Afgørelse

Indsigelse vedrørende Jyske Banks opgørelse af fælleskonto efter boopgørelse i forbindelse med skilsmisse

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af Jyske Banks opgørelse af en fælleskonto efter boopgørelse i forbindelse med skilsmisse.

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes nu tidligere ægtefælle H var kunder i Jyske Bank, hvor de blandt andet havde en fælles konto nr. -69-2.

I januar 2007 optog klageren og H et fælles billån i banken (konto nr. -23-2) på 375.000 kr. Beløbet blev indsat på fælleskontoen, hvorfra de aftalte renter og afdrag også skulle hæves. Af lånebetingelserne fremgik blandt andet følgende vedrørende opsigelse og misligholdelse:

”…

Opsigelse af lån og kreditter til privat anvendelse

… Banken kan opsige variabelt forrentede lån og kreditter til indfrielse med 3 måneders varsel. Opsigelsen skal være begrundet. …

Misligholdelsesbestemmelser

Uanset ovenstående er lån og kreditter ophævet, hvis låntager

a) standser sine betalinger

b) kommer under bobehandling

…

Endvidere kan banken uden varsel ophæve lån og kreditter, hvis låntager

d) udsættes for individuel retsforfølgning i form af udlæg eller arrest.

…

i) ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til lånedokumentet eller kreditaftalen. For lån/kreditter til privat anvendelse, kan ophævelse dog først ske 8 dage efter, at skriftlig påkrav herom er sendt til en af låntagerne på den af banken senest kendte adresse.

…”

Ifølge det oplyste ophørte klageren og H’s samliv i februar 2009, hvorefter klageren og H kun kunne råde over indeståendet på fælleskontoen (-69-2) i fællesskab.

Indeståendet på fælleskontoen (-69-2) udgjorde på skæringsdagen for bodelingen, den 1. marts 2009, 1.299.678 kr.

Ifølge det oplyste var der mellem klageren og H enighed om at lade betalingerne til det fælles billån fortsætte fra fælleskontoen (-69-2).

Videre fremgår det af det oplyste, at Skat den 20. december 2010 foretog udlæg på 59.550 kr. i fælleskontoen (-69,-2) ifølge det oplyste, fordi H ikke havde betalt børnebidrag.

Klageren, der havde en enkeltmandsvirksomhed, havde en restskat og et restarbejdsmarkedsbidrag fra 2009 på 494.344 kr. inkl. gebyr og afgift. Den 11. juli 2011 var klageren derfor i fogedretten, hvor Skat foretog udlæg i fælleskontoen (-69-2) efter klagerens anvisning.

Den 22. juli 2011 skrev banken til klageren, at Skat havde gjort udlæg i fælleskontoen (-69-2) for hans del, og kontoen derfor ikke længere kunne være debiteringskonto for klagerens og H’s fælles billån (-23-2). Samtidig meddelte banken, at halvdelen af ydelsen på 4.150 kr. på billånet fremover ville blive hævet på klagerens egen konto.

Den 26. juli 2011 opsagde klageren og hans nye samlever fem konti i banken, da de ønskede at flytte deres engagement til et andet pengeinstitut. Konto nr. -69-2 og nr. -23-2 var ikke heriblandt.

Den 1. august 2011 kom klagerens og H’s billån (-23-2) i restance med 4.250 kr. heraf udgjorde 100 kr. rykkergebyr, som banken havde hævet på kontoen.

Den 16. august 2011 sendte banken endnu en rykker til klageren vedrørende billånet (-23-2).

I en e-mail til banken den 26. august 2011 anmodede klagerens advokat på klagerens vegne banken om at reetablere betalingerne til billånet (-23-2) fra fælleskontoen (-69-2). Ifølge banken ville H imidlertid ikke give sin accept hertil.

I en e-mail til banken den 1. september 2011 gjorde klageren blandt andet gældende, at banken ikke havde hjemmel til at undlade at udbetale det udlagte beløb til Skat.

