eftergives indberettes gældsforholdet med 0."
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at slette konto -938, der udgør det bortakkorderede beløb, med virkning fra akkordens tiltræden i 1996, og at indklagede tilpligtes at korrigere sine indberetninger til ToldSkat med virkning fra akkordens tiltræden i 1996.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede fejlagtigt har fortsat med at indberette det bortakkorderede beløb på 784.002 kr., selv om akkordaftalen er blevet overholdt. Dette har medført, at det af hans og ægtefællens årsopgørelser er fremgået, at deres samlede gæld er 784.002 kr. højere end den rent faktisk er, hvilket har påvirket deres kreditværdighed.
Kontonr. -938 er ikke omfattet af indberetningspligten i skattekontrollovens § 8 P, da kontoen ikke forrentes.
De opnåede i 1986 en frivillig akkord med samtlige deres kreditorer, herunder ToldSkat, Realkredit Danmark og Nordea Bank. Alle de øvrige akkordkreditorer nedskrev deres saldi straks på tidspunktet for aftalens indgåelse. Det er således alene indklagede, der har foretaget indberetning.
Indklagedes uretmæssige og fejlbehæftede indberetninger til ToldSkat har direkte betydning for hans og ægtefællens økonomi. Indberetningerne påvirker deres muligheder for at udnytte den historisk lave rente ved at omlægge højt forrentede lån til lavt forrentede lån; deres muligheder for at komme videre begrænses i urimeligt omfang.
Indklagede har anført, at indberetningen af gælden er foretaget i overensstemmelse med gældende regler, jf. ToldSkats vejledning og skrivelsen af 28. juni 2004.
Det fremgår klart af akkordaftalen, at gældseftergivelsen først er endelig, når akkordaftalen er opfyldt. Der skal derfor ved indberetningen tages udgangspunkt i den ureducerede gæld, dvs. den samlede skyldige gæld pr. 31. december, i det indkomstår den årlige indberetning vedrører.
Når akkordaftalen er opfyldt, vil indklagede afgive saldokvittering, og der vil herefter blive indberettet 0,00 kr. som restgæld.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af den aftale, som klageren og indklagede indgik om akkordering af klagerens og dennes ægtefælles engagement fremgår, at det bortakkorderede beløb på 784.002 kr., som er bogført på konto -938, ikke bortfalder, før gælden på ca. 311.000 kr., som fortsat skal bestå, og som er bogført på konto -873, er afviklet i henhold til aftalen, hvilket efter det oplyste ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt.
På dette grundlag og efter ToldSkats vejledning og nu skrivelsen af 28. juni 2004 finder Ankenævnet, at indklagede har handlet korrekt ved at foretage skattemæssig indberetning af begge konti efter indgåelsen af akkordaftalen i 1996.
Klagen tages derfor ikke til følge.
Ankenævnet har herved ikke taget stilling til, om det anførte i ToldSkats vejledning og i skrivelsen af 28. juni 2004 er korrekt, hvilket eventuelt må søges afklaret inden for det skatteprocessuelle system eller via domstolene.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.