Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse som kautionist og debitor. Indsigelse om mangelfuld rådgivning, gammel gæld mv.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod hæftelse for kaution og udlån.

Sagens omstændigheder

Ved kreditkontrakt af 17. marts 2009 ydede Dronninglund Sparekasse klagerens søn, S, en Privatkredit med et maksimum på 150.000 kr. S drev efter det oplyste en selvstændig virksomhed indenfor byggebranchen.

Klageren, der er født i 1945, underskrev kreditkontrakten som selvskyldnerkautionist. Med én særskilt underskrift på kreditkontrakten bekræftede klageren at have modtaget pjece om kaution. Med en anden særskilt underskrift bekræftede klageren at have modtaget blandt andet en kopi af S’ seneste årsopgørelse fra skattevæsenet og oplysninger om S’ øvrige engagement med sparekassen. Klageren underskrev endvidere et informationsskema. Heraf fremgik blandt andet, at der var tale om en ny kredit, som ikke skulle anvendes til nedbringelse af andre mellemværender, at S tidligere havde fået gældssanering, og at klageren bekræftede, at hun som kautionist ikke havde forudsætning om andre sikkerheder.

Sparekassen har fremlagt en kopi af en meddelelse af 31. december 2009 til klageren om kautionen for kreditten, hvor den aktuelle gæld var 180.621,39 kr. Klageren har anført, at hun ikke har modtaget meddelelsen.

Ved kreditkontrakt af 1. marts 2010, hvor kredittens saldo var på ca. 150.000 kr., blev kredittens maksimum forhøjet med 125.000 kr. til 275.000 kr. Klageren underskrev kreditkontrakten som selvskyldnerkautionist. Klageren underskrev endvidere separate erklæringer og et informationsskema om kautionen. Dokumenterne svarede stort set til dokumenterne af 17. marts 2009.

Ved kreditkontrakt af 12. juli 2010 ydede sparekassen klageren en kredit med et maksimum på 100.000 kr. Klageren underskrev en separat erklæring om, at provenuet, som udgjorde 97.250 kr., skulle overføres til S’ kredit.

Den 12. juli 2010 blev der indsat 97.250 kr. på S’ kredit, hvorved saldoen blev nedbragt til 233.300,92 kr. (negativ).

Efter det oplyste gjorde sparekassen kautionen gældende overfor klageren i begyndelsen af december 2010. Saldoen på kreditten var da 274.379,86 kr. (negativ).

Den 23. december 2010 blev både klagerens og S’ kredit indfriet ved en betaling på 383.055,28 kr., hvoraf 279.773,15 kr. udgjorde gælden på S’ kredit inklusiv tilskrevne renter.

Ved brev af 25. februar 2011 til sparekassen gjorde klageren og dennes ægtefælle, M, via en advokat indsigelse mod klagerens hæftelse for kreditterne. Ifølge brevet var indbetalingen til indfrielse af kreditterne foretaget af M.

Den 10. maj 2011 indgav klageren en klage over Dronninglund Sparekasse til Ankenævnet.

Sparekassen har under sagen godtgjort klageren 4.773,15 kr., svarende til forskellen mellem kautionsindfrielsen på 279.773,15 kr. og kredittens maksimum på 275.000 kr., jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 4.

Sparekassen har fremlagt blandt andet en tingbogsattest, der viser, at klageren ejer en fast ejendom med en værdi pr. den 1. oktober 2010 på 2.150.000 kr. og hæftelser på i alt 1.748.000 kr. samt klagerens skattemæssige årsopgørelser for 2008 og 2009, der viser en nettoformue på henholdsvis ca. 1,9 mio. kr. og 1,5 mio. kr.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Dronninglund Sparekasse skal tilbagebetale indfrielsesbeløbet på 383.055,28 kr.

Dronninglund Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen bør frafalde eller nedsætte hendes hæftelse for kreditterne.

Ved kautionen den 1. marts 2009 blev hun indkaldt til et møde i sparekassen, hvor dokumenterne lå klar til underskrift. Dokumenterne blev ikke læst op, og hun havde ikke lejlighed til selv at gennemlæse dem. Hun modtog hverken en kopi af dokumenterne eller en pjece om kaution. Der var tale om et kortvarigt møde på 10-15 minutter. Hverken hendes eller S’ økonomiske forhold blev drøftet. Hun fik ingen mundtlig orientering eller rådgivning om de eventuelle konsekvenser ved at påtage sig selvskyldnerkaution.

Omstændighederne ved forhøjelsen af kreditten var omtrent de samme som ved etableringen.

Kreditkontrakten vedrørende kreditten på 100.000 kr. blev underskrevet ved sparekassens medarbejders bil på en parkeringsplads. Sparekassen ville opsige S’ engagement som misligholdt. I stedet for at forhøje kautionen skulle der etableres en ny kredit, da man ifølge medarbejderen "nødigt skulle komme i avisen". Ligesom ved kautionerne modtog hun ikke kopi af lånedokumentet, ligesom hun ikke fik oplysninger om S’ økonomiske forhold, herunder om størrelsen af gælden på S’ kassekredit.

Hvis hun havde modtaget fyldestgørende rådgivning, ville hun hverken have kautioneret eller optaget kreditten.

I stedet for at kræve kaution fra hende burde sparekassen have søgt sikkerhed for S’ engagement ved at få transport i en aktuel entreprisesum, der oversteg 1 mio. kr.

Kautionerne blev stillet på tidspunkter, hvor S’ gæld til sparekassen var stigende. Maksimum på S’ kredit blev gentagne gange overskredet. Der var derfor i realiteten tale om kaution for gammel gæld. Kreditten på 100.000 kr. blev ligeledes anvendt til indfrielse af gammel gæld.