Den 9. september 2011 opsagde banken klagerens og H’s billån (-23-2), som følge af misligholdelse. Den samlede gæld på lånet udgjorde 254.751 kr. Banken oplyste samtidig, at man ville foretage modregning i fælleskontoen (-69-2), i det omfang det var muligt. Fælleskontoen havde på daværende tidspunkt et indestående på 776.620 kr.

Ved brev af 14. september 2011 anmodede klagerens advokat på klagerens vegne banken om snarest muligt at foretage fuld modregning i fælleskontoen (-69-2) for at undgå yderligere rentetilskrivning.

Den 16. september 2011 modregnede banken 222.556 kr. af billånet (-23-2) i fælleskontoens indestående (-69-2) og meddelte samtidig klageren, at Skat havde foretaget udlæg i restbeløbet i henholdsvis klagerens og H’s andel.

Restgælden på billånet (-23-2) udgjorde efter modregningen 28.736 kr.

Den 28. oktober 2011 anmodede klageren Skat om at inddrive hans gæld hertil i henhold til det foretagne udlæg, da klageren gerne ville undgå, at der påløb yderlige renter på gælden. Af klagerens henvendelse fremgik blandt andet, at han havde forstået, at Skat havde foretaget udlæg i beløbet, men at der ikke var sket udbetaling til Skat, idet banken havde modsat sig dette.

Klagerens henvendelse til Skat førte ikke umiddelbart til noget resultat.

Af klagerens årsopgørelse for 2011 fra banken fremgik, at restgælden på billånet (-23-2) udgjorde 33.373 kr. Klageren har anført, at han ikke modtog den pågældende årsopgørelse fra banken, da han i efteråret havde flyttet sit engagement til et andet pengeinstitut.

Den 6. marts 2012 underskrev klageren en boopgørelse vedrørende hans og H’s fællesbo med skæringsdato den 1. marts 2009. Af boopgørelsen fremgik blandt andet følgende:

”…

§ 1

[Klagerens] bodel opgøres som følger:

Aktiver

…

2. Bankkonti

…

§ 2

…

[H’s] boslod udlægges som følger:

…

[klagerens] boslod udlægges som følger:

…

...

§ 7

Eventuel gæld, der ikke har relation til ejendommen […], indtil dennes afhændelse, stiftet af en af parterne efter den 1. marts 2009, påhviler og betales af den pågældende.

…

§ 9

Kontanttilsvar til [klageren] i henhold til § 2 fratrukket [H’s tilgodehavende i henhold til § 3 [97.279,50 kr.] udlignes ved ophævelse af parternes fælleskonto i Jyske Bank konto -69-2. Såfremt [H’s] halvdel af det på kontoen indestående beløb ikke er tilstrækkeligt til udligning af endelig saldo i [klagerens] favør, frafalder [klageren] at gøre yderligere krav gældende over for [H] udover den ham påhvilende andel af omkostningerne ved det offentlige skifte efter skifterettens afgørelse af omkostningsspørgsmålet.

…”

Den 13. marts 2012 skrev banken til klageren, at hans gæld på 34.150 kr. [vedrørende billånet, (-23-2)] var overgået til inkasso, da det ikke havde været muligt at nå frem til en aftale om tilbagebetaling heraf.

Ved brev af 19. marts 2012 gjorde klageren indsigelse vedrørende gælden, da han ikke havde modtaget meddelelse herom siden banken havde foretaget modregning i indeståendet på fælleskontoen (-69-2).

Som svar skrev banken den 11. april 2012 til klageren, at banken gennem længere tid havde afventet udfaldet af klagerens skilsmisse, men at banken nu havde mistet tålmodigheden, hvorfor sagen var overgået til inkasso. Af bankens brev fremgik desuden at Skats udlæg i fælleskontoen (-69-2) udgjorde 553.064 kr.

Klageren gjorde efterfølgende indsigelse ved fogedretten over udlægget i fælleskontoen (-69-2) som følge af H’s manglende betaling af børnebidrag, idet gælden var opstået efter skæringsdatoen den 1. marts 2009 og idet klageren gjorde gældende, at det resterende indestående tilfaldt ham i henhold til boopgørelsen.

