Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afskæring af erstatningskrav, der ikke var fremsat inden for fristen i henhold til præklusivt proklama, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 h

Sagsnummer: 113 /2012
Dato: 24-10-2012
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Jan Staal Andersen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Betalingsformidling - gennemførelse
Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Afskæring af erstatningskrav, der ikke var fremsat inden for fristen i henhold til præklusivt proklama, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 h
Indklagede: Fjordbank Mors af 2011
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om klageren var afskåret fra at rejse krav mod Fjordbank Mors af 2011 på grund af, at kravet ikke blev fremsat over for indklagede inden udløb af det præklusive proklama, som blev indrykket i forbindelse med Fjordbank Mors’ konkurs.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er bosat i USA, var kunde i Fjordbank Mors (nu Fjordbank Mors af 2011), hvor hun havde en række indlånskonti.

Klageren havde meddelt sin datter, D, der er bosiddende i Danmark, fuldmagt til at varetage hendes engagement med banken. D var også kunde i banken.

Den 24. juni 2011 (fredag) kl. 19:16 sendte D en e-mail til bankens filialdirektør, hvoraf fremgår:

"Jeg vil bede dig om at veksle 100.000 USD mandag til danske kroner. Jeg kunne ikke få fat i DIG I DAG OG ANDRE KUNNE IKKE GØRE NOGET UDEN DIG.

Jeg SKAL bruge pengene mandag da jeg har købt mig en ny bil…"

Den 26. juni 2011 (søndag) indgik Fjordbank Mors aftale med Fjordbank Mors af 2011 om overdragelse af bankens aktiver og dele af bankens passiver i henhold til kapitel 4 b i lov om finansiel stabilitet.

Samme aften, kl. 21:16 skrev D følgende e-mail til bankens filialdirektør:

"Som jeg skrev før har jeg købt mig bil som skal betales 400.000 kr. og det jeg hører i tv og at jeg ikke kunne få tingene i orden torsdags og fredags ved jeg ikke hvad jeg skal gøre !!!!

Jeg har behov for afklaring meget hurtigt – helst i torsdags! Der er ingen af dine ansatte som jeg har talt med i torsdag (4 personer) kunne ikke gøre den overførsel uden dig !

…"

Den 27. juni 2011 (mandag) blev Fjordbank Mors taget under konkursbehandling.

I henhold til § 16 h, stk. 1, i lov om finansiel stabilitet indrykkede Fjordbank Mors af 2011 et præklusivt proklama, hvoraf fremgår:

"… Overtagelsen har virkning fra og med den 24. juni 2011.

I henhold til § 16 h i lov om finansiel stabilitet, anmodes enhver, som har en fordring eller andet krav mod Fjordbank Mors A/S at anmelde deres krav til Fjordbank Mors af 2011 A/S, hvis kravet ikke tidligere har været rejst mod Fjordbank Mors A/S, eller er blevet afvist af Fjordbank Mors A/S.

Krav skal anmeldes inden 3 måneder efter bekendtgørelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system den 27. juni 2011, d.v.s. inden den 27. september 2011. Anmeldelse med fornøden dokumentation og med eventuelle renter opgjort til og med den 23. juni 2011 skal sendes til …

Såfremt ovennævnte krav ikke anmeldes inden udløbet af ovennævnte frist, bortfalder retten til at få hel eller delvis dækning af kravet hos Fjordbank Mors af 2011 A/S, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 h, stk. 3.

…"

Ved brev af 6. juli 2011 til klageren meddelte Fjordbank Mors af 2011, at klagerens kundeforhold var overdraget fra Fjordbank Mors og at et beløb på i alt 211.066,25 kr. ikke var dækket af hverken Indskydergarantifonden eller den foreløbige dividende på 73,6 % af de beløb, der oversteg Indskydergarantifondens dækning. Det tabte beløb er efterfølgende reduceret til 111.929,06 kr. idet dividenden er øget til 86 %.

