Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om, hvorvidt ordre om salg af aktier var afgivet.

Sagsnummer: 352 /1999
Dato: 16-12-1999
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Villy Dyhr, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Værdipapirer - ikke-effektueret ordre
Ledetekst: Spørgsmål om, hvorvidt ordre om salg af aktier var afgivet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren den 9. juli 1999 over for indklagede afgav mundtlig ordre om salg af 40 Jyske Bank aktier.

Sagens omstændigheder.

Ved skrivelse dateret 18. april 1999 til indklagedes Gl. Torv afdeling, København, anmodede klageren om salg af 367 stk. Jyske Invest korte obligationer, der beroede i depot hos indklagede, og om opsigelse af sin jubilæumskonto. Beløbet fra henholdsvis salg af obligationer og opsagt jubilæumskonto skulle overføres til klagerens konto i et andet pengeinstitut, P.

Ifølge indklagede blev skrivelsen modtaget den 11. maj 1999.

Den 9. juni 1999 rettede indklagede telefonisk henvendelse til klageren.

Ifølge indklagede afgav klageren under telefonsamtalen ordre om salg af 40 stk. Jyske Bank aktier, der ligeledes beroede i depot hos indklagede. Klageren har bestridt dette.

Den 9. juni 1999 blev både klagerens Jyske Invest korte obligationer og Jyske Bank aktier solgt.

Ved skrivelse af 20. juni 1999 gjorde klageren indsigelse mod ekspeditionstiden og salget af aktierne.

Ved skrivelse af 26. juni 1999 godtgjorde indklagede klageren 73,40 kr. svarende til kursfaldet på Jyske Invest korte obligationer i perioden 11. maj - 9. juni 1999.

Parternes påstande.

Klageren har den 25. august 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre salget af aktierne.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at instruksen i skrivelsen af 18. april 1999 er klar og enkel, og at indklagede ikke på grundlag heraf kunne få den opfattelse, at hun ville sælge aktierne.

Hun blev forbavset over, at indklagede længe efter fremsendelsen af skrivelsen rettede telefonisk henvendelse til hende. Under telefonsamtalen bekræftede hun indholdet af skrivelsen af 18. april 1999. Det bestrides, at der blev indgået aftale om salg af aktierne. Såfremt opsigelsen af jubilæumskontoen var et problem i relation til aktierne, kunne disse være overført til et depot hos P.

Indklagede har anført, at jubilæumskontoen fungerede som gebyr- og afkastkonto for værdipapirdepotet med aktierne. Afdelingen kontaktede derfor klageren for at få besked om, hvorledes man skulle forholde sig med hensyn til aktierne i forbindelse med overførslen af klagerens engagement til P.

Klageren fik oplyst, at hun ved at beholde aktierne i depot hos indklagede, ligeledes skulle opretholde en enkelt konto, hvortil udbyttet kunne indbetales, og hvorfra eventuelle gebyrer kunne hæves.

Under telefonsamtalen gav klageren besked om, at aktierne i lighed med obligationerne skulle sælges, hvilket skete samme dag. Salget af aktierne skete således i henhold til mundtlig aftale med klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren gav den 18. april 1999 indklagede en skriftlig instruks om at sælge hendes Jyske Invest korte obligationer og om opsigelse af hendes jubilæumskonto. Indklagede udførte klagerens instruks den 9. juni 1999. Der foreligger ikke skriftligt materiale vedrørende salg af klagerens Jyske Bank-aktier for tiden forud for salget, og det findes ikke ved det, som indklagede har anført, godtgjort, at det under telefonsamtalen mellem klageren og indklagede den 9. juni 1999 blev aftalt, at klagerens Jyske Bank aktier skulle sælges. Indklagede er derfor forpligtet til at tilbageføre salget af aktierne. Ankenævnet har herved tillige lagt vægt på, at klageren umiddelbart efter, at hun blev bekendt med salget, gjorde indsigelse herimod over for indklagede.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger tilbageføre salget af klagerens aktier den 9. juni 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.