Endvidere gjorde klageren fortsat gældende overfor banken, at banken ikke kunne forhindre Skat i at inddrive hans gæld fra fælleskontoen (-69-2). Klageren gjorde desuden indsigelse vedrørende forløbet omkring billånet (-23-2).

Den 1. august 2012 skrev Skat til banken og gjorde gældende, at banken skulle udbetale det udlagte beløb på 494.244 kr. til Skat.

Den 30. august 2012 stadfæstede skifteretten boopgørelsen.

Klageren og banken kunne i det følgende ikke opnå enighed om, hvorledes fælleskontoen (-69-2) skulle opgøres, idet banken på den ene side anførte at have modregningsadgang for så vidt angik restgælden på billånet (-23-2) samt for så vidt angik en kassekredit oprettet af H, der på daværende tidspunkt udgjorde 116.774 kr., mens klageren på den anden side anførte, at midlerne i henhold til boopgørelsen tilkom ham, hvorfor der ikke kunne ske udlæg eller modregning som følge af gæld optaget af H efter skæringsdatoen.

I december 2012 overførte banken 17.979 kr. fra fælleskontoen (-69-2) til Skat for så vidt angik H og 387.810 kr. for så vidt angik klageren. Herefter modregnede banken restgælden fra billånet (-23-2), der efter påløbne renter udgjorde 39.298 kr. Det resterende indestående på 113.139 kr. overførte banken til H’s engagement i banken.

Den 5. april 2013 udgjorde klagerens restgæld til Skat 196.695 kr., som forrentes med 0,5 % pr. måned.

Klageren har i forbindelse med sin indgivelse af klage til Ankenævnet opgjort sit tab på følgende måde:

Klageren har under sagen fremlagt et produktblad fra Jyske Banks hjemmeside vedrørende ”Totalkonto”, da han under sagen blandt andet har gjort gældende, at billånet og fælleskontoen skulle have været sammenlagt i overensstemmelse hermed.

Parternes påstande

Den 7. maj 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale de penge, han blev tilkendt af skifteretten samt dække hans omkostninger, som følge af bankens fejl.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at skifteretten tilkendte ham indeståendet på den spærrede fælleskonto med skæringsdato den 1. marts 2009.

Banken tilbageholdt uden yderligere begrundelse midler på kontoen fra udbetaling til Skat på trods af, at Skat havde foretaget udlæg i kontoen. Banken har derved påført ham ekstra renteudgifter til Skat. Banken har desuden nægtet at indgå i en dialog både med ham og med Skat på trods af Skats ret til at inddrive midlerne fra kontoen.

På trods af bankens manglende vilje til at udbetale penge til Skat fra kontoen tvangsindløste banken billånet ved modregning i fælleskontoen, uanset at lånet ikke var misligholdt. Kontoen var i øvrigt ikke stillet til sikkerhed for billånet.

Banken nægtede at genoprette afdragsordning i overensstemmelse med lånedokumentet. I stedet forsøgte banken at trække beløbet fra andre konti i banken men uden held, da han på det tidspunkt havde opsagt sit øvrige engagement i banken.

Efterfølgende blev han pålagt urimeligt høje renter på det tilbageværende beløb på billånet.

Banken har nægtet at medvirke til at minimere renteudgifterne på billånet under skifteretssagen ved at modsætte sig at sammenlægge indlån og udlån på samme Totalkonto. Den spærrede fælleskonto var således en Totalkonto, jf. bankens koncept, hvor man betaler rente af forskellen mellem indlån og udlån. Der er således ikke som anført af banken tale om en indfrielse af et lån.

I forbindelse med opgørelsen af kontoen fratrak banken gæld, som H havde optaget efter skæringsdagen den 1. marts 2009. Den pågældende kredit er optaget efter skæringsdagen og er derfor alene et mellemværende mellem banken og H.

