Overførsel af et beløb til ægtefælles konto.
| Sagsnummer: | 672/1994 |
| Dato: | 23-08-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Ole Just, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Indlån - ægtefæller
Bog - mærke Bog - frigørende udbetaling |
| Ledetekst: | Overførsel af et beløb til ægtefælles konto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 15. februar 1989 overførtes 65.000 kr. fra klagerens aktionærkonto til henholdsvis klagerens etableringskonto for så vidt angik 15.000 kr. og klagerens ægtefælles etableringskonto for så vidt angik 50.000 kr. Til klagerens aktionærkonto var knyttet en bog, der var forsynet med mærke.
Den 21. februar 1989 tilbageførtes 50.000 kr. til klagerens aktionærkonto fra ægtefællens etableringskonto.
Ifølge klageren blev bogens mærke samme dag ændret til "min" med henblik på at afskære ægtefællen fra (igen) at hæve på kontoen, hvilket hun fremhævede overfor indklagede, at ægtefællen ikke var berettiget til. Klageren har opfordret indklagede til at fremlægge et udbetalingsbilag af 20 januar 1989, hvoraf skulle fremgå, at mærket da var et andet end "min". Indklagede har oplyst, at der ikke findes arkivmateriale for posteringer foretaget mere end 5 år tilbage. Indklagede har derimod fremlagt et mærkebilag dateret 9 oktober 1988, hvorefter mærket på klagerens bankbog er "min". Klageren har fremlagt et udbetalingsbilag dateret 30. december 1988, hvorpå er noteret, at det er "meddelt at [ægtefællen] ikke må hæve"
På telefonisk anmodning fra ægtefællen overførte indklagede den 11. juli 1989 52.000 kr. fra klagerens aktionærkonto til ægtefællens checkkonto. Beløbet blev samme dag anvendt som en del af udbetalingen til køb af en ejendom i Aalborg.
Den 14. august 1989 underskrev klageren sammen med ægtefællen en byggekreditkontrakt på 500.000 kr. ydet af indklagede vedrørende den nævnte ejendom, som angives som adresse for såvel ægtefællen som klageren på dokumentets forside. Klageren underskrev i rubrikken "som selvskyldnerkautionist". Kreditten skulle indfries ved endelig prioritering af ejendommen ca. 1. januar 1990.
Den 21. juli 1990 blev klageren og ægtefællen skilt.
Klageren har fremlagt en bopælsattest, der viser, at hun ikke har haft adresse i Aalborg.
Klageren har endvidere bl.a. fremlagt erklæring fra sin moder, hvoraf fremgår, at klagerens bankbøger efter ægtefællens hævning på 65.000 kr. blev opbevaret i hendes (moderens) bankboks, og at hun desuden som den eneste havde fuldmagt til at hæve pengene på datterens bankbøger. Klageren har også fremlagt en erklæring fra en bekendt, der har bekræftet, at hun mange gange har været med klageren i indklagede og at klageren altid har krævet sine manglende penge tilbageført.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 52.000 kr. til aktionærkontoen med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede den 11. juli 1989 uberettiget overførte det pågældende beløb fra aktionærkontoen. Efter modtagelsen af meddelelsen om overførslen af 15. februar 1989 reklamerede hun straks. Hun pointerede samtidig, at der ikke måtte hæves på kontoen uden fuldmagt fra hende. Bogens mærke blev ændret, og bankbogen blev placeret i en boks, hvortil kun hendes mor havde adgang. Ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1989 konstaterede hun, at der var blevet hævet 52.000 kr. på kontoen, hvorfor hun rettede henvendelse til indklagede, der lovede at tilbageføre beløbet snarest muligt. Hun har gentagne gange rykket herfor. Først da hun søgte advokatbistand, blev hun bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet. Allerede i juli 1988 havde hun ophævet samlivet med ægtefællen, hvilket den ekspederende medarbejder hos indklagede var bekendt med, idet han var en nær ven af ægtefællen. Det var denne medarbejder, der overtalte hende til at underskrive byggekreditten, som ægtefællen præsenterede hende for, idet han fremhævede, at det kun var en formssag. Da hun underskrev kontrakten, var hendes navn ikke anført på forsiden. Hun har på intet tidspunkt haft adresse i Aalborg, og hun har ikke på nogen måde accepteret eller givet tilsagn om at ville finansiere den tidligere ægtefælles køb af fast ejendom i Aalborg.
Indklagede har anført, at hævningen på 52.000 kr. den 11. juli 1989 blev anvendt som en del af udbetalingen på 142.058,14 kr. til køb af ejendommen i Aalborg, der skulle tjene som ægtefællernes bolig i forbindelse med ægtefællens jobskifte til Aalborg. Ægtefællen har bekræftet dette i et svarskrift til retten i Århus afgivet under en retssag mod indklagede anlagt af klagerens søn fra hvis konto der samme dag blev overført 50.000 kr. til brug for udbetalingen. Erklæringen understøttes af, at klageren den 14. august 1989 sammen med ægtefællen underskrev en byggekreditkontrakt til midlertidig finansiering af bygningsforbedringer på ejendommen i Aalborg. Klageren var således den 14. august 1989 bekendt med hævningen den 11. juli 1989 og har efterfølgende stiltiende accepteret dispositionen. Det bestrides, at klageren har fået tilsagn om tilbageførsel af beløbet. Det kan ikke tillægges betydning, at der ved den påklagede udbetaling ikke blev forevist fuldmagt, bankbog eller opgivet mærke på bankbogen. Ægtefællen var kendt i afdelingen, og det var normalt ham, der alene forestod familiens økonomiske dispositioner.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at det var uberettiget af indklagede at lade klagerens ægtefælle hæve på klagerens konto uden fuldmagt fra klageren, og at indklagede ikke med frigørende virkning kunne foretage udbetaling fra kontoen til ægtefællen, når denne hverken medbragte den tilhørende bog og oplysning om mærke eller fuldmagt fra klageren.
Ankenævnet finder imidlertid, at klageren senest i forbindelse med modtagelsen af årsopgørelsen for 1989 burde have reklameret overfor indklagede. Klageren har gjort gældende, at dette er sket adskillige gange siden, ligesom indklagede skal have lovet at tilbageføre beløbet. Indklagede har derimod gjort gældende, at klageren efterfølgende stiltiende har accepteret dispositionen og har bestridt, at man gav tilsagn om tilbageførsel af beløbet. Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen beror på en afklaring af disse modstridende opfattelser, som forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.