Afgørelse

Spørgsmål om Nordea Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med håndteringen af klagerens mors værdipapirdepot

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af Nordea Banks håndtering af klagerens mors værdipapirdepot.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank, og det samme var hans nu afdøde mor M.

M havde et værdipapirdepot i banken, som klageren i efteråret 2007 fik fuldmagt til at disponere over.

Klageren indgik samtidig på vegne af M en aftale om investeringsrådgivning. Første side af aftalen er fremlagt under sagen, og det fremgår blandt andet heraf:

"…

Ydelser indeholdt i denne aftale

…"

Klageren ejede en andelslejlighed sammen med bofællen B. Klageren ønskede i 2008 at sælge sin andel af lejligheden for at flytte tættere på M. Da B ikke ville købe klagerens del af lejligheden til den værdi, der fulgte af den af andelsforeningen fastsatte "andelskrone", var klageren nødsaget til at købe B ud af lejligheden for at opløse samejeforholdet og derefter sælge hele andelslejligheden.

På den baggrund henvendte klageren sig ifølge det oplyste til banken, og anmodede banken om at sælge værdipapirerne i M’s depot til finansiering af hans køb af B’s del af lejligheden. Dette blev imidlertid frarådet af banken.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt blev M’s depot i stedet stillet til sikkerhed for en garanti på 800.000 kr. stillet af banken til brug for klagerens køb af B’s andel af lejligheden.

Ifølge det oplyste trak opløsningen af samejet vedrørende andelslejligheden ud, blandt andet fordi B undervejs skiftede advokat.

Efter klagerens køb af andelslejligheden i juni 2010 blev den af banken stillede garanti erstattet af en midlertidig kredit på 750.000 kr., der skulle løbe til lejligheden var solgt. M’s depot blev ligeledes stillet til sikkerhed for den midlertidige kredit.

I november 2010 anmodede klageren om værgemål for M, og klageren fik herefter fuldmagt til at handle på M’s vegne i alle økonomiske og personlige forhold.

Klageren indledte i januar 2011 en dialog med banken vedrørende forløbet, som mundede ud i et møde med banken den 19. september 2011. Bankens referat af mødet blev efterfølgende sendt til klageren og er fremlagt under sagen. Det fremgår blandt andet heraf:

"…

Formålet med mødet, var at svare på de 9 spørgsmål i brev af 21/8 2011 [ikke fremlagt under sagen].

…

Du føler dig ramt af en række uheldigheder og ville ønske at din moders penge var placeret i kontanter og ikke værdipapirer.

Vi drøftede svar på dine spørgsmål – således:

1. Vi tilbyder Private Banking for at give vores bedste værditilbud til vores kunder og dermed et forventet højere afkast.

2. Vi kan ikke anbefale at sælge værdipapirerne, da der lige var etableret Private Banking aftale og lagt strategi for pengene. Dette ville medføre et kurstab – vi ønskede at låne dig penge indtil salg af andelsbolig var afsluttet med pant i værdipapirer.

…

6. Vi har ikke haft til hensigt at behandle dig som inhabil, men forsøgt at inddrage dig.

7. Vi anbefaler at fastholde værdipapirerne og låne dig pengene indtil andelen i København er solgt. For ikke at realisere tab på værdipapirerne. Der er udsigt til tvangsauktion på andelslejligheden og du er lidt presset. Du synes selv at du optræder for spontant i forhold til at gå kontant med din mors penge.

8. Vi har forsøgt at give den bedste rådgivning, indenfor den aftalte ramme.

9. Tidshorisonten er 1 år på at sælge andelslejligheden. Samejet skulle opløses med tidligere ven. Vi anser ikke [klageren] for inhabil, men presset af tiden og omstændighederne.

[Klageren] har den opfattelse, at moderen var for svag til at blive kunde i Private Banking på det tidspunkt. Det tager vi til efterretning. Vi har tilbudt Private Banking for at give optimal investerings rådgivning og pleje af midlerne.

En mere klar kommunikation fra bankens side var ønskelig set fra din side. Det tager vi til os, og vil arbejde på. Du oplever midlerne som båndlagte, hvilket de reelt ikke har været.

