Personlig fordring. Forældelse. Forrentning.
| Sagsnummer: | 200006034/2000 |
| Dato: | 19-06-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Grit Munk, Mads Laursen og Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Rente - indberetning
Personlig fordring - passivitet |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. Forrentning. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i januar 1991 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 676.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 1.271.057 kr., hvoraf 197.784 kr. udgjorde restancer m.v. Instituttet videresolgte pr. 10. august 1991 ejendommen. I juli 1991 gjorde instituttet en personlig fordring på 541.057 kr., svarende til den samlede fordring med fradrag af auktionsbudet, gældende over for klageren. Klageren protesterede over det fremsatte krav. Instituttet indbragte i februar 1993 sagen for fogedretten og opgjorde det samlede krav til 417.286 kr. med begæring om, at sagen alene fremmet for 20.000 kr. Instituttet indbragte atter sagen for fogedretten i august 1995 med begæring om, at sagen blev fremmet for 11.000 kr. Begge de nævnte fogedsager afsluttedes med klagerens insolvenserklæring. I januar 2000 nedsatte instituttet fordringen til 288.131 kr., idet der var sket modregning af kurstabet på det i forbindelse med videresalget udstedte sælgerpantebrev, som på det tidspunkt var betalt. I januar 2000 fremsatte klageren forligsforslag, som ikke blev accepteret af instituttet. I april 2000 fremsendte instituttet en ny fogedbegæring til retten med begæring om, at sagen blev fremmet for 25.000 kr. Fogedretten udsatte i juni 2000 sagen på Realkreditankenævnets behandling.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet alene kunne gøre et krav på 11.000 kr. gældende i anledning af tvangsauktionen over hendes daværende ejendom, og at der ikke kunne kræves rente af beløbet. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke på det foreliggende grundlag at kunne kritisere instituttets opgørelse af fordringen til 288.131 kr. Det var ifølge Nævnet ufornødent at tage stilling til, om nogen del af fordringen kunne anses for undergivet den 5-årige forældelse efter 1908-loven, idet en eventuel forældelse måtte anses for afbrudt ved behandlingen i 1993, 1995 og 2000 i fogedretten af instituttets udlægsbegæringer. Det var uden betydning for disse begæringers fristafbrydende virkning, at instituttet af omkostningsmæssige grunde havde begrænset udlægsbegæringerne til en del af det skyldige beløb. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet for denne del af klagen, men fandt dog at instituttet kun kunne kræve en rente på 10 pct. af den del af beløbet på 288.131 kr., der udgjorde pantebrevsfordringen.
Indtil videre i bero.