Afgørelse

Ikke bevis for forringet regresmulighed.

I januar 1988 købte klagerens mor en ejendom, og til delvis finansiering heraf ydede indklagedes Hadsund afdeling den 26. januar 1988 et lån på 70.000 kr. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte moderen et ejerpantebrev på 75.000 kr. med pant i den købte ejendom, og klageren kautionerede for lånet. Det var i lånedokumentet anført, at lånet skulle afvikles med 4 månedlige ydelser på 900 kr. første gang 1. marts samt ved optagelse af kreditforeningslån. Lånets tilbagebetalingstidspunkt var i lånedokumentet anført til den 1. juli 1988.

Kreditforeningslånet var optaget som et forhåndslån i forbindelse med en ombygning af debitors ejendom. Da debitors samlever ville udføre en del af arbejdet selv, forventede debitor, at der af kreditforeningslånet ville fremkomme et overskydende provenu til indfrielse af kautionslånet.

Ved skrivelse af 21. februar 1989 til afdelingen meddelte kreditforeningen, at ombygningen ikke var fuldført, idet der fortsat manglede arbejder for i alt 150.000 kr. Forhåndslånegarantien ville således først blive frigivet, når mangler var udført, samt når ibrugtagningstilladelse forelå. Forhåndslånet er senere tilbagebetalt kreditforeningen af indklagede.

Den 22. november 1990 modtog afdelingen meddelelse om, at debitor var trådt i betalingsstandsning i forbindelse med en indgivet konkursbegæring, og ved skrivelse af 23. november 1990 til klageren anmodede indklagede klageren oplyse, hvorvidt klageren som kautionist ønskede at overtage eller indfri lånet. Klageren meddelte herefter indklagede, at indklagede ikke havde overholdt underretningspligten i medfør af bank- og sparekasselovens § 41, hvorfor han anså sin kautionsforpligtelse som bortfaldet.

I begyndelsen af december 1990 blev betalingsstandsningen ophævet, da konkursrekvirenten trak konkursbegæringen tilbage, idet der ikke var dækning for konkursomkostningerne.

I begyndelsen af januar 1991 underskrev klageren et gældsbrev, ifølge hvilket han skyldte indklagede 70.000 kr. Ved skrivelse af 9. januar 1991 meddelte indklagede, at klagerens kautionsforpligtelse i henhold til det oprindelige lån hermed var bortfaldet.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen og dermed lånedokumentet vedrørende 70.000 kr. ikke kan gøres gældende overfor ham.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden har anført, at hans mor overfor ham oplyste, at kreditforeningslånet var hjemtaget, hvorfor han antog, at hans kautionsforpligtelse var ophørt. Da indklagede henvendte sig til ham i slutningen af 1990 og meddelte, at kravet ville blive overgivet til retslig inkasso, valgte klageren at underskrive gældsbrevet i januar 1991, uanset at han anså kautionsforpligtelsen for bortfaldet. Klageren finder, at indklagede har forringet hans regresmuligheder i væsentlig grad ved at undlade at orientere om misligholdelsen af lånet. Det fremgår af driftsregnskab for moderens firma, at moderen i 1989 har haft et privatforbrug på 450.000 kr., og en del af dette privatforbrug kunne, såfremt klageren havde været opmærksom på, at lånet var misligholdt, have været anvendt til indfrielse af lånet. Moderens ejendom er endvidere i foråret 1990 vurderet af en statsaut. ejendomsmægler, og det fremgår af denne vurdering, at ejendommen kunne sælges med et overskydende provenu på 90.000 kr. Såfremt indklagede havde opfyldt sin oplysningspligt til klageren, kunne ejendommen have været sat til salg pr. 1. januar 1989, og det overskydende provenu af dette salg kunne være anvendt til indfrielse af lånet. Indklagede har endvidere ved at undlade at opfylde sin oplysningspligt afskåret ham fra selv at finansiere færdiggørelsen af ombygningen på moderens ejendom, hvorved kreditforeningslånet ville være blevet frigivet.

Indklagede har anført, at man ikke finder, at klagerens regreskrav er blevet forringet på grund af den sene underretning, idet debitor i den forløbne periode ikke har været i besiddelse af midler, der kunne have holdt klageren skadesløs. I den ejendomsmæglervurdering, der er foretaget pr. 11. juni 1990, er der ikke taget højde for handelsomkostninger, ligesom der i vurderingen er set bort fra en række hæftelser, herunder et udlæg og et til Sparekassen Nordjylland håndpantsat og fuldt ud belånt ejerpantebrev på 100.000 kr. lyst på ejendommen allerede i sidste halvdel af 1988. Det er derfor urealistisk, når klageren tager vurderingen til indtægt for, at debitors ejendom siden 1. januar 1989 kunne have været omsat i fri handel, således at der ville være blevet tilvejebragt et overskud til indfrielse af klagerens regreskrav. Det er endvidere på baggrund af de for debitor foreliggende regnskaber usandsynligt, at debitor på noget tidspunkt efter den forudsatte indfrielsestermin for lånet ville have kunnet honorere klagerens regreskrav. Det fremgår således af regnskaberne for 1988 og 1989, at debitors egenkapital primo 1988 var minus 836.293,01 kr., ultimo 1988 1.293.576,27 kr. og ultimo 1989 1.935.748,65 kr. Det fremgår endvidere af kreditforeningens brev af 21. februar 1989 til indklagede, at der manglede at blive udført arbejder for 150.000 kr. på ejendommen. Det manglende beløb, der var nødvendigt til ombygningens færdiggørelse, var således ikke et mindre beløb, og havde klageren valgt at finansiere færdiggørelsen, ville han have haft et usikret krav på 150.000 kr., der, såfremt kravet sikredes ved pant i ejendommen, ville få en ugunstig placering i prioritetsrækken.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har erkendt at have tilsidesat sin oplysningspligt i medfør af bank- og sparekasselovens § 41. Det findes imidlertid ikke henset til de om kautionslånets debitor fremlagte økonomiske oplysninger tilstrækkeligt godtgjort, at klagerens regresmuligheder derved er blevet forringet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.