Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i november 1989 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 179.000 kr. Instituttets fordring var, inklusive et foranstående ejerpantebrev, på tvangsauktionen opgjort til i alt 233.194 kr., som fordeltes med 179.024 kr. i kolonne 2 og 54.170 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juli 1993 ejendommen efter at have udlejet denne i tiden efter tvangsauktionen. I januar 1998 fremsendte instituttet en årsopgørelse for 1997 til klageren, hvoraf der fremgik en personlig fordring på 54.194 kr., hvilken fordring klageren forgæves protesterede imod. I februar 1998 gjorde instituttet fordringen gældende mod klageren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende, herunder som følge af passivitet, hvilket havde medført forkerte skatteoplysninger i tiden efter tvangsauktionen. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet meddelte Nævnet, at det ikke var muligt at oplyse, hvordan budsummen var blevet anvendt.

Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, eller at klageren kunne kræve fordringen nedsat som følge af de af hende påberåbte skattemæssige forhold samt som følge af instituttets udleje af ejendommen frem til videresalget. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som kreditor for de sidst dækkede hæftelser bød ind i disse og derfor havde kunnet råde over fordelingen af budsummen på disse hæftelser, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets fordring bestod i så fald til dels af rente og bi-drag, som var forældet efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsorden, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af eventuel udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det resterende krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens ind-bringelse for Nævnet og indtil betaling sker.