Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Realkreditbelåning, kurssikring.

Sagsnummer: 499/1994
Dato: 17-05-1995
Ankenævn: Niels Waage, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Realkreditbelåning, kurssikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

På et møde hos indklagede den 24. november 1993 besluttede klageren sig for at foretage en omprioritering af sin faste ejendom. Indklagede skulle forestå omprioriteringen og indhente lånetilbud fra Danske Kredit.

Ved lånetilbud af 16. december 1993, som tilsendtes klageren, tilbød Danske Kredit klageren et kontantlån på 1 mio. kr. baseret på 7%-obligationer. Af tilbuddet, der omfattede ni sider, fremgik bl.a.:

"Anmodning om udbetaling skal fremsættes overfor Danske Kredit - via ekspederende afdeling af [indklagede] - senest kl. 12 tre børsdage før, lånet ønskes udbetalt. Såfremt der ikke er indgået fastrenteaftale, vil den endelige kontantlånsrente blive fastsat ud fra kursen tre børsdage før udbetalingsdatoen.

...

Det Danske Kredit lån, som vi har givet et lånetilbud på, er aftalt at skulle at skulle udbetales kontant. Det vil sige, at udbetalingsbeløbet nu er fastsat, medens lånerenten og ydelsen ændres i takt med kursændringerne på de Danske Kredit-obligationer, som skal sælges for at modsvare det kontante beløb. For at undgå usikkerhed om, hvilken lånerente og ydelse, lånet får, kan De indgå en fastrenteaftale med Danske Kredit mod et gebyr på kr. 500. Renten skal fastlåses senest den 17.01.1994, hvis lånet ønskes udbetalt den 20.01.1994."

Klageren har anført, at han forinden af en medarbejder hos indklagede BJ havde fået den oplysning, at kursen først ville blive fastlagt fjerde arbejdsdag efter, at kunden havde givet meddelelse om, at hjemtagelse skulle ske.

Den 9. januar 1994 underskrev klageren omprioriteringsaftale. Ved afkrydsning var markeret, at der ikke ønskedes kurssikring.

Onsdag den 26. januar 1994 rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagede. Ifølge klageren fik han oplyst, at kursen var 99,95 på kontantlånets bagvedliggende obligationsserie. Senere på dagen kontaktede han igen afdelingen og talte her med en anden medarbejder end den, der hidtil havde ekspederet sagen. Han fik ligesom tidligere oplyst, at såfremt han her og nu besluttede at hjemtage lånet, ville kursen først ligge fast fire arbejdsdage senere, d.v.s. mandag den 31. januar 1994; det blev fremhævet, at der skulle være møde i Bundesbank den følgende dag; på grundlag heraf besluttede han at udskyde lånets hjemtagelse. Indklagede bestrider at have oplyst, at kontantlånets udbetalingskurs først ville blive fastlagt fjerde arbejdsdag efter klagerens anmodning om udbetaling.

Ved et møde den 3. marts 1994 anmodede klageren om lånets udbetaling. Lånet udbetaltes herefter tirsdag den 8. marts 1994, idet obligationerne blev afhændet torsdag den 3. marts 1994 til kurs 95,6.

Den 11. marts 1994 rettede klageren henvendelse vedrørende kursfastsættelsen og anførte, at udbetaling skulle være sket til kurs 96,9875, svarende til kursen for den 8. marts 1994. Indklagede afviste dette.

Indklagede tilbød efterfølgende kulancemæssigt klageren en rentenedsættelse med 1% på klagerens boliglån med en restgæld på ca. 94.000 kr. Dette afslog klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning på 43.500 kr., svarende til, at lånet havde været udbetaling til kurs 99,95.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han allerede ved det første møde i november 1993 af indklagedes medarbejder BJ blev orienteret om, at kursen ved lånets effektuering blev fastlagt på fjerde arbejdsdag efter, at låntager havde anmodet om lånets hjemtagelse. Denne medarbejder er ikke længere ansat hos indklagede. Han fik samme orientering ved sin telefoniske henvendelse den 26. januar 1994. Som følge af det forestående møde i Bundesbank ønskede han ikke da at anmode om hjemtagelse, da der ville gå fire dage, inden kursen blev lagt fast. BJ erkendte senere at have begået en fejl, hvorefter rentenedsættelsen på boliglånet kom på tale. Den nedlagte påstand svarer til differencen mellem den oplyste kurs den 26. januar og den kurs, på grund af hvilken lånet blev effektueret, 95,6. Han henviser endvidere til, at en anden af indklagedes kunder, som blev ekspederet af samme medarbejder hos indklagede, har fået tilsvarende oplysninger om kursfastlæggelsen; dette er bekræftet ved en skrivelse fremlagt under klagesagen.

Indklagede har anført, at det udtrykkeligt fremgår af lånetilbuddet, at udbetalingen sker tre børsdage efter kundens anmodning om hjemtagelse, samt at kursen fastsættes på grundlag af kursen tre børsdage før udbetalingen. Pantebrevet forelå ikke tinglyst den 26. januar 1994, og lånet kunne på dette tidspunkt kun hjemtages mod etablering af garanti og deraf følgende omkostninger. Den 3. marts 1994 aftaltes det, at lånet skulle hjemtages hurtigst muligt. Klagerens fejlopfattelse med hensyn til fastlæggelsen af kursen kan ikke tilregnes indklagede, der har rådgivet klageren korrekt om hjemtagelsesproceduren.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af sagen, at klageren i december måned 1993 modtog indklagedes lånetilbud. Af dette fremgår, hvorledes kursfastsættelsen sker ved udbetaling af kontantlån fra Danske Kredit. Den beskrevne udbetalingsprocedure er i overensstemmelse med den i denne sag anvendte. Klageren har anført, at flere medarbejdere hos indklagede har vejledt klageren i direkte modstrid med det skriftlige materiale, og at klageren i tillid hertil har disponeret med tab til følge. Indklagede bestrider, at medarbejdere hos indklagede har givet vildledende informationer. En afgørelse af dette spørgsmål forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet. Sagen afvises derfor i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.