Salg af bankTrelleborg aktier umiddelbart efter meddelelse om tvangsindløsning.
| Sagsnummer: | 357/2008 |
| Dato: | 06-04-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Salg af bankTrelleborg aktier umiddelbart efter meddelelse om tvangsindløsning. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav i anledning af, at han solgte en aktiepost i bankTrelleborg umiddelbart efter meddelelse om, at aktierne ville blive tvangsindløst.
Sagens omstændigheder.
Klageren, dennes ægtefælle og søn ejede medio januar 2008 i alt 1080 aktier i bankTrelleborg.
Den 21. januar 2008 meddelte Sydbank, at banken efter aftale med bankTrelleborgs majoritetsaktionær, fonden for bankTrelleborg, havde indgået aftale om overtagelse af bankTrelleborg, idet mindretalsaktionærerne i bankTrelleborg ville blive tvangsindløst, som ventedes at ville ske til kurs 59,3 pr. aktie.
Ved notaer af 22. januar 2008 afregnede bankTrelleborg (nu Sydbank) klagerens, dennes ægtefælles og parrets søns salg af familiens aktier til bankTrelleborg. Afregningskursen var 60,5283. Det fremgår, at handlerne var gennemført efter reglerne om execution only. Vedrørende provision er anført "PROVISION NETBANK".
Klageren har anført, at banken oplyste ham, at indløsningskursen var 59,30, og at der ikke var mulighed for, at kursen kunne stige. Han solgte derfor aktierne til kurs 60,68.
Ved brev af 22. januar 2008 orienterede bankTrelleborg og fonden for bankTrelleborg bankens aktionærer om indløsningen af aktierne. Aktionærerne blev anmodet om at overdrage deres aktier til fonden mod et kontant vederlag på 59,30 kr. pr. aktie samt om i løbet af tre dage at rette henvendelse til deres pengeinstitut med henblik på at overføre aktierne til fonden. Det fremgik, at såfremt der var minoritetsaktionærer, der var uenige i det fastsatte vederlag, ville en sådan uenighed efter anmodning fra en eller flere aktionærer blive afgjort efterfølgende af to udpegede revisorer.
Af sagen fremgår, at et antal minoritetsaktionærer fremsatte anmodning om udpegning af to statsautoriserede revisorer, jf. reglerne herom i lov om finansiel virksomhed § 144, stk. 4. De pågældende revisorers vurdering blev offentliggjort i september 2008. Revisorerne nåede frem til en kurs på 93,27 kr. pr. aktie. Fonden for bankTrelleborg accepterede den forhøjede kurs.
Parternes påstande.
Klageren har den 22. september 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank tilpligtes at betale 35.370 kr.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at der er tale uprofessionel rådgivning, idet banken fortalte ham, at kursen blev 59,30, og at der ikke var mulighed for, at den kunne stige. På baggrund heraf solgte han aktierne til kurs 60,68. Efterfølgende har det vist sig, at den rigtige indløsningskurs var 93,27 kr. Sydbank bør derfor godtgøre ham differencen.
Sydbank har anført, at klageren valgte at sælge bankTrelleborg aktierne, inden det var muligt for banken at orientere om, hvordan tvangsindløsningen skulle ske, og hvordan aktionærerne skulle forholde sig hertil efter reglerne i lov om finansiel virksomhed.
På det tidspunkt, hvor klageren valgte at sælge aktierne, havde banken netop i en fondsbørsmeddelelse af 21. januar 2008 oplyst, at man ventede, at tvangsindløsning ville ske til kurs 59,30 pr. aktie.
Banken er ikke ansvarlig for klagerens valg, som skete uden nogen form for rådgivning fra bankens side.
Klagerens ukendskab til reglerne om tvangsindløsning i lov om finansiel virksomhed kan ikke lastes banken.
Klageren kunne ikke forvente, at kursen på 59,30 var endelig.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren efter fremkomsten af oplysningen om tvangsindløsning af aktierne i bankTrelleborg til kurs 59,30 besluttede sig for at sælge aktierne via bankens netbank, og at han ikke modtog individuel rådgivning i forbindelse hermed.
Herefter, og da der i øvrigt ikke er godtgjort et grundlag, der kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig for klagerens tab,
Klagen tages ikke til følge.