Afregning af valutakonto i DEM til valutakonto i EUR.
| Sagsnummer: | 332 /2001 |
| Dato: | 02-04-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Valuta - øvrige spørgsmål
Indlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Afregning af valutakonto i DEM til valutakonto i EUR. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod, at indklagede den 10. august 2001 afregnede klagerens valutakonto i DEM til klagerens valutakonto i EUR.
Sagens omstændigheder.
I 2001 havde klageren hos indklagede to valutakonti, der blev ført i henholdsvis DEM og i EUR.
Ifølge indklagede blev der i foråret 2001 fremsendt følgende orienteringsskrivelse til kunder med valutakonti:
"Eurolandenes valutaer erstattes af euro
Nu nærmer tiden sig, hvor eurolandenes eksisterende valutaer (belgiske franc, finske mark, franske franc, græske drakmer, irske pund, italienske lire, luxembourgske franc, nederlandske gylden, portugisiske escudos, spanske pesetas, tyske mark og østrigske schilling) forsvinder og erstattes af euro (EUR).
Derfor skal brugen af disse valutaer udfases i den kommende tid.
Efter den 30. september 2001 er det ikke muligt at have en valutakonto i en af disse valutaer, ligesom det fra 1. april 2001 ikke er muligt at oprette nye valutakonti i ovennævnte valutaer.
Hvis vi ikke har hørt fra jer inden 31. juli 2001, vil den eksisterende kontos saldo blive omregnet til den officielle omregningsfaktor mellem den gamle valuta og EUR, som er fastsat den 31.12.1998 af EU-kommissionen, og den vil derefter blive afregnet via jeres EUR-konto.
Har I ikke en EUR-konto, opretter vi en til jer. Af sikkerhedshensyn kan en valutakonto i en gammel valuta ikke konverteres til en EUR-konto med samme kontonummer. Vi sender en opgørelse over den opgjorte konto, ligesom vi sender et åbningsbrev til jer med information om den nye konto.
Endelig kan vi oplyse, at det fra 30. september 2001 ikke længere vil være muligt at bestille checks/overførsler i de gamle valutaer.
Kontakt mig venligst, så vi sammen kan træffe aftale om jeres omlægning."
Klageren har anført, at han ikke har modtaget skrivelsen.
Den 27. juli 2001 overbragte klageren følgende skrivelse til indklagede vedrørende valutakontiene:
"I fortsættelse af de i uge 30 førte drøftelser, senest bankens telefoniske henvendelse den 26. juli 2001, skal jeg hermed præcisere, at det er vigtigt for mig, at begge konti fortsætter uændrede mindst til begyndelsen af 2002. Jeg forventer således, at årsoplysningerne om rentetilskrivning og saldo pr. 31. december 2001 vil blive tilsendt mig primo januar 2002 med oplysningerne i DEM for så vidt angår konto [kontonummer på DEM-kontoen]."
Den 10. august 2001 omregnede indklagede indeståendet på klagerens DEM-konto på 79.088,27 DEM til 40.437,19 EUR, som blev overført til klagerens EUR-konto. DEM-kontoen blev herefter afmeldt/lukket.
Ved skrivelse af 14. august 2001 beklagede indklagede over for klagerens søn, S, der er kunde i samme afdeling som klageren, at S ikke var blevet adviseret om, at dennes DEM-konto ville blive lukket inden den 30. september 2001.
Ved skrivelse af 27. august 2001 gjorde klageren under henvisning til skrivelsen af 27. juli 2001 indsigelse imod lukningen af sin DEM-konto.
Parternes påstande.
Den 21. september 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at videreføre begge valutakonti i henholdsvis DEM og EUR indtil årsskiftet 2001/2002 og herefter i EUR.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uden hans tilladelse og i strid med hans anvisninger hævede indeståendet på DEM-kontoen og lukkede denne.
Indklagede burde i lighed med andre pengeinstitutter have videreført kontoen og givet ham mulighed for at vente med at konvertere til årsskiftet.
Det bestrides, at det af sikkerhedsmæssige hensyn var nødvendigt at lukke DEM-kontoen ved konverteringen til EUR. I forbindelse med ændringen fra XEU til EUR pr. 1. januar 1999 skete der hverken ændring af kontonummer, hævning på hans XEU-konto eller lukning af denne.
Han modtog hverken mundtlig eller skriftlig orientering i foråret 2001. Først i uge 30 (23.-27. juli) 2001 modtog han en telefonisk opfordring til at tilslutte sig indklagedes forslag til konvertering. Det blev ikke meddelt, at kontiene ville blive sammenlagt.
Skrivelsen af 27. juli 2001 blev fremsendt på baggrund af indklagedes telefoniske henvendelse, og uden at han kendte betingelsen om 31. juli 2001 som skæringsdato. Indklagede har over for hans søn, der har tilsvarende konti i samme afdeling erkendt, at denne ikke blev adviseret, hverken i foråret eller i juli 2001.
Indklagede har anført, at den under sagen fremlagte orienteringsskrivelse blev fremsendt til kunder med valutakonti i foråret 2001, og at klageren mundtligt blev orienteret om fremgangsmåden ved konvertering af valutakonti, hvilket også fremgår af klagerens skrivelse af 27. juli 2001.
Klageren var således bekendt med, at DEM-kontoen ville blive omregnet til EUR efter den officielle omregningskurs pr. 31. december 1998, som er fastsat af EU-kommissionen, og at indeståendet ville blive overført til klagerens euro-konto. Af sikkerhedsmæssige hensyn ville DEM-kontoen blive afmeldt/lukket, men der ville ikke ske en hævning på kontoen - der ville være tale om en konvertering.
Klageren meddelte, at han ønskede at opretholde DEM-kontoen til begyndelsen af 2002, hvilket blev afvist, da det i indklagedes systemer ikke var muligt at administrere, at en bestemt konto skulle lukkes efter en bestemt dato eller pr. en bestemt dato.
Selv om andre pengeinstitutter måtte have givet mulighed for at vente med at konvertere indtil den 29. december 2001, var indklagede ikke forpligtet hertil.
Da eurolandenes valutaer var fastlåst, var konvertering hverken forbundet med kurstab eller kursrisiko, og konverteringen havde ikke skattemæssige konsekvenser.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at indklagede den 10. august 2001 gennemførte konverteringen af klagerens DEM-konto som sket. Det bemærkes herved, at det må lægges til grund, at klageren i hvert fald i slutningen af juli 2001 blev bekendt med den fremgangsmåde, som indklagede havde besluttet at anvende, at klageren efter gennemførelsen af konverteringen kunne have valgt at oprette en ny EUR-konto, såfremt han ønskede at undgå en sammenblanding af midlerne, og at klageren ikke ses at være påført tab eller ulempe som følge af den gennemførte konvertering.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.