Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse for selvrisiko på 1.200 kr.

Sagsnummer: 331 /1999
Dato: 16-12-1999
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Villy Dyhr, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne: Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
Ledetekst: Spørgsmål om hæftelse for selvrisiko på 1.200 kr.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om klageren hæfter for selvrisikoen på 1.200 kr. i forbindelse med misbrug af hendes Mastercard i januar 1999.

Sagens omstændigheder.

Den 21. januar 1999 kl. 15.55 konstaterede klageren, at hun havde mistet sin pung, der bl.a. indeholdt et Mastercard tilknyttet hendes konto hos indklagede.

Klageren foranledigede kortet spærret ved telefonisk henvendelse til indklagedes "Call-center", der registrerede spærringen kl. 16.15 den 21. januar 1999. Klageren fik meddelelse om spærringstidspunktet ved skrivelse af s.d. fra Callcentret.

Ifølge klageren er hun blevet frastjålet pungen efter kl. 13 den 21. januar 1999.

Kortet blev den 21. januar 1999 anvendt til en hævning på 3.000 kr., som klageren ikke kunne vedkende sig.

Indklagede, som var af den opfattelse, at misbruget kunne være sket ved en fjernsalgstransaktion, oversendte sagen til behandling hos PBS.

På baggrund af en henvendelse fra klageren krediterede indklagede den 12. april 1999 klagerens konto 3.000 kr. med valør s.d.

På grundlag af en sagsbedømmelse fra PBS, hvoraf fremgik, at pin-koden var anvendt ved hævningen af de 3.000 kr., meddelte indklagede ved skrivelse af 12. juli 1999 klageren, at hun hæftede for 1.200 kr. af misbruget. Beløbet blev samtidig debiteret klagerens konto.

Af indklagedes kortindehaverregler vedrørende Mastercard fremgår bl.a.:

"2.4. Dit ansvar hvis andre misbruger kortet

Hvis kortet og PIN-koden er blevet misbrugt af en anden, skal du dække tab op til 1.200 kr. (selvrisiko).

Hvis du har oplyst PIN-koden til misbrugeren, skal du dække det fulde tab.

Du skal dække op til 8.000 kr. (incl. selvrisiko), hvis:

du har overladt kortet til misbrugeren, eller

du eller én, du har overladt kortet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort misbruget, eller

der ikke er taget kontakt til Eurocard i Danmark snarest muligt efter, at du eller én, du har overladt kortet til, har opdaget, at kortet er mistet.

Du er ikke ansvarlig for tab, der opstår efter, at Eurocard i Danmark har fået besked om, at kortet skal spærres.

Du kan læse nærmere om ansvarsreglerne i betalingskortlovens §§ 21 og 22, som er gengivet sidst i kortbestemmelserne."

Indklagede har oplyst, at det ikke nu er muligt at få oplyst klokkeslættet for transaktionen på 3.000 kr., idet PBS ikke opbevarer transaktionerne i mere end 6 måneder.

Parternes påstande.

Klageren har den 5. august 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de 1.200 kr. til hendes konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede tilkendegav, at det stjålne beløb ville blive indsat på kontoen, så snart hun havde udfyldt og underskrevet en erklæring om, at der var tale om tyveri fra kontoen.

Indklagede krediterede de 3.000 kr. på kontoen den 12. april 1999 uden forbehold, hvorfor hun ikke var bekendt med, at der fortsat var en "sag". Hun modtog således det fulde stjålne beløb retur i god tro, og indklagede var derfor ikke berettiget til efterfølgende og uden varsel at debitere hendes konto de 1.200 kr. vedrørende selvrisiko.

Kortindehaverreglernes pkt. 2.4. sidste afsnit må forstås således, at når spærring finder sted, er der ikke tale om nogen selvrisiko, hvilken opfattelse hun er blevet bekræftet i af hændelsesforløbet.

Udover at tilbageføre de 1.200 kr. til kontoen bør indklagede undskylde for, at beløbet blev hævet på kontoen uden varsel.

Indklagede har anført, at selvrisikoen på 1.200 kr. med rette blev debiteret klagerens konto, jf. betalingskortlovens § 21. Man har på intet tidspunkt tilsikret klageren, at hun kunne undlade at betale selvrisikoen på 1.200 kr., og man er ikke som følge af tilbageførslen af de 3.000 kr. afskåret fra at opkræve selvrisikoen. Det påhviler klageren selv at gøre sig bekendt med indholdet af kortindehaverreglerne for Mastercard.

Der har ikke været problemer med dankortsystemet den 21. januar 1999. Det har derfor formodningen imod sig, at transaktionen er foretaget efter kl. 16.15, hvor PBS har registreret, at kortholders ansvar er ophørt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af betalingskortlovens § 21, stk. 5, 1. pkt., jf. kortindehaverreglerne pkt. 2.4., fremgår, at kortudsteder er ansvarlig for uberettiget brug, der finder sted, efter at kortudsteder har fået underretning om, at kortet enten er bortkommet eller besiddes af en uberettiget.

Det følger heraf, at klageren alene hæfter for selvrisikoen på 1.200 kr., såfremt misbrugstransaktionen på 3.000 kr. fandt sted før kortet blev spærret den 21. januar 1999 kl. 16.15.

Det må efter det oplyste lægges til grund, at indklagede den 12. juli 1999, hvor selvrisikobeløbet blev debiteret klagerens konto, hos PBS kunne have fået oplysning om, på hvilket klokkeslæt misbruget af klagerens betalingskort fandt sted. Da indklagede ikke sikrede sig denne oplysning og nu er ude af stand til at dokumentere, at misbruget skete, inden klageren kl. 16.15 spærrede kortet, finder Ankenævnet, at indklagede allerede som følge heraf ikke kan kræve, at klageren betaler selvrisikoen på 1.200 kr.

Ankenævnet finder endvidere, at indklagede rentemæssigt bør stille klageren, som om de 3.000 kr. var blevet krediteret kontoen den 21. januar 1999.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at pålægge indklagede at fremkomme med en undskyldning. Allerede som følge heraf tages klagerens påstand herom ikke til følge.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger kreditere klagerens konto 1.200 kr. med valør den 12. juli 1999 og rentemæssigt stille klageren, som om de 3.000 kr. var krediteret kontoen den 21. januar 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.