Afgørelse

Spørgsmål om kaution omfattede boliglån, der erstattede byggekredit.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod en kautionsforpligtelse, som klageren påtog sig vedrørende en byggekredit, der senere blev indfriet af et boliglån.

Sagens omstændigheder.

Den 10. januar 2000 underskrev klageren i sit eget pengeinstitut en kautionserklæring, hvorefter han begrænset til 25.000 kr. indestod som selvskyldnerkaution for opfyldelsen af debitorerne E's og F's nuværende og fremtidige forpligtelser af enhver art over for indklagede.

I samme forbindelse underskrev klageren en af indklagede udfærdiget skrivelse, hvoraf fremgår:

"Til Deres orientering er [E og F] i gang med at skifte pengeinstitut fra Spsk. Vestsalling til [indklagede]. Vi har fået oplyst, at De der har en kautionsforpligtelse på kr. 25.000,00

I forbindelse med pengeinstitutskifte, ændring i økonomisk sammensætning, samt ombygning af eksisterende bolig er der bevilget byggekredit på kr. 995.000 (kto [-344]), der efter hjemtagelse af DLR-lån vil blive afløst af et endeligt boliglån på anslået kr. 420.000,- (efter oplyste udgifter i.f.m. byggeri af [F]). Om boliglånet i sidste ende bliver større/mindre er den underskrevne kautionserklæring uvedkommende. Lånet afvikles over 12 til 15 år, og De vil modtage kopi af endelig underskrevet boliglån. Kautionserklæringen er gældende i hele lånets løbetid."

Den 9. august 2002 underskrev E og F gældsbrev vedrørende et lån på 442.103,60 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.000 kr.

Ved skrivelse af 3. april 2003 meddelte indklagede klageren, at lånet til E og F havde en restance på 6.000 kr. Lånets restgæld var 437.371 kr.

Ved skrivelse af 14. april 2003 meddelte indklagede klageren, at engagementet med E og F var opsagt, hvorfor man anmodede om indbetaling af kautionen på 25.000 kr.

Ved skrivelse af 28. april 2003 anførte klageren, at han anså kautionsforpligtelsen for ophørt, idet han ikke var bekendt med boliglånet. Indklagede fastholdt klagerens kautionsforpligtelse.

Af et kontoudtog for boliglånet fremgår, at ydelser blev betalt regelmæssigt til og med udgangen af februar 2003. Ydelsen betalt 27. marts 2003 blev tilbageført den 3. april 2003.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. maj 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kautionsforpligtelse er ophørt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hans kautionsforpligtelse omfattede en byggekredit.

Efterfølgende erfarede han, at kreditten blev væsentligt ændret i forhold til det oprindelige udgangspunkt. Han blev ikke orienteret herom eller om debitorernes økonomiske problemer.

Lånets størrelse samt løbetiden bevirker en anden og dårligere daglig økonomisk situation for debitorernes mulighed for at overholde forpligtelserne.

Indklagede har anført, at kautionsforpligtelsen, som klageren underskrev i januar 2000, vedrører debitorernes gæld til indklagede.

Ved skrivelsen af 10. januar 2000 blev klageren orienteret om, at der var bevilget en byggekredit på 995.000, og at restgælden på byggekreditten efter hjemtagelse af et DLR-lån ville blive afviklet som boliglån med løbetid på 12-15 år.

Boliglånet blev etableret i juni 2002 og vedrørte restgælden på byggekreditten.

En medkautionist har indbetalt 25.000 kr. til indklagede. Indklagede havde yderligere sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i debitorernes ejendom, der blev solgt på tvangsauktion i juni 2003 uden dækning til ejerpantebrevet. Indklagede har endvidere løsørepant i en ældre bil.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med at klageren den 10. januar 2000 underskrev kautionserklæringen, hvorefter han påtog sig at indestå for opfyldelsen af enhver forpligtelse, som E og F havde eller måtte få over for indklagede, underskrev han samtidig den ovenfor citerede skrivelse fra indklagede. Af skrivelsen fremgår, at E og F aktuelt havde en byggekredit på 995.000 kr., som efter hjemtagelsen af et realkreditlån ville blive afløst af et boliglån anslået til 420.000 kr. Boliglånet ville blive afviklet over 12-15 år. Det var anført, at kautionserklæringen ville være gældende i hele boliglånets løbetid.

Ankenævnet finder, at klageren under de anførte omstændigheder ikke kan påberåbe sig, at hans kaution, der er begrænset til 25.000 kr., ikke også omfatter boliglånet etableret i august 2002 på 442.103,60 kr. Indklagede har endvidere rettidigt orienteret klageren om boliglånets restance.

Ankenævnet bemærker, at indklagedes tilbageførsel den 3. april 2003 af boliglånets ydelse betalt 27. marts 2003 for så vidt er sket for sent, men at tilbageførslen ikke har betydning for klagerens kautionsforpligtelse, idet denne er på 25.000 kr., mens boliglånet fortsat har en restgæld på efter det oplyste omkring 400.000 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.