Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning i forbindelse med investering i obligationer, der blev førtidig indfriet.

Sagsnummer: 208 /1996
Dato: 07-11-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning i forbindelse med investering i obligationer, der blev førtidig indfriet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 7. april 1994 rettede klageren henvendelse til indklagedes Vojens afdeling med henblik på investering i obligationer i anledning af, at der af hans beholdning på nominelt 168.000 kr. 9% KD 2006 var udtrukket 35.000 kr. Klageren ønskede at investere i 10% [indklagede] St. Lån 1999. Ifølge klageren bekræftede indklagedes medarbejder, at obligationerne var inkonvertible. Ifølge indklagede meddelte klageren den 8. april 1994, at han ønskede at investere i korte danske statsobligationer eller i virksomhedsobligationer, hvilket ikke gav anledning til bemærkninger fra medarbejderen. Samme dag købte klageren nominelt 178.000 [indklagede] obligationer til kurs 105,100.

Den 30. august 1995 købte klageren yderligere nominelt 48.000 kr. af de pågældende obligationer til kurs 101,600. Ifølge klageren oplyste indklagede ikke ved denne lejlighed, at der var en konverteringsrisiko på obligationerne. Ifølge indklagede skete investeringen på klagerens eget initiativ, og ordren blev afgivet uden forudgående drøftelse af obligationerne eller andre værdipapirer.

Af prospekt af 30. oktober 1992 vedrørende de omhandlede obligationer fremgår:

"Førtidsindfrielse

Fra og med rentebetalingsdagen den 10. januar 1996 kan [indklagede], under forudsætning af Finanstilsynets godkendelse, førtidsindfri obligationerne til kurs 100 på en hvilken som helst rentebetalingsdag med 30 kalenderdages varsel afgivet i overensstemmelse med afsnittet Meddelelser nedenfor."

Af dagsbladsannonce fra 1992, hvori indklagede annoncerede lånet, fremgår:

"Førtidsindfrielse

Fra og med den 10. januar 1996 kan [indklagede] førtidsindfri hvert af obligationslånene til kurs 100 på en hvilken som helst rentebetalingsdag."

Den 10. januar 1996 indfriede indklagede obligationslånet.

Klageren har ved klageskema af 25. maj 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "papiret først bliver udtrukket den 10.1.1999".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det var en klar forudsætning for ham, at obligationerne var inkonvertible. Denne forudsætning er bristet på grund af fejlagtig/manglende rådgivning. Indklagede burde have givet ham alle relevante oplysninger, især da der var tale om indklagedes egne obligationer. Den mangelfulde rådgivning kan ikke legitimeres med, at han før har købt andre værdipapirer. Han var ikke bekendt med, at der fandtes prospekter på obligationer, samt at et papir i børslisten benævnt INK kunne have optioner på tidligere udløb. Hvis han var blevet oplyst om konverteringsrisikoen, havde han investeret i et andet papir uden denne risiko. Han har tidligere alene investeret i statsgældsbeviser og kreditforeningsobligationer.

Indklagede har anført, at klageren har foretaget adskillige investeringer i aktier og obligationer. Købet af de omhandlede obligationer afgav klageren uden forudgående drøftelse. Klagerens købsordre gav ikke anledning til bemærkninger, da det var tydeligt, at klageren havde overvejet købet inden sin henvendelse. Klageren oplyste ikke i forbindelse med afgivelsen af købsordrerne, at det var væsentligt for ham, at obligationerne ikke kunne indfries før 10. januar 1999. Klageren blev ikke rådgivet i forbindelse med ekspeditionen af ordren, idet der ikke var behov herfor, da klageren er en erfaren investor. Prospektet indeholdende vilkårene for obligationerne var offentligt tilgængeligt på handelstidspunkterne. Vilkårene havde været annonceret i dagspressen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren over for indklagede gjorde opmærksom på, at det var en væsentlig forudsætning for ham, at obligationerne var inkonvertible, eller at medarbejderen, før købsordren blev afgivet, skulle have bekræftet, at obligationerne var inkonvertible. Klageren afgav på eget initiativ ordren vedrørende de omhandlede obligationer, og Ankenævnet finder ikke, at det forhold, at indklagede ikke orienterede klageren, der ofte foretog investering i værdipapirer, om risikoen for førtidig indfrielse, kan pådrage indklagede erstatningsansvar.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.