Bevis for indsættelse af beløb.
| Sagsnummer: | 213/1993 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
|
| Ledetekst: | Bevis for indsættelse af beløb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 27. november 1992 henvendte klageren sig i indklagedes Høje Gladsaxe afdeling for at indsætte 4.436 kr. på sin sæsonkonto, der er en bogløs konto, hvortil er knyttet et hævekort, ført i indklagedes Hans Knudsens Plads afdeling. Ved en fejl blev beløbet indsat på en anden kundes konto. Den 18. december 1992 rettedes fejlen, og beløbet krediteredes klagerens sæsonkonto. Klageren rettede herefter henvendelse til afdelingen og anførte, at der manglede flere krediteringer på sæsonkontoen. Klageren gjorde gældende, at han den 29. maj 1992 havde indsat 3.000 kr. i indklagedes Frederikssund afdeling, den 25. juni 1992 10.000 kr. i indklagedes Brønshøj afdeling, den 30. juni 1992 5.500 kr. i indklagedes Brønshøj afdeling og den 10. juli 1992 2.000 kr. i indklagedes Brønshøj afdeling. Klageren var ikke i besiddelse af kvitteringer vedrørende de indsatte beløb. Da det viste sig, at Brønshøj afdeling den 10. juli havde haft en positiv kassedifference på 2.000 kr., krediteredes klagerens sæsonkonto for dette beløb, hvilket klageren blev meddelt ved indklagedes skrivelse af 22. januar 1993. For så vidt angår de øvrige beløb afviste indklagede at kreditere klagerens konto herfor.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hans sæsonkonto med yderligere i alt 18.500 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved hjælp af dankort har indsat flere beløb på sæsonkontoen, som ikke er krediteret denne, hvilket han tilfældigt efterfølgende blev opmærksom på. Beløbene er således krediteret en anden kundes konto, og klagerens egen konto er lukket, uden at klageren har fået meddelelse herom.
Indklagede har anført, at kontoførende afdeling har kontrolleret kodestriben på det til kontoen hørende interne hævekort og fundet dette i orden. Ved indbetalinger på en sæsonkonto vil der altid blive udskrevet en kvittering til kunden. Kontoen kan ikke som angivet af klageren betjenes ved hjælp af dankort. Sæsonkontoproduktet har i 1992 kun været åbent for indbetaling i perioderne den 21. februar - 3. april og 12. november - 23. december. Forsøg på indbetaling uden for disse perioder vil blive afvist af terminalen, men spærringen kan ophæves manuelt af kassereren. Klageren har ikke fremlagt kvitteringer for de indsatte beløb og har således ikke dokumenteret, at indbetalingerne har fundet