Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Manglende indbetaling af indskud på kapitalpensionskonti. Opgørelse af tab.

Sagsnummer: 440 /1996
Dato: 08-04-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Nedergaard, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne: Kapitalpensionskonti - manglende indbetaling
Fejlekspedition - pensionskonti
Ledetekst: Manglende indbetaling af indskud på kapitalpensionskonti. Opgørelse af tab.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er født i henholdsvis 1953 og 1959.

Ved en fejl fra indklagedes side blev der i 1995 ikke indbetalt 31.200 kr. på klagernes kapitalpensionskonti hos indklagede.

Ved skrivelse af 23. juli 1996 meddelte indklagede, at man godtgjorde M 780 kr. og H 7.488 kr. svarende til forskellen mellem klagernes marginalskatteprocent og beskatning ved udbetaling fra en kapitalpension.

Ved skrivelser af 9. august 1996 opgjorde klagernes revisor klagernes tab til i alt 55.770 kr. med tillæg af forøgede revisoromkostninger på 4.500 kr. Erstatningsbeløbet var beregnet under forudsætning af, at kapitalpensionen for begge klageres vedkommende ville blive hævet ved det fyldte 67. år samt en forrentning på 3% p.a.

Ved klageskema af 11. november 1996 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 52.002 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået.

Klagerne har anført, at de bør stilles økonomisk som om, der var sket korrekt indbetaling på kapitalpensionskontiene i 1995, hvorfor de bør have et beløb, der med tillæg af en nettoforrentning vil modsvare det beløb, som de ville kunne få udbetalt ved deres fyldte 67. år.

Indklagede har anført, at man har anerkendt at være ansvarlig for den manglende indbetaling af de omhandlede beløb og betale erstatning for det herved lidte tab. Tabet kan som udgangspunkt opgøres til den skattemæssige værdi, som indbetalingerne ville have haft, såfremt disse var korrekt foretaget i 1995. Det er indklagedes opfattelse, at klagerne er fuldt ud kompenseret ved betalingen af beløbet på 8.268 kr. Ved erstatningsopgørelsen skal tages i betragtning, at de beløb, som ikke blev indbetalt på kapitalpensionen i 1995, har været til rådighed for klagerne til alternativ investering, hvorved klagerne kunne opnå fuldstændig samme forrentning, som der kunne have været opnået ved indbetalingen pr. 31. december 1995. Indklagede kan ikke anerkende at skulle godtgøre klagerne et fremtidigt rentetab beregnet frem til år 2026, klagerne er forpligtet til at begrænse deres tab ved at foretage alternativ/tilsvarende anbringelse af de frie midler på i alt 62.400 kr. med tillæg af det udbetalte kompensationsbeløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at det kan pålægges indklagede at yde en godtgørelse for et eventuelt fremtidigt rentetab for klagerne.

Ankenævnet har herved bl.a. lagt vægt på klagernes mulighed for placering af de af indklagede betalte erstatningsbeløb samt på usikkerheden om tidspunkterne for udbetaling af klagernes kapitalpensioner.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.