Udlån, rådgivning, fast forrentet lån, indfrielseskurs.
| Sagsnummer: | 43/1994 |
| Dato: | 04-10-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Erik Sevaldsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
Rådgivning - lån med særlige indfrielsesvilkår Rente - udlån |
| Ledetekst: | Udlån, rådgivning, fast forrentet lån, indfrielseskurs. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med afviklingen af klagerens erhvervsvirksomhed blev hans engagement hos indklagede pr. 13. september 1990 samlet til eet lån på ca. 370.000 kr. Lånet blev etableret som et serielån med variabel rente og skulle afdrages med 4.300 kr. månedligt svarende til en løbetid på 88 måneder. Renter og provision skulle tilskrives hvert kvartal. Afdrag, renter og provision skulle hæves på klagerens konto hos indklagede.
I overensstemmelse med gældsbrevet blev der månedligt indbetalt 4.300 kr. på lånet. Renterne blev tilskrevet kvartalsvis men ikke indbetalt på lånet, hvorfor dette ikke blev afviklet som forudsat. Klageren henvendte sig til indklagede herom den 10. marts 1992. Det blev da konstateret, at restløbetiden var ca. 180 måneder ved en samlet månedlig ydelse på 4.300 kr.
Lånet blev den 15. oktober 1992 omlagt til et fast forrentet lån på ca. 367.000 kr. med pålydende rente 11,7%, effektiv rente 12,223%. Ydelsen var 12.600 kr. i kvartalet, svarende til en løbetid på 219 måneder. Af et tillæg til gældsbrevet underskrevet af klageren fremgår bl.a.:
"Der gælder særlige vilkår ved indfrielser før aftalt tid i fastrenteperioden.
Det indebærer, at De ved førtidige indfrielser kan komme til at betale mere eller mindre end restgælden på indfrielsestidspunktet. Er renteniveauet (markedsrenten) faldet efter aftalens indgåelse, kommer De til at betale mere end restgælden på indfrielsestidspunktet. Er renteniveuaet steget mere end 0,25 procent point efter aftalens indgåelse, kan De indfri lånet med mindre end restgælden på indfrielsestidspunktet.
Kursen på indfrielsesbeløbet beregnes ud fra en referencerente (se nedenfor). I vedlagte bilag kan De se eksempler på indfrielsesbeløb ved forskellige udviklinger i renteniveauet."
Da klageren i efteråret 1993 ønskede at omprioritere, tilbød indklagede indfrielse af lånet til kurs 122,3149, hvilket klageren gjorde indsigelse imod.
Omprioriteringen blev gennemført via et andet pengeinstitut, og lånet hos indklagede blev indfriet den 15. december 1993 med et kurstab på 85.583,90 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, indklagede tilpligtes at betale 85.583,90 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at det oprindelige lån på grund af indklagedes fejlberegninger ikke blev afviklet som forudsat. Han anmodede indklagede om råd og vejledning for at få ro omkring økonomien, hvorfor han tog imod tilbuddet om et fast forrentet lån. Han bestrider, at han frygtede en stigende rente. Først i forbindelse med underskrivelsen af gældsbrevet blev han præsenteret for et "tillæg til gældsbrev", som han ligeledes underskrev. Han forstod ikke den særlige måde restgælden ville blive opgjort på ved førtidig indfrielse, og han blev ikke orienteret om risikoen for krav om overkurs af et sådant omfang, at han reelt var stavnsbundet. Det i gældsbrevstillægget omtalte bilag, der kunne have givet ham en forståelse af risikoen, har han ikke modtaget.
Indklagede har anført, at optagelsen af det fast forrentede lån skete på klagerens initiativ, da han frygtede en stigende rente. Fastrentelånet svarer til et kontantlån, hvorved kurstabet konverteres til fradragsberettigede renter i lånets løbetid. Klageren havde på daværende tidspunkt ikke mulighed for at optage kontantlån i en kreditforening. Alternativet havde været et obligationslån uden fradragsret for kurstab. Med underskriften på gældsbrevstillægget bekræftede klageren, at han var bekendt med de særlige indfrielsesvilkår, som afspejler indklagedes tab ved førtidig indfrielse. Var markedsrenten steget, kunne klageren have indfriet lånet til en kurs under 100. Såfremt det antages, at lånet er omfattet af kreditaftaleloven, gøres det gældende, at denne ikke er til hinder for kursfastsat indfrielse ud fra objektive kriterier.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at klageren har haft en berettiget forventning om afvikling af det oprindelige lån over 88 måneder med en månedlig ydelse på 4.300 kr., idet lånet i så fald havde været rentefrit.
Klageren har med sin underskrift på gældsbrevstillægget tiltrådt den særlige indfrielsesklausul, som også uden bilag findes at være tilstrækkelig tydelig. Der findes ikke godtgjort omstændigheder, som kan føre til, at klageren ikke er bundet heraf.
Kreditaftaleloven ses ikke at være til hinder for, at indklagede kan gøre de særlige indfrielsesvilkår gældende.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.