Børneopsparingskonto. Beføjelse til at hæfte bestemmelse om flytning af kontoen.
| Sagsnummer: | 364/1989 |
| Dato: | 27-11-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - indskudsret
|
| Ledetekst: | Børneopsparingskonto. Beføjelse til at hæfte bestemmelse om flytning af kontoen. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren er noteret som indskyder på en børneopsparingskonto, der føres i indklagedes Ikast afdeling. Kontohaver er klagerens umyndige søn, over hvem klagerens fraskilte ægtefælle, der er barnets mor, har forældremyndigehden.
Efter at klageren havde brevvekslet med afdelingen vedrørende spørgsmålet om flytning af kontoen til et pengeinstitut, meddelte afdelingen ved skrivelse af 18. september 1989 definitivt, at flytning af kontoen ville kræve værgens godkendelse, og at værgen kategorisk over for afdelingen havde afvist at ville medvirke til en flytning af kontoen.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at lade kontoen overføre til et andet pengeinstitut.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han i sin egenskab af indskyder er berettiget til at træffe bestemmelse om flytning af kontoen.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at alene værgen kan bestemme, hvor en børneopsparingskonto skal føres.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter reglerne i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 om børneopsparings- og selvpensioneringskonti kan der for hvert barn kun oprettes én børneopsparingskonto, og indskud på en sådan kan som udgangspunkt kun foretages af den, der har oprettet kontoen. Bekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i pensionsbeskatningslovens § 51, indeholder ikke regler af betydning for spørgsmålet om, hvem der har adgang til at træffe bestemmelse om overflytning af indeståendet på en børneopsparingskonto til et andet pengeinstitut.
Ankenævnet finder, at det må tilkomme indskyderen som gavegiver at træffe bestemmelse om, i hvilket pengeinstitut den oprettede konto skal føres, indtil indeståendet udbetales til gavemodtageren (kontohaveren) eller dennes værge.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende at være forpligtet til at efterkomme den af klageren som indskyder fremsatte begæring om flytning af den hidtil hos indklagede førte børneopsparingskonto til andet pengeinstitut. Klagegebyret tilbagebetales klageren.