Afslag på anmodning om udstedelse af dankort efter opsigelse af kundeforhold.
| Sagsnummer: | 116/2021 |
| Dato: | 18-10-2021 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Kritte Sand Nielsen og Jacob Ruben Hansen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort
|
| Ledetekst: | Afslag på anmodning om udstedelse af dankort efter opsigelse af kundeforhold. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod afslag på anmodning om udstedelse af dankort efter opsigelse af kundeforhold.
Sagens omstændigheder
Klageren var indtil marts 2020 kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort.
Ved et brev af 5. marts 2020 opsagde banken kundeforholdet med klageren. I brevet anførte banken blandt andet:
”Opsigelse af dit kundeforhold
Arbejdernes Landsbank har den 29. november 2019 telefonisk anmodet dig om, at dokumentere midlernes oprindelse for en række transaktioner på din konto nr. [-867]. Vi har den 6. januar 2020, 22. januar 2020 og 17. februar 2020 sendt dig et brev, hvori vi har bedt dig om oplysninger omkring dit kundeforhold og brug af banken. Brevene er fulgt op med beskeder i netbank, og kontoudskrift med markeringer har ligget til afhentning i bankens filial [F1].
Vi har vedhæftet vores tidligere breve og netbankbeskeder.
Da du stadig ikke har reageret på vores henvendelser, ser vi os ikke i tilstrækkelig grad betrygget i din fortsatte brug af banken, og på den baggrund opsiges dit kunde- og kontoforhold med banken.
Vi vil opgøre dit konto- og kundeforhold 2 måneder fra dateringen af dette brev.
Når dit konto- og kundeforhold er opgjort, vil du ikke længere have adgang til brug af kort, MobilePay, netbank eller lignende, ligesom en evt. Betalingsserviceaftale også vil blive ophævet.
Du bedes således inden denne dato finde en anden bankforbindelse, og meddele os hvilket kontonummer, vi kan overføre et eventuelt indestående til eller sende en overførselsanmodning via den nye bankforbindelse. …”
Klageren henvendte sig nogle måneder efter til en anden af bankens filialer, F2, hvor han bad om oprettelse af en indlånskonto. Filialen efterkom anmodningen, idet den ikke var bekendt med opsigelsen af klagerens kundeforhold.
Banken har oplyst, at klageren har fået stillet to indlånskonti med MasterCard Cash og netbank til rådighed. Banken har ikke stillet klageren et Visa/dankort i udsigt.
Parternes påstande
Den 3. marts 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal genaktivere hans Visa/dankort.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at det til banken overførte beløb udelukkende stammede fra en indlånskonto, som han havde i et andet pengeinstitut, P. Han blev i pressen bekendt med, at direktøren i P var blevet afskediget, og at P havde store udfordringer. Han overførte derfor penge fra sin konto i P til Arbejdernes Landsbank, således at restindeståendet i P var dækket af indskydergarantien.
Han er 82 år og har været syg. Han havde på daværende tidspunkt ikke overskud til at indfri bankens omfattende krav om dokumentation omfattende småbeløb helt ned til 200 kr. Han ønskede udsættelse med dokumentationskravet, hvilket banken nægtede.
Han har været kunde i Arbejdernes Landsbank i 55 år, og der har aldrig tidligere været problemer.
Bankens påstand om, at kundeforholdet i bankens filial (F2) blev oprettet ved en fejl er specielt konstrueret til lejligheden og er en vildfarelse fra bankens side.
F2 har meddelt, at dankort kræver en NemKonto i banken. Også dette er specielt konstrueret til lejligheden – han har tidligere haft et dankort i banken, uden at der på noget tidspunkt har været lønindgang i banken.
Bankens medarbejder i F2 var bekendt med hans ønske om at få tavlen visket ren ved et filialskifte. Problemet er udelukkende, at han ønsker sit dankort genaktiveret.
På grund af, at han har en betydelig formue, kan der ikke tilbydes helkundeforhold i banken, idet han placerer midlerne, således at indestående er dækket af indskydergarantien på 747.000 kr.
Kontoen i banken vil fremadrettet have en positiv saldo med små bevægelser og en saldo på under 50.000 kr.
Arbejdernes Landsbank har anført, at engagementet med klageren efter opsigelsen i marts 2020 blev etableret som følge af en fejl, og banken ønsker ikke at udvide engagementet med klageren yderligere.
Klageren har ikke krav på udlevering af et Visa/dankort, som banken alene tilbyder bankens helkunder og alene efter konkret kreditvurdering.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var indtil marts 2020 kunde i Arbejdernes Landsbank. I marts 2020 opsagde banken kundeforholdet med klageren, herunder hans konto med et tilknyttet Visa/dankort.
Klageren henvendte sig efterfølgende til banken og fik ifølge det oplyste stillet to indlånskonti med MasterCard Cash og netbank til rådighed. Banken ønskede ikke at tilbyde klageren et Visa/dankort.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens opsigelse af klagerens konto.
Ankenævnet finder, at det beror på bankens egen kreditmæssige afgørelse, om den ønsker at udstede et andet betalingskort til klageren end et MasterCard Cash. Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge banken at udstede et dankort og/eller et Visa/dankort til klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.