Forpligtelserne stod i misforhold til hendes økonomi, som var beskeden. Sparekassen handlede herved i strid med bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder § 48, stk. 7 samt Forbrugerrådets og Finansrådets fælles holdning af 14. september 2001.

Det bestrides, at hun som anført af banken skulle have en betydelig formue. Hun har ingen indtægt udover folkepension. Friværdien i ejendommen var begrænset til ca. 500.000 kr. Af årsopgørelserne fremgår en mindre formue på ca. 240.000 kr. Beløbet er arv, som hun har indbetalt på en pensionsopsparing.

Hun har arbejdet som hjemmehjælper i 20 år og er uden særlig indsigt i forretnings- og erhvervsmæssige forhold.

Sparekassen udnyttede hendes manglende økonomiske indsigt og hendes familiemæssige bånd til sønnen, som hun ønskede at hjælpe. Aftalerne bør derfor tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 31.

Det er urimeligt at gøre kautionen og hæftelsen for kreditten gældende, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38 C.

Overførslen på 97.250 kr. fra hendes til S’ kredit må betragtes som en nedskrivning af hendes kautionsforpligtelse, som herefter ikke oversteg 177.750 kr.

Hun hæfter i hvert fald ikke for et beløb, der overstiger kredittens maksimum på 275.000 kr.

Indfrielserne den 23. december 2010 er ikke udtryk for hendes accept af forpligtelserne. Indfrielserne blev foretaget af M på baggrund af en meddelelse fra sparekassen om, at man ville foretage udlæg i deres fælles bolig. M havde i øvrigt intet kendskab til kautionen og kreditten.

Dronninglund Sparekasse har anført, at aftalerne blev indgået på foranledning af S.

De af klageren underskrevne dokumenter viser, at hun modtog fyldestgørende rådgivning.

Da aftalerne var formålet med sparekassens møder med klageren, var dokumenterne selvfølgelig klar til underskrift. Den af klageren angivne varighed på 10-15 minutter understøtter, at dokumenterne nøje blev gennemgået, og at diverse økonomiske oplysninger blev udleveret. I modsat fald kunne mødets varighed have været begrænset til under ét minut.

Der var ikke tale om kaution for gammel gæld.

En eventuel forhøjelse af engagementet i juni 2010 blev fra sparekassens side betinget af, at klageren selv lånte pengene. Underskrivelsen ved et møde på en parkeringsplads var efter ønske fra klageren, der havde travlt. Klageren instruerede om straks at overføre pengene til S, som ifølge klageren var "hårdt presset".

Kautionen stod ikke i misforhold til klagerens formue, jf. de fremlagte årsopgørelser.

Banken har ikke handlet imod reglerne om god skik. Tværtimod har man sikret sig skriftlighed i rådgivningen, ligesom man loyalt har oplyst alle forhold omkring debitors økonomi.

Det er ikke urimeligt at gøre kautionen gældende, og det afvises, at aftalelovens § 36 finder anvendelse. Låneforholdet kan heller ikke tilsidesættes.

Sparekassen har ikke ønsket at få sikkerhed i en eventuel entreprisesum. Det fremgik klart, at kreditten blev ydet alene på grund af kautionen.

Ved indfrielsen den 23. december 2010 blev forpligtelserne anerkendt af klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klageren som følge af indfrielsen af kautionen og kreditten den 23. december 2010 er afskåret fra at gøre sine indsigelser vedrørende stiftelsen af forpligtelserne gældende.

Klageren påtog sig kautionsforpligtelserne i forbindelse med etablering af en kassekredit til sønnen S på 150.000 kr., og i forbindelse med forhøjelsen af kreditrammen til 275.000 kr.

På baggrund af bestemmelserne i kreditkontrakten, som klageren underskrev som selvskyldnerkautionist, og informationsskemaet, som klageren ligeledes underskrev, må det lægges til grund, at klageren blev informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Der er ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Dronninglund Sparekasse er forpligtet til helt eller delvist at frafalde sit krav mod klageren som debitor på kreditten på 100.000 kr., jf. kreditkontrakten af 12. juli 2010, eller at nedskrive klagerens kautionsforpligtelse med et tilsvarende beløb. Den rådgivningsforpligtelse, der påhviler et pengeinstitut i forbindelse med stiftelse af en kaution, kan ikke udstrækkes til dette tilfælde, hvor klageren optog en kredit og overførte det lånte beløb til S.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kautionsforpligtelsen stod i misforhold til klagerens økonomi, jf. nu § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 769 af 27. juni 2011 om god skik for finansielle virksomheder.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsforpligtelsen hverken i medfør af aftalelovens § 31 eller § 38 C, jf. § 36.

Sparekassen har fremlagt brev af 31. december 2009 til klageren vedrørende kautionsforpligtelsen og det lægges derfor til grund, at sparekassen overholdt bestemmelsen i § 48, stk. 7, i lov om finansielle virksomheder, hvorefter pengeinstituttet årligt og skriftligt skal give kautionisten meddelelse om størrelsen af den kautionssikrede gæld, jf. også god skik bekendtgørelsen § 21, stk. 3.

Det beløb, for hvilket klageren hæfter som kautionist, kan ikke overstige kredittens maksimum på 275.000 kr., jf. § 48, stk. 4 i lov om finansiel virksomhed. Sparekassen har på den baggrund under sagen refunderet 4.773,15 kr. til klageren.

Det bemærkes, at klageren efter det oplyste blev anmodet om at indfri kautionen i begyndelsen af december 2010. Eventuelle renter af kautionskravet, jf. rentelovens § 3, stk. 2, kunne derfor tidligst påløbe i begyndelsen af januar 2011. Indfrielsen skete imidlertid allerede den 23. december 2010.

Efter det anførte får klageren ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.