Banken har udelukkende handlet i egen interesse og disponeret over midlerne på den spærrede konto i et omfang, som har påført ham urimeligt store omkostninger.

Banken skal udbetale de penge, han fik tilkendt i skifteretten og dække de omkostninger han har haft, som følge af bankens ageren i denne sag.

Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at den af banken foretagne fordeling af indestående på fælleskontoen er sket med rette, i det indlånskontoen var ejet af M og H med halvdelen hver.

Skat havde førsteprioritets udlæg i H’s ideelle andel for så vidt angik 17.979 kr., som Skat har fået udbetalt.

Skat havde desuden førsteprioritets udlæg i M’s ideelle andel, dog kun for så vidt angik halvdelen af indeståendet på udlægstidspunktet, dvs. 387.810 kr., som Skat således har fået udbetalt.

Billånet var forfaldent, hvorfor det blev indfriet via modregning.

Restsaldoen måtte herefter anses for at tilkomme H som følge af, at ejerskabet af fælleskontoen var fordelt med lige store andele og som følge af, at Skat havde fået udbetalt ca. 370.000 kr. mere til dækning af M’s gæld end til H’s gæld.

H’s overdragelse af restsaldoen til M, jf. boopgørelsen § 9, må respektere det af Skat foretagne udlæg i H’s ideelle andel, jf. gældsbrevslovens § 31, og må respektere bankens bedre prioriterede modregningsadgang efter gældsbrevslovens §§ 27 og 28, som banken benyttede til indfrielse af det tilgodehavende, banken havde mod H i henhold til en kredit.

Banken var derfor ikke forpligtet til at udbetale nogen del af fælleskontoen til M.

Banken var berettiget til ikke at udbetale de af M ønskede beløb til Skat. Det skal i den forbindelse bemærkes, at banken ville have handlet ansvarspådragende, hvis banken i juli 2011 havde udbetalt 494.344 kr. til Skat.

Banken har ikke påført M urimelige renteudgifter i forhold til Skat. M skabte selv sit likviditetsbehov, som gennem skilsmissesagens lange varighed blev et likviditetsproblem for M, idet Skat krævede betaling af skatten før boet var gjort op og kreditorerne, herunder banken, var betalt.

Banken var som følge af udlægget berettiget til uden varsel at ophæve billånet.

Banken var derfor som det mindre i det mere berettiget til at kræve, at ydelserne på billånet blev betalt med andre midler end saldoen på indlånskontoen, der var genstand for konflikten mellem M og H, og der var udlagt til Skat.

Ydelserne pr. 1. august 2011 og 1. september 2011 blev ikke betalt, end ikke efter to rykkere for så vidt angik ydelsen for 1. august 2011. Banken var således berettiget til uden varsel at ophæve billånet i henhold til misligholdelsesbestemmelserne.

Det bestrides, at de opkrævede morarenter på det misligholdte billån er urimelige. Billånet blev i øvrigt først forrentet med misligholdelsesrenten ved overgangen til bankens inkassoafdeling den 12. marts 2012. Indtil dette tidspunkt var billånet kun forrentet med kreditrenten, dog således at de enkelte misligholdte ydelser blev forrentet med satsen for ”ikke bevilget overtræk”, som var højere end kreditrenten, men lavere end misligholdelsesrenten.

Endelig bestrides det, at banken med urette har nægtet at sammenlægge indlån og udlån. Enhver disposition over fælleskontoen krævede således enighed mellem M og H. Som følge heraf kunne M ikke uden H’s samtykke kræve en sammenlægning af de to konti, eller rettere en indfrielse af billånet med midler fra fælleskontoen, medmindre banken som følge af reglerne om modregning var berettiget til ensidigt at gennemføre dette.

M har i øvrigt ikke dokumenteret, at banken har udvist ansvarspådragende adfærd ligesom M’s påståede tab er udokumenteret.

