Spørgsmål om eftergivelse af gæld og rentesats.
| Sagsnummer: | 1282/2009 |
| Dato: | 02-03-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen og Karin Sønderbæk. |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Udlån - hæftelse Udlån - rente |
| Ledetekst: | Spørgsmål om eftergivelse af gæld og rentesats. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Danske Bank skal eftergive klageren hendes gæld til banken og klagerens indsigelser mod den af banken anvendte rentesats.
Sagens omstændigheder.
Klageren var i 2005 kunde i BG Bank (nu: Danske Bank), hvor hun fik bevilget en kredit. Udlånsrenten var "for tiden" angivet til 14,5000 % pr. år.
Banken har oplyst, at kreditten i 2007 blev forhøjet og omlagt til et lån.
Den 4. februar 2008 blev lånet, som har konto nr. … -715, forhøjet til 34.224,62 kr. Af et tillæg til gældsbrevet fremgår:
"…
For lånet betaler jeg en variabel rente. At renten er variabel betyder, at banken kan ændre renten.
Renten for lån af typen er for tiden 17,0000 procent pr. år.
…"
Af bankens almindelige forretningsbetingelser for forbrugere fremgår:
"…
B. Med en måneds varsel
Banken kan med en måneds varsel sætte de variable rentesatser på indlån ned og sætte de variable rentesatser på udlån op, hvis
1. | markedsmæssige forhold, herunder bl.a. konkurrencemæssige forhold i ind- og udland, giver grund til ændring for en eller flere kontotyper |
2. | banken - uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau - ønsker at ændre sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde. Det kan f.eks. være af indtjeningsmæssige årsager eller for at udnytte sine ressourcer eller kapacitet på en mere hensigtsmæssig måde. |
C. Med tre måneders varsel
Banken kan med tre måneders varsel sætte de variable rentesatser på indlån ned og sætte de variable rentesatser på udlån op, hvis der er sket væsentlige ændringer i forhold til det grundlag, dine individuelle rentevilkår tidligere blev fastsat på. …
…"
Banken har oplyst, at klageren udover lånet har en konto nr. … -094 i banken.
Af bankens brev af 1. december 2009 til klageren fremgår:
"…
Vi skrev til dig den 16. november 2009, at din konto [… -094] var overtrukket. Vi kan se, at overtrækket desværre endnu ikke er betalt, og vi beder dig derfor betale 2.390,90 kroner inden 10 dage fra i dag.
…"
I sagen er vedrørende konto nr. … -094 fremlagt en udateret side af en posteringsoversigt, hvoraf fremgår:
"…
Betingelser pr. udskriftsdag | |
Rente af gæld | : 20,500% pr. år. |
Nominel årlig rente af gæld | : 22,130% pr. år. |
Rente af overtræk | : 0,000% pr. år. |
Nominel årlig rente af overtræk | : 22,168% pr. år. |
Vi beregner rente af overtrækket med de rentesatser, der står her i brevet. | |
…"
Banken har under sagens forberedelse oplyst, at klageren betaler rente af ubevilget overtræk på kontoen med 18 % pr. år. (pr. den 5. januar 2010).
Af bankens brev af 7. december 2009 fremgår, at der da var restance på klagerens lån nr. … -715.
Af bankens brev af 17. december 2009 fremgår, at der fortsat var restance på klagerens lån.
Ved brev af 29. december 2009 opsagde banken klagerens lån på grund af restancen på lånet. Renten på lånet angives "for tiden" til 15,70 % pr. år.
Parternes påstande.
Klageren har den 14. december 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal eftergive hendes gæld til banken.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at lånet ikke var ment som et forbrugslån, men skulle anvendes til mad og overlevelse i forbindelse med den afsluttende del af et studie.
Hun skrev under i god tro med den opfattelse, at renten var "normal".
Ved aftalens indgåelse blev renten formentlig fastsat til 17 %, fordi hun tidligere har haft Ankenævnet på en sag.
Banken har konstant hævet renten.
Nu, hvor Ankenævnet kigger på sagen, ligger rentesatsen på 15 %.
Hun har betalt et utal af rykkergebyrer, fordi hendes lønindbetalinger fra fx vikarbureauer er skæve, så hun har ikke haft midlerne til at betale afdrag på nøjagtig de datoer, som banken har fastsat.
Hun skal desuden betale bl.a. til SKAT hver måned, som vurderer, at hun "ingen betalingsevne har overhovedet".
Hun får kun 8.400 kr. udbetalt om måneden.
Hun vil ikke nogensinde få mulighed for at betale gælden til banken.
Hun arbejder 20 timer om ugen i et vikariat.
Hun får medicin og er syg.
Danske Bank har bl.a. anført, at klageren skylder banken det lånte beløb, hvilket hun har erkendt ved sin underskrift på tillægget til gældsbrevet.
Der er ikke grundlag for at pålægge banken at eftergive klageren gælden.
Renten på lånet er variabel. Banken har i henhold til forretningsbetingelserne adgang til at ændre renten.
Banken har ændret renten i forbindelse med bankens generelle renteændringer.
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte renteændringerne.
Banken har ikke foretaget renteændringer som følge af individuelle forhold hos klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren den 4. februar 2008 ved sin underskrift på tillægget til gældsbrevet erkendte at skylde Danske Bank 34.224,62 kr. og accepterede den variable rentesats på 17 % pr. år.
Ankenævnet lægger til grund, at banken har ændret rentesatsen på lånet i forbindelse med bankens generelle renteændringer.
Ankenævnet finder ikke godtgjort forhold, som kan medføre, at banken skal pålægges at eftergive klageren hendes gæld til banken.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.