Beregning af låneomlægning.
| Sagsnummer: | 9805080/1999 |
| Dato: | 20-01-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Leif Nielsen, Keld Christiansen, Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Omlægning - beregning
|
| Ledetekst: | Beregning af låneomlægning. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren har en ejendom, hvori der indestod to realkreditlån samt et reservefondslån. Sidstnævnte lån var ydet af det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i november 1997 fire alternative lånetilbud til klagerens pengeinstitut. Et af tilbudene omhandlede et 30-årigt 7 pct. obligationslån. Af provenuberegningen i tilbudet fremgik det, at der efter afholdelse af indfrielsesudgifter på 705.926 kr. og diverse omkostninger ville være et provenu på 601.326 kr. Af indfrielsesoplysningerne fremgik såvel de to indestående lån til det andet realkreditinstitut som reservefondslånet. For sidstnævnte var der under oplysninger om indfrielsesbeløb anført: "Særlig", og at lånet havde særlige indfrielsesvilkår, samt at klageren kunne kontakte instituttet, hvis han ønskede yderligere oplysninger. Det var endvidere anført, at instituttet ikke havde beregnet indfrielsesbeløb for reservefondslånet, og at instituttet derfor ikke havde trukket indfrielsesbeløbet fra det beregnede provenu. Lånet blev udbetalt den 15. december 1997 til klagerens pengeinstitut. Efter indfrielse af reservefondslånet og afholdelse af lånesagsomkostninger resulterede låneudbetalingen i et provenu på 1.193.787 kr. Instituttet afviste den 23. december 1997 et krav fra klageren om, at instituttet skulle betale samtlige omkostninger i forbindelse med indfrielsen af det udbetalte lån som følge af, at provenuet ikke blev på ca. 600.000 kr. som anført i tilbudet. Instituttet henviste til, at det af lånetilbudet fremgik, at instituttet ikke havde beregnet indfrielsesbeløb for alle de lån, som skulle indfries, hvilket betød, at provenuet blev mindre end det i tilbudet oplyste.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle betale hende 116.736 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet i Nævnet fandt det uheldigt og mindre kundevenligt, at instituttet i lånetilbudet indledningsvis angav et provenu efter indfrielse på 601.326 kr., og først herefter angav, at instituttets reservefondslån ikke var medregnet i provenuberegningen, og at provenuet derfor ville blive et andet end angivet. Efter flertallets opfattelse kunne angivelserne i lånetilbudet imidlertid ikke opfattes således, at instituttet måtte anses for at have forpligtet sig til at udbetale et provenu i størrelsesordenen 600.000 kr. Under hensyntagen til, at reservefondslånet var ydet af instituttet selv, fandt mindretallet ikke, at instituttet på tilstrækkelig måde havde taget forbehold for provenuets størrelse. Mindretallet fandt derimod, at tilbudet havde karakter af et løfte om et provenu i den anførte størrelsesorden. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.