Spørgsmål vedrørende hæftelse for anpartsselskabs gæld. Opgørelse af gæld i henhold til misligholdt lån.
| Sagsnummer: | 426/1997 |
| Dato: | 20-05-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende hæftelse for anpartsselskabs gæld. Opgørelse af gæld i henhold til misligholdt lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag angår spørgsmålet, om og i givet fald i hvilket omfang klageren hæfter for et lån etableret til indfrielse af kaution for virksomhedsgæld.
Sagens omstændigheder.
Ved kreditkontrakt af 10. april 1991 ydede indklagede en driftskredit på 200.000 kr. til et af klageren ejet anpartsselskab, gennem hvilket klageren drev erhvervsmæssig virksomhed.
Ved kautionserklæring af samme dato påtog klageren sig selvskyldnerkaution for kreditten "Konto nr. ..... max kr. 200.000".
I januar 1992 gik selskabet konkurs.
Ved gældsbrev af 23. marts 1992 ydede indklagede klageren et lån på 212.166,81 kr. til variabel rente p.t. 15% p.a. og med sikkerhed i et ejerpantebrev på 100.000 kr. i klagerens lejlighed. Ydelsen var 2.900 kr. månedligt, første gang den 1. maj 1992. Lånebeløbet var 210.780 kr.; i ekspeditionsgebyr betaltes 750 kr. og i stempel 636 kr. Af en af klageren samtidigt underskrevet allonge fremgik i en rubrik med overskiften "Oplysninger i henhold til Lov om kreditaftaler", at rente i lånets løbetid ville udgøre 488.112,16 kr., og de samlede kreditomkostninger 489.498,16 kr.
Af kontoudskrifter for lånet fremgår, at dette blev udbetalt den 20. marts 1992. Samme dag debiteredes 9.624,79 kr. i rente, hvorefter gælden beløb sig til 221.791,60 kr. Den 28. april 1992 blev der indbetalt 3.925 kr., og fra og med 1. maj 1992 påbegyndtes afviklingen med den månedlige ydelse på 2.900 kr.
Den 8. oktober 1992 blev ydelserne for august, september og oktober, i alt 8.700 kr., tilbageført, og lånet henstod herefter uden afvikling.
Ved skrivelse af 16. marts 1993 rykkede indklagede klageren for en afvikling af gælden. Ved skrivelse af 24. s.m. opsagde indklagede lånet til indfrielse. Gælden blev pr. 20. marts 1993 opgjort til 244.007,43 kr.
Ved skrivelse af 20. januar 1994 til klageren meddelte indklagede, at sagen var overtaget af indklagedes inkassoafdeling. Gælden blev opgjort til 271.372,08 kr. plus rente fra 20. december 1993.
Ved skrivelse af 19. marts 1994 til inkassoafdelingen meddelte klageren, at han ikke havde mulighed for at afvikle gælden, og at han ville søge gældssanering.
I maj 1997 blev sagen overgivet til inkasso hos indklagedes advokat med en hovedstol på 382.853,40 kr. pr. 1. maj 1997 ekskl. inkassoomkostninger.
Indklagede har oplyst, at man ved opgørelsen har taget udgangspunkt i saldoen pr. 19. januar 1994 på 271.372,08 kr. med tillæg af renter, 12,5% p.a., kr. 111.481,32 kr.
Parternes påstande.
Den 10. december 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at frafalde sit krav, subsidiært at nedsætte kravet til højst 200.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke hæftede personligt for selskabets kredit, men at han alene stillede sikkerhed herfor ved pantsætning af ejerpantebrevet. Pantebrevet blev efterfølgende slettet som udækket på tvangsauktion. Hans hæftelse bør i hvert fald være begrænset til 200.000 kr., idet indklagede uberettiget fik ham til at underskrive et lånedokument med en højere hovedstol end kautionen og med vilkår om rentetilskrivning, som ikke var aftalt. Ved underskrivelsen af lånedokumentet var han ikke bekendt med konsekvenserne heraf. Indklagede har endvidere beregnet sig urimeligt høje renter og gebyrer. Indklagede finansierede alene virksomheden, idet han for så vidt angår sit personlige engagement benyttede et andet pengeinstitut.
Indklagede har anført, at kravet mod klageren ikke udspringer af kautionserklæringen af 10. april 1991, men af lånedokumentet af 23. marts 1992. Fordringen er således ikke undergivet kautionsdokumentets vilkår, herunder beløbsbegrænsningen på 200.000 kr., men derimod lånedokumentets vilkår, herunder indklagedes almindelige forretningsbetingelser, hvortil henvises vedrørende renter. I kraft af selvskyldnerkautionen for selskabets engagement valgte klageren i marts 1992 at indfri kautionen, inden denne blev gjort gældende mod ham. Indfrielsen blev finansieret ved lånet på 212.166,81 kr. Det fremgår ikke, hvorfor lånet overstiger kautionsforpligtelsen med 12.166,81 kr., men det må antages, at beløbet vedrører omkostninger i forbindelse med lånets oprettelse, herunder stempelafgift til staten. Inddrivelsen af lånet blev stillet i bero i marts 1994 som følge af klagerens oplysning om, at der ville blive indledt gældssaneringssag. Da dette ikke skete, blev sagen genoptaget i oktober 1996.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har med sin underskrift på lånedokumentet af 23. marts 1992 accepteret at skylde indklagede 212.166,81 kr. på lånedokumentets vilkår, og Ankenævnet finder ikke, at der under sagen er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at klageren er frigjort for sine forpligtelser i henhold til dette, hverken helt eller delvist. Ankenævnet finder ikke, at det nu kan pålægges indklagede at redegøre præcist for sammensætningen af det nævnte beløb.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes opgørelse af kravet pr. 1. maj 1997. Herved bemærkes, at rentesatsen ifølge kontoudskrifterne for lånet og indklagedes advokats inkassoskrivelse ikke kan anses for urimeligt høje. Under hensyn til, at gælden fortsat henstår uden afvikling, finder Ankenævnet imidlertid anledning til at bemærke, at renter af indklagedes krav er omfattet af forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er 5 år.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.