Til støtte for afvisningspåstanden har Jyske Bank anført, at der mellem parterne er uenighed om det faktiske forløb i en sådan grad, at en stillingtagen til sagen vil kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved retten.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og dennes tidligere ægtefælle H havde en fælles konto (-69-2) i Jyske Bank, som i forbindelse med en boopgørelse blev spærret af klageren i februar 2009, hvorefter der kun kunne disponeres over kontoen ved begge parters accept heraf.

Ankenævnet lægger til grund, at det mellem klageren og H var aftalt, at der fortsat skulle ske betalinger fra fælleskontoen til klageren og H’s fælles billån (-23-2).

Klageren har under sagen gjort gældende, at banken skulle sammenlægge fælleskontoen og billånet i henhold til bankens ”Totalkonto-koncept”. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der gjaldt en sådan forpligtelse for banken, eller at banken i øvrigt har handlet ansvarspådragende i den sammenhæng, idet Ankenævnet tillige bemærker, at der ville være tale om en disposition over et spærret engagement, der krævede både klagerens og H’s samtykke.

Ifølge det oplyste foretog Skat udlæg i H’s andel af fælleskontoen i december 2010 for 59.550 kr.

Den 11. juli 2011 foretog Skat udlæg i M’s andel af fælleskontoen for 494.344 kr. Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at Skats udlæg ikke kan sidestilles med en anmodning til banken om at foretage udbetaling fra kontoen. Udlægget havde derimod den retsvirkning, at der ikke længere kunne disponeres frit over det udlagte beløb på kontoen, jf. retsplejeloven § 519.

Ankenævnet finder det ikke på det foreliggende grundlag tilstrækkelig godtgjort, at der forelå en anmodning fra Skat til banken om at foretage en udbetaling af det udlagte beløb før den 1. august 2012. Den 30. august 2012 stadfæstede skifteretten boopgørelsen. Ankenævnet finder, at banken tidligst efter dette tidspunkt kunne efterkomme Skats krav og udbetale beløbet og finder ikke, at banken har handlet ansvarspådragende ved først at foretage udbetaling i december 2012. Det bemærkes, at parterne har haft mulighed for at indbringe eventuelle indsigelser mod udlægget for fogedretten, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. § 6.

Under henvisning til Skats udlæg i klagerens del af fælleskontoen meddelte banken den 22. juli 2011, at kontoen ikke længere kunne fungere som debiteringskonto for billånet. Ankenævnet finder ikke, at udlægget i en del af indeståendet på fælleskontoen forhindrede de fortsatte betalinger til billånet af det resterende indestående. Bankens beslutning kan dog ikke i sig selv medføre et erstatningsansvar over for klageren.

Klageren undlod efterfølgende at foretage indbetalinger til billånet. Ankenævnet finder derfor, at banken var berettiget til at opsige billånet i henhold til misligholdelsesbestemmelserne i lånedokumentet. Videre finder Ankenævnet, at banken var berettiget til at modregne det forfaldne beløb i indeståendet på fælleskontoen med respekt af de udlagte beløb til Skat.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den efterfølgende forrentning af den resterende del af billånet som urimelig høj.

I henhold til boopgørelsen mellem klageren og H, som blev stadfæstet af skifteretten den 30. august 2012, skulle indeståendet på fælleskontoen pr. skæringsdagen den 1. marts 2009, fratrukket efterfølgende fællesudgifter, deles med halvdelen til hver, hvorefter H til klageren skulle betale kontanttilsvar på 385.255 kr. fratrukket H’s tilgodehavende på 97.279 kr.

I forbindelse med bankens opgørelse af fælleskontoen i december 2012 overførte banken 113.139 kr. til H’s engagement i banken til indfrielse af en forfalden kredit. Ankenævnet lægger til grund, at bankens krav mod H var forfaldent, før der var truffet afgørelse om fordelingen af parternes fællesbo. Ankenævnet finder derfor, at banken var berettiget til at modregne H’s gæld til banken i den del af indeståendet på fælleskontoen, der i henhold til boopgørelsen tilhørte H.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge Jyske Bank at godtgøre klagerens advokatomkostninger i forbindelse med sagen.

Ankenævnets afgørelse