Ved brev af 6. juli 2011 fik D meddelelse om overdragelsen, der på grund af størrelsen af hendes samlede indlån ikke medførte et tab for hende.

Ved brev af 8. november 2011 til Fjordbank Mors af 2011 gjorde klagerens advokat indsigelse over for beskæringen af klagerens indlån. Af brevet fremgår følgende:

"…

Min klients datter var meget bevidst om risikoen ved at have et indestående på mere end ca. kr. 750.000,00, hvorfor hun under et møde med [filialdirektør] den 5. maj 2011 tilkendegav, at hun ønskede at flytte sin mors bankengagement til et andet pengeinstitut på grund af risikoen for at lide tab ved bankens eventuelle konkurs.

[Filialdirektør] beroligede hende imidlertid med at banken havde tilstrækkelig kapital, og at banken ikke ville gå konkurs.

[D] gentog sin bekymring over for [filialdirektør] omkring en uges tid før bankens konkurs, men [filialdirektør] gentog, at banken ikke ville lukke.

Min klients engagement blev derfor ikke flyttet.

Nærværende klage er begrundet i

1)at [filialdirektør] ikke har rådgivet min klient til at flytte en del af sit engagement…

2)at banken ikke imødekom [D]’s krav om udbetaling af USD 100.000 den 24. juni…

Jeg forbeholder mig på min klients vegne at kræve erstatning for det tab hun lider, hvis det i forbindelse med behandling af Fjordbank Mors A/S konkurs viser sig, at der ikke bliver fuld dækning til simple kreditorer.

.."

I brev af 6. december 2011 meddelte Fjordbank Mors af 2011, at klagerens krav var anmeldt for sent.

Parternes påstande

Den 21. marts 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fjordbank Mors af 2011 skal betale 111.929,06 kr.

Fjordbank Mors af 2011 har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke rådgav hende om, at hun burde flytte en del af sit indestående til et andet pengeinstitut for at undgå tab ved bankens eventuelle konkurs. Banken burde af egen drift have opfordret hende til at sprede sine indeståender.

I forbindelse med at hun i 2006 ydede D et lån på 1 mio. USD forklarede bankens filialdirektør, at hendes og D’s kontoforhold i banken – i forhold til indskydergarantiordningen – skulle betragtes under ét, således at der alene var risiko for at lide tab, såfremt det samlede nettoindestående, indlåns- og udlånskonti tilhørende hende og D oversteg 750.000 kr.

Det har været omtalt i dagspressen, at bankens medarbejdere var bekendt med den forestående konkurs ca. en måned før konkursen indtrådte. Filialdirektøren burde derfor ikke have afgivet beroligende udtalelser over for D, da hun udtrykte sin bekymring om, hvorvidt klagerens bankindestående var sikkert placeret.

D havde krav på at blive ekspederet den 24. juni 2011, da D bad om udbetaling af 100.000 USD, svarende til ca. 517.000 kr. En udbetaling ville have reduceret klagerens indestående og dermed hendes tab. D henvendte sig i øvrigt allerede den 23. juni 2011 til banken, men de pågældende medarbejdere kunne ikke selvstændigt foretage overførslen, hvorfor D blev henvist til filialdirektøren. Klagerens retsstilling bør ikke afhænge af, at en filialdirektør ikke var at træffe.

Hun hverken taler eller læser dansk, hvorfor al kommunikation med banken foregik via D, hvilket skete efter aftale med banken.

Meddelelsen om overdragelse af kundeforholdet var affattet på dansk og blev ikke sendt i kopi til D. Klageren blev derfor ikke behørigt underrettet om overdragelsen. Den omstændighed, at D selv var kunde i banken, og derfor fik underretning om overdragelsen, kan ikke tillægges afsmittende effekt.

Hendes befuldmægtigede, D, klagede allerede den 27. eller den 28. juni 2011 til bankens filialdirektør over, at klagerens indestående ville blive beskåret i forbindelse med bankens konkurs. Denne klage må sidestilles med en formel anmeldelse.

