Pant, berettigelsen af realisation. Udlån, meddebitor.
| Sagsnummer: | 213/1992 |
| Dato: | 25-09-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Pant, berettigelsen af realisation. Udlån, meddebitor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 4. juli 1986 ydede indklagede klageren et boliglån på 200.000 kr. Til sikkerhed for klagerens engagement med indklagede havde klageren i maj måned 1986 underskrevet en pantsætningserklæring, hvorefter indholdet af et depot samt effekter registreret i værdipapircentralen blev stillet til sikkerhed for, hvad klageren til enhver tid måtte blive indklagede skyldig. I depotet beroede et ejerpantebrev på 75.000 kr. med pant i en af klageren opført ejendom samt 5 sælgerpantebreve à nom. 50.000 kr. med pant i klagerens tidligere ejendom. I depotet beroede endvidere 6.000 kr. Sophus Berendsen B-aktier.
I marts 1987 ydede indklagede klageren et lån på 190.200 kr., som skulle afvikles med 1.100 kr. månedlig, første gang den 30. april 1987. Det fremgik endvidere af gældsbrevet, at der den 30. juni 1987 skulle erlægges et ekstraordinært afdrag på 100.000 kr., ligesom lånet den 1. december 1987 skulle nedskrives med provenuet ved salg af aktierne i Sophus Berendsen. Klagerens ægtefælle underskrev som meddebitor for lånet.
Det ekstraordinære afdrag på 100.000 kr. på fælleslånet betaltes ikke i juni 1987, og salget af Sophus Berendsen aktierne udsattes med henblik på at opnå en bedre kurs.
I 1988 blev klageren arbejdsløs, og i 1989 solgtes klagerens ejendom, efter at tvangsauktion var begæret af en anden panthaver, i fri handel uden dækning til det til indklagede håndpantsatte ejerpantebrev. Herefter realiseredes de håndpantsatte aktier den 12. juni 1989 og provenuet herfra, 93.305 kr., krediteredes boliglånet.
Ifølge indklagede aftaltes det i november 1990, at klageren primo 1991 skulle meddele indklagede, hvorvidt han havde fået arbejde. Det aftaltes samtidig, at hvis klageren ikke havde fået arbejde og ikke kunne afvikle gælden over en rimelig periode, skulle de håndpantsatte sælgerpantebreve sælges, og provenuet afskrives på engagementet.
I maj 1991, på hvilket tidspunkt klageren var blevet skilt, rettede indklagede skriftlig henvendelse til klageren og erindrede om indholdet af aftalen fra november 1990. Klageren har oplyst, at han under protest accepterede salget af sælgerpantebrevene, idet indklagede havde oplyst, at man ellers ikke ville mellemfinansiere klagerens tidligere ægtefælles køb af anden fast ejendom. Indklagede har bestridt dette.
I august 1991 solgtes de håndpantsatte sælgerpantebreve med et samlet provenue på 158.475 kr. Heraf anvendtes 90.993,61 kr. til fuldstændig indfrielse af boliglånet, medens det resterende beløb på 67.481,39 anvendtes til afskrivning på fælleslånet.
Den 5. september 1991 underskrev klageren og den tidligere ægtefælle et nyt gældsbrev på 89.814,09 kr. vedrørende fælleslånet. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., første gang den 30. september 1991. Efter parternes indbyrdes aftale skulle ydelserne betales af klageren.
Ved skrivelse af 22. november 1991 rykkede indklagede klageren for en restance på 4.500 kr. på lånet og meddelte samtidig, at den tidligere ægtefælle var orienteret om restancen. Ved skrivelse af 6. december 1991 protesterede klageren herover, ligesom han anførte, at han og den tidligere ægtefælle havde separat økonomi, hvorfor han ikke fandt, at indklagede var berettiget til at orientere hende om restancen.
Den 3. marts 1992 indbetalte klageren 1.300 kr. på lånet. Indklagede meddelte herefter i skrivelse af 10. marts 1992, at efter indbetalingen på 1.300 kr., samt efter at indklagede havde tilbageført ydelser til klagerens budgetkonto, som der ikke var dækning for, udviste lånet en restance på 8.100 kr. Ved skrivelse af samme dag orienteredes den tidligere ægtefælle om restancen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens tidligere ægtefælle ikke hæfter for klagerens lån hos indklagede, samt at indklagede tilpligtes at erstatte klageren 66.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det i september 1991 aftaltes, at lånet skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt fra januar 1992 og frem til juli 1992, hvorefter ydelsen skulle nedsættes til 1.500 kr. månedligt. På trods af aftalen mellem klageren og indklagede har indklagede sendt flere breve til klagerens tidligere ægtefælle om restancerne. Indklagedes oprindelige krav var at modtage 40.800 kr. årligt i ydelse på det oprindelige engagement. Af dette beløb fremkom 29.400 kr. fra de deponerede pantebreve, og indklagede manglede således 11.400 kr. eller 950 kr. månedligt. Klageren finder, at han er påført et tab på differencen mellem den nuværende månedlige ydelse på 1.500 kr. og 950 kr., svarende til 550 kr. månedligt i 10 år, eller ialt 66.000 kr.
Indklagede har anført, at man krævede sælgerpantebrevene realiseret, da det i august 1991 forekom at være den eneste mulighed at få nedbragt engagementet, ligesom indklagede anså kurserne på pantebrevene for fordelagtige. Klagerens engagement var misligholdt, hvorfor indklagede var berettiget til at forlange pantebrevene solgt, jfr. i øvrigt også aftalen fra november 1990. Ved oprettelsen af det nye lånedokument i september 1991 præciserede indklagede, at man ikke kunne frigive den tidligere ægtefælle som meddebitor for lånet, med mindre anden sikkerhed blev stillet, hvilket ikke blev tilbudt. Indklagede tilkendegav yderligere, at uanset at klageren og den tidligere ægtefælle havde aftalt en bodeling, hvorefter klageren alene skulle betale restgælden til indklagede, hæftede den fraskilte ægtefælle fortsat. Som følge af klagerens manglende overholdelse af lånets afvikling fandt indklagede det mest loyalt at underrette den tidligere ægtefælle herom, da det kunne komme på tale at gøre krav gældende overfor hende. Den tidligere ægtefælle har fra oprettelsen af lånet i 1987 hæftet som debitor, og i gældsbrevet af september 1991 er der ikke sket nogen forandring heri.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af gældsbrevet fra 1987, at klagerens daværende ægtefælle underskrev som meddebitor, ligesom hun i september 1991 efter skilsmissen medunderskrev det gældsbrev, der afløste det oprindelige gældsbrev. Der findes herefter ikke at være grundlag for at fritage den tidligere ægtefælle for hæftelsen for dette lån. Ankenævnet finder det også berettiget, at indklagede har orienteret meddebitor om restancerne på lånet.
Det må lægges til grund, at indklagede har været berettiget til at forlange, at de håndpantsatte pantebreve blev realiseret, og at klageren også accepterede realisationen. Der er derfor ikke grundlag for at tilkende klageren erstatning.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.