Indsigelse mod tilbageførsel af aktiekøb, som ved en fejl fra indklagedes side var gennemført for 50.000 stk. i stedet for 50.000 kr.
| Sagsnummer: | 59/2007 |
| Dato: | 30-08-2007 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod tilbageførsel af aktiekøb, som ved en fejl fra indklagedes side var gennemført for 50.000 stk. i stedet for 50.000 kr. |
| Indklagede: | Handelsbanken |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes tilbageførsel af et aktiekøb, som blev gennemført for klageren den 11. december 2006.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er kunde hos indklagede, anmodede den 11. december 2006 indklagedes Viborg afdeling om køb af for 50.000 kr. aktier i selskabet Rovsing.
Ved en fejl fra indklagedes side blev der gennemført et køb af 50.000 stk. Rovsing aktier til kurs 19,558 svarende til en kursværdi på 977.900 kr.
Klageren blev opmærksom på den gennemførte handel om aftenen den 11. december 2006 og kontaktede den følgende dag indklagedes medarbejder A telefonisk.
Klageren har om indholdet af telefonsamtalen anført, at han gjorde A opmærksom på, at er forelå en fejl, hvilket A erkendte. Han meddelte A, at han ønskede at fastholde købet af aktierne, der var steget væsentligt i kurs, og at han gerne ville låne ca. 1 mio. kr. Aktierne skulle straks sælges igen, hvilket ville give en kursgevinst på ca. 25 %. A meddelte, at dette sagtens kunne lade sig gøre. Han spurgte, til hvilken kurs et øjeblikkeligt salg kunne ske, hvortil A oplyste, at der var tale om en mindre aktie, således at der ikke kunne stilles en strakskurs, men at en handel kunne ske til gennemsnitskursen for dagen. Indklagede har anført, at A erkendte, at der forelå en fejl, som skulle rettes. A tilbød at kontakte indklagedes centrale afdeling for at få afklaret situationen. Der blev drøftet et lån på 1 mio. kr., men et lån blev ikke bevilget af A, som dog gav udtryk for, at klageren formodentlig ville kunne bevilges et sådant lån.
Ved en telefonsamtale ca. 30 minutter efter meddelte A klageren, at handlen ville blive stoppet og rettet til den faktisk afgivne ordre.
Af fremlagte notaer fremgår, at der den 11. december 2006 blev købt 50.000 stk. Rovsing aktier til klageren til kurs 19,558; denne nota er tilbageført ved en nota af 12. samme måned. Ved nota af 12. samme måned afregnede indklagede 2.500 aktier til klageren til kurs 19,558 svarende til et samlet afregningsbeløb på 49.261,71 kr.
Ved nota af 13. december 2006 afregnede indklagede klagerens salg af 2.500 stk. Rovsing aktier til kurs 25,76.
Ved skrivelse af 15. december 2006 rettede klageren henvendelse til indklagede om tilbageførslen af købet af de 50.000 aktier. Klageren anførte bl.a., at det var hans opfattelse, at der var indgået en aftale om køb af 50.000 stk. aktier, og at det eneste usikkerhedsmoment var, til hvilken kurs papirerne efterfølgende skulle sælges.
Ved skrivelse af 23. december 2006 stillede klageren krav om, at indklagede betalte 294.587 kr. svarende til, at indklagede stillede ham, som om han havde købt yderligere 47.500 Rovsing aktier til kurs 19,558 og senere solgt aktierne til kurs 25,76. Indklagede afviste kravet.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. februar 2007 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham svarende til, at alle 50.000 stk. Rovsing aktier var blevet solgt den 12. december 2006 som tilhørende ham.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at uanset at købet af de 50.000 aktier skete ved en fejl, var indklagede uden hans accept ikke berettiget til at ændre købet. Hertil kommer, at han efterfølgende godkendte købet.
Indklagede handlede som fuldmægtig for ham ved købet af aktierne og er derfor ikke berettiget til selvindtræde.
Under alle omstændigheder blev der mellem parterne efterfølgende indgået aftale om, at samtlige 50.000 aktier tilhørte ham, og at han kunne låne købesummen kortvarigt. For en sådan aftale gælder der ikke formkrav.
Han har under sagen forgæves opfordret indklagede til at dokumentere, i hvilket omfang de omhandlede aktier hidrører fra indklagedes egenbeholdning eller er købt i markedet.
Med hensyn til den likviditetsmæssige dækning på hans konto bemærkes særligt, at der ikke forelå et sådant problem, da han ønskede at differenceafregne, hvilket han meddelte indklagede under telefonsamtalen den 12. december 2006.
Sagen bør ikke afvises som bevisuegnet, idet Ankenævnet kan foretage en almindelig bevisvurdering af de fremkomne oplysninger, herunder telefonsamtaler mellem parterne. At parterne i et mindre omfang er uenige herom, bør ikke medføre afvisning.
Hans krav er opgjort til knap 300.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren afgav ordre om at købe for 50.000 kr. Rovsing aktier, hvilket indklagede har effektueret.
Ved en fejl købte indklagede imidlertid 50.000 Rovsing aktier. Fejlen blev omgående rettet efter at være opdaget.
Der bør ikke gives mulighed "cherry picking", således at en kunde kan vælge det mest fordelagtige scenarium i forbindelse med en ekspeditionsfejl. Klageren ville næppe have krævet levering af aktierne, hvis kursen efterfølgende var faldet. Det er alene indklagedes risiko fra en ekspeditionsfejl begås, til den rettes, uanset om en kurs er opadgående eller nedadgående.
Indklagede handlede ikke som fuldmægtig for klageren. Ved en telefonisk ordre købes aktierne af indklagede. Hos hvem, herunder om indklagede har en egenbeholdning af aktierne, er uvedkommende.
Det afvises, at indklagede tilbød klageren et lån på ca. 1 mio. kr. Et lån i denne størrelsesorden kræver en aftale af nærmere vilkår med hensyn til rente, løbetid osv. Årlige omkostninger i procent skal oplyses, hvortil kommer, at god-skik-reglerne forbyder, at væsentlige aftaler indgås mundtlig.
Det måtte således stå klageren klart, at han ikke på baggrund af samtalen opnåede en kredit eller et lån på 1 mio. kr. Skulle Ankenævnet nå frem til, at klageren, jf. Ankenævnets kendelse i sag 261/2003, i princippet kunne fastholde købet af aktierne, er det indklagedes opfattelse, at manglende dækning på klagerens konto medfører, at han alligevel ikke havde mulighed herfor.
Klageren har ikke lidt ved tab ved indklagedes korrektion af handlen.
Ankenævnet bør subsidiært afvise sagen som bevisuegnet efter vedtægternes § 7, stk. 1.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Den 11. december 2006 anmodede klageren en medarbejder A i indklagedes Viborg Afdeling om køb af for 50.000 kr. aktier i Rovsing A/S. Ved en fejl fra A's side blev der i stedet gennemført et køb af 50.000 stk. aktier i Rovsing A/S til kurs 19,558 svarende til en kursværdi på 977.900 kr. Da klageren den følgende dag gjorde A opmærksom på fejlen, var indklagede berettiget til at korrigere fejlen som sket, jf. aftalelovens § 32, stk. 1.
Klageren havde således ikke krav på at få mulighed for at vedstå den fejlagtige handel, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at A har givet klageren bindende tilsagn herom, herunder om, at indklagede ville indrømme klageren en kortvarig kredit på ca. 1 mio. kr.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.