Pantebreve, depot, debitors stilling ved opkrævning af for lave ydelser.
| Sagsnummer: | 640/1993 |
| Dato: | 22-08-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Depot - øvrige spørgsmål
Pantebreve - administreret af pengeinstitut |
| Ledetekst: | Pantebreve, depot, debitors stilling ved opkrævning af for lave ydelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag vedrører pantedebitors stilling i en situation, hvor indklagede på vegne pantekreditor i en årrække har opkrævet for lave ydelser.
Klageren er debitor på et pantebrev på oprindeligt stort 54.198,51 kr. udstedt i 1985. Pantebrevet afvikles med en årlig ydelse på 12% af hovedstolen og forrentes med 10% p.a. Ifølge pantebrevet skulle ydelsen erlægges med 1.625,95 kr. hver den 11. marts, 11. juni, 11. september og 11. december, 1. gang den 11. september 1985 dog med 1.011,70 kr. for perioden fra 15. juli 1985. Pantebrevet administreres af indklagede på pantekreditors vegne.
Indklagede har oplyst, at pantebrevsydelsen ved en fejl siden december 1985 fejlagtigt er opkrævet med 1.500 kr. kvartalsvis i stedet for 1.625,95 kr. Man blev opmærksom herpå i juni 1993 og orienterede pantekreditor herom, men fejlagtigt ikke samtidig klageren. Den manglende akkumulerede ydelse har indklagede beregnet til 5.529,54 kr. pr. 11. marts 1993. Klageren bestrider beløbets størrelse.
Den 23. juli 1993 anmodede indklagedes Vallensbæk afdeling indklagedes advokat om at inkassere de for lidt betalte ydelser hos klageren. Klagerens engagement med indklagede var på dette tidspunkt til inkasso, og klageren var tilsagt til at give møde i fogedretten den 10. august 1993. Ifølge indklagede anmodede advokaten på dette møde klagerens ægtefælle om at underskrive et frivilligt forlig om den for lidt opkrævede terminsydelse, hvilket ægtefællen afslog. Dette hændelsesforløb bestrides af klageren.
Indklagede har fremlagt en beregning, hvorefter pantebrevet ved betaling af korrekt ydelse ville være tilbagebetalt i september termin 2003. Ifølge beregningen ville lånets restgæld efter betaling af marts termin 1993 have udgjort 41.947,77 kr. Den faktiske restgæld på opkrævningen for marts termin 1993 er oplyst til 47.477,30 kr.; differencen udgør 5.529,53 kr.
Klageren har betalt september terminen 1993 med den korrekte ydelse 1.625,95 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om at opnå følgende hos indklagede:
1. En undskyldning fra indklagede vedrørende sagens håndtering og en "næse" til den kundeansvarlige medarbejder.
2. Etablering af en rimelig afdragsordning.
3. Godtgørelse af pålagte advokatomkostninger.
4. Sletning af forældede renter.
5. En beregning af det samlede ydelsesbeløb incl. rente, der fejlagtigt ikke er opkrævet.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning vedrørende klagepunkterne 1 og 2 og frifindelse vedrørende punkt 4. Under sagens forberedelse har indklagede erklæret, at klageren ikke hæfter for advokatomkostninger i forbindelse med opkrævning af det omstridte beløb. For så vidt angår klagepunkt 5 har indklagede henvist til den udarbejdede beregning.
Klageren har anført, at indklagede bør give klageren en undskyldning som følge af den måde, hvorpå sagen har været håndteret, ligesom den pågældende medarbejder bør tildeles en "næse". Herudover bør indklagede pålægges at tåle en rimelig afdragsordning vedrørende det for lidt opkrævede beløb. Med hensyn til påstand 4 bestrider klageren, at indklagede er berettiget til nu at henføre erlagte ydelser til i første række at dække renter; på udsendte opkrævninger fra indklagede har været anført størrelsen af renter og afdrag, hvilket må være bindende. Han bestrider, at han ved betalingen af septemberydelsen 1993 havde kendskab til efterbetalingskravets eksistens; han undrede sig over, at terminen var steget, men havde ikke nogen anelse om, at ydelsen hidtil havde været fejlagtig.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden vedrørende påstand 1 og 2 anført, at disse punkter ikke angår en formueretlig tvist og derfor bør afvises af Ankenævnet i medfør af vedtægternes § 3, stk. 1. Indklagede har dog tidligere overfor klageren beklaget sagens håndtering.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende punkt 4 anført, at klageren ved betaling af terminsydelserne ikke specifikt har anført, hvad terminsydelsen skulle dække, hvorfor det gøres gældende, at ydelserne i første række vedrører renter; da afdrag ikke forældes på 5 år, er pantebrevets kreditor og indklagede berettiget til at tilbagesøge samtlige for lidt betalte ydelser. At der på grundlag af fremsendte terminsopkrævninger er betalt for lidt, afskærer ikke indklagede fra at kræve efterbetaling.
Ankenævnets bemærkninger:
For så vidt angår klagerens påstande 1 og 3 foreligger der ingen formueretlig tvist. Ankenævnet finder dog anledning til at bemærke, at det findes kritisabelt, at indklagede, da den begåede fejl blev opdaget i sommeren 1993, blot anmodede sin advokat om at inkassere det for lidt betalte uden at drøfte sagen med klageren.
Klageren har - i overensstemmelse med pantebrevets vilkår - i hver termin betalt et rentebeløb beregnet som 10% p.a. af restgælden, hvilket også fremgår af terminsopkrævningerne. Det beløb på 125,95 kr., som i hver termin er betalt for lidt, må derfor henføres til afdragsdelen, og det af indklagedes rejste efterbetalingskrav kan derfor ikke for nogen dels vedkommende anses for forældet.
Det er udbestridt, at det skyldes en fejl begået af indklagede, at der gennem en årrække er opkrævet en lavere ydelse end fastsat i pantebrevet. Selv om det også kan bebrejdes klageren, at han ikke blev opmærksom på fejlen og rettede henvendelse til indklagede herom, findes indklagede ikke - hverken på egne eller på kreditors vegne - at kunne forlange, at klageren straks skal betale et ekstraordinært afdrag på pantebrevet, således at gælden nedbringes til det beløb, den ville have været, hvis den korrekte ydelse var blevet betalt. Ankenævnet finder, at klagerens påstand om afdragsvis betaling bør imødekommes på den måde, at den kvartalsvise ydelse forhøjes til det beløb, som er nødvendigt for at afvikle den samlede faktiske restgæld inden for pantebrevets forudsatte løbetid.
Der er ikke herved taget stilling til, hvorvidt pantebrevets kreditor over for indklagede kan fremsætte krav om, at fejlen straks kompenseres ved betaling af et ekstraordinært afdrag.
Som følge heraf