Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i september 1988 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 148.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 176.653 kr., som fordeltes med 146.506 kr. i kolonne 2 og 30.147 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. maj 1989 ejendommen bl.a. med overtagelse af de to indestående lån. I august 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 28.653 kr. gældende over for klageren. Klagerens advokat protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste under klagesagen, at det ikke af tvangsauktionssagen fremgik, hvordan budet var anvendt på henholdsvis restgæld og restancer, og at ejendommen var videresolgt for restgælden.

Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, eller at tvangsauktionsbudet syntes at stå i misforhold til ejendommens værdi på tvangsauktionstidspunktet. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, men der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav i dets helhed ikke var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald helt eller delvist af renter og bidrag, som var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af eventuel udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således godtgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.