Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Årsopgørelse til kontohaver.

Sagsnummer: 52/1990
Dato: 30-04-1990
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Per Overbeck, Niels Busk, Jørn Ravn
Klageemne: Børneopsparingskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Årsopgørelse til kontohaver.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede generelt tilpligtes at sende årsopgørelser vedrørende børneopsparingskonti til kontohaveren (barnet).

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at barnet er kontohaver, og barnet må være berettiget til at modtage disse oplysninger.

Indklagede, der efter klagerens henvendelse vedrørende klagerens søns børneopsparingskonto straks sendte en årsopgørelse til sønnen, har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at kontoen ikke figurerer på barnets almindelige årsopgørelse, fordi indklagede herved tilgodeser et ønske fra mange indskydere på børneopsparingskonti om, at børnene såvidt muligt ikke skal vide, at børneopsparingskontoen eksisterer. Barnets værge vil imidlertid altid ved en henvendelse til indklagede kunne få oplysninger om saldo og rentetilskrivninger.

Ankenævnets bemærkninger:

Der findes ikke at foreligge en konkret formueretlig tvist mellem klageren og indklagede, og en stillingtagen til det generelle spørgsmål om, hvorvidt pengeinstitutterne (tillige) bør sende årsopgørelser vedrørende børneopsparingskonti til kontohaveren (barnet), findes at falde uden for Ankenævnets kompetence, men vil eventuelt kunne forelægges for Finanstilsynet. Ankenævnet afviser således klagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.