Den omstændighed, at klageren allerede har modtaget en dividende på 86 % fra Fjordbank Mors af 2011 bør ikke have afvisningsvirkning.

Fjordbank Mors af 2011 har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Fjordbank Mors af 2011 som betaling for Fjordbank Mors’ aktiver, har overtaget en andel af de enkelte simple kreditorers krav, herunder eventuelle erstatningskrav.

Det er dog en forudsætning, at erstatningskravene er anmeldt over for Fjordbank Mors af 2011 inden proklamafristens udløb, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 h, stk. 3.

Udløbet af proklamafristen afskærer krav uanset om overdragelsen af aktiver og passiver fra et pengeinstitut til et selskab under Finansiel Stabilitet er meddelt kunderne pr. brev eller ej.

Der er ikke indgået nogen aftale med banken og klageren om, at al kommunikation skulle ske via D. Klageren har i øvrigt flere gange underskrevet dokumenter affattet på dansk. Endelig er det ikke korrekt, at D i lang tid efter den 6. juli 2011 var uvidende om overdragelsen af Fjordbank Mors til Fjordbank Mors af 2011, idet D blandt andet var til et møde i banken den 28. juni 2011. På mødet blev hun opmærksom på, at klagerens indlån ikke var fuldt ud dækket.

Tvisten angår ikke et spørgsmål af økonomisk betydning, da Fjordbank Mors af 2011 ikke har mulighed for at kompensere klageren ud over den dividende på 86 %, som klageren allerede har modtaget i overensstemmelse med kapitel 4 b i lov om finansiel stabilitet.

En stillingtagen til sagen vil i øvrigt alene kunne afgøres på grundlag af parts- og vidneforklaring, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Fjordbank Mors af 2011 har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at Fjordbank Mors hverken i 2006 eller senere har givet klageren eller D fejlagtige oplysninger om Indskydergarantifondens dækning.

En uge før konkursen fortalte bankens filialdirektør, at han ikke forventede at banken ville gå konkurs, hvilket var i overensstemmelse med hans opfattelse på det pågældende tidspunkt. Sådanne udtalelser kan ikke opfattes som en garanti for, at banken ikke kunne eller ikke ville gå konkurs, hvorfor banken ikke har handlet ansvarspådragende.

Banken har ikke på noget tidspunkt modtaget en anmodning fra klageren eller D om at flytte klagerens engagement helt eller delvist.

Der gælder ikke en pligt for pengeinstitutter til at gennemgå deres indskyderes indlånskonti og på den baggrund oplyse, at en indskyders indlån ikke vil være fuldt ud dækket i tilfælde af en konkurs.

Da D via e-mail den 24. juni 2011 bad banken overføre 100.000 USD fra klageren til D’s konto, var banken lukket for ekspedition af kunder. Det var således ikke ansvarspådragende for banken at undlade at efterkomme D’s anmodning. Banken havde ikke tidligere modtaget henvendelser fra D om den ønskede overførsel.

En overførsel ville i øvrigt ikke have ændret klagerens retsstilling, da opgørelsestidspunktet for kunders nettoindlån var den 24. juni kl. 00.01, hvor Fjordbank Mors overdrog sin bankvirksomhed til Fjordbank Mors af 2011.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at kravene om erstatning for rådgivningsansvar og manglende gennemførelse af D’s overførselsanmodning, som klagerens advokat rejste over for Fjordbank Mors af 2011 ved sit brev af 8. november 2011, tidligere var blevet rejst over for Fjordbank Mors. Da proklamafristen i henhold til lov om finansiel stabilitet § 16 h udløb den 27. september 2011, kan de nævnte krav allerede af den grund ikke tages til følge, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 h, stk. 3.

Hvorvidt klageren var underrettet om overdragelsen på et sprog hun forstod og var opmærksom på det indrykkede proklama, findes ikke at have betydning for proklamaets virkning.

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om klageren har et krav på erstatning, der kan gøres gældende over for Fjordbank Mors af 2011.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.