…"

Klageren har under sagen oplyst, at M afgik ved døden den 15. juni 2012, samt at klageren var eneste arving efter M.

Parternes påstande

Den 2. januar 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal erstatte tabet på de værdipapirer, der har været i M’s depot.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at M på nær en smule førlighed i hånden var lam på grund af sklerose.

Som følge af M’s handicap markedsførte banken produktet "Private Banking" overfor ham i stedet for M.

Han indgik aftale med banken om Private Banking, men banken har aldrig levet op til aftalens indhold. I stedet har aftalen medført en båndlæggelse af M’s midler.

Da M flyttede på plejehjem, ønskede han at flytte tættere på hende. Da han ikke havde indgået en samejeoverenskomst med B, havde han brug for kontanter til at købe B ud af lejligheden, før der kunne ske et salg.

Da hans eneste indtægt var førtidspension, ønskede han at låne pengene midlertidigt fra M’s depot, indtil lejligheden var solgt igen til tredjemand. M ønskede ligeledes at låne ham pengene.

Banken afviste imidlertid, at han kunne låne penge af M under henvisning til, at hendes midler ikke skulle indblandes.

Ugen efter bankens afvisning udbrød finanskrisen, og værdien af M’s depot blev mere end halveret.

Sagen vedrørende lejligheden trak ud, og samejet blev opløst ved en frivillig tvangsauktion i sommeren 2010. Han købte B’s andel af lejligheden og solgte lejligheden en måned efter.

Forløbet var hårdt for hans økonomi som følge af advokatomkostninger og dobbelt husleje. Både hans og M’s kassekredit i banken var i overtræk med 100.000 kr. og han måtte låne penge af banken med sikkerhed i M’s depot.

Havde man i 2008 ladet ham låne midlerne fra M’s depot og oprettet et gældsbrev på 1.040.000 kr., havde han kunnet betale de løbende omkostninger og opløsningen af samejet vedrørende lejligheden.

Gælden til M kunne være afskrevet med fire års arveforskud. Dermed havde han og M undgået værgemål og generalfuldmagter.

Han klagede ad to omgange til banken. Første gang i 2010, hvor han fik en mundtlig redegørelse og igen i 2011, hvor han fik en skriftlig redegørelse. Han krævede i den forbindelse, at banken købte depotbeholdningen til den værdi, værdipapirerne havde ved hans henvendelse i sommeren 2008. Dette har banken afvist.

Det bestrides, at sagen er forældet. Det kunne i øvrigt ikke forlanges, at han skulle indgive en klage over banken, så længe han stadig var afhængig af bankens hjælp i forbindelse med lejligheden.

Nordea Bank har anført, at klageren og banken i 2008 drøftede, om der skulle afhændes værdipapirer i M’s depot, hvilket banken frarådede på daværende tidspunkt.

Banken hverken modtog eller afviste en instruks om salg af værdipapirerne i M’s depot.

Klageren ville under alle omstændigheder ikke være berettiget til at anvende sin fuldmagt til at varetage sine egne interesser i forbindelse med ophøret af et sameje, som oplyst i sagen.

Klageren har ikke godtgjort, at banken på anden måde har handlet ansvarspådragende, og der er ikke opgjort noget tab.

Et eventuelt erstatningskrav er i øvrigt forældet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren fik i efteråret 2007 fuldmagt til at disponere over M’s depot i Nordea Bank, som blev omfattet af bankens tilbud om "Private Banking".

Klageren ønskede i sommeren 2008 at sælge værdipapirer fra M’s depot og anvende provenuet til opløsningen af et sameje vedrørende en andelsbolig.

Ankenævnet lægger til grund, at Nordea Bank frarådede klageren at sælge værdipapirerne i M’s depot.

Som følge af finanskrisen skete der efterfølgende en forringelse af værdien af M’s depot, som klageren har krævet erstattet af Nordea Bank.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Nordea Bank har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivningen vedrørende M’s depot, hvorfor klageren ikke får medhold i sin påstand.

Ankenævnet finder ikke anledning til at tage stilling til, om banken ville have været forpligtet til at efterkomme en eventuel instruks om salg af M’s værdipapirer i et tilfælde, hvor klageren havde givet udtryk for, at provenuet skulle anvendes til hans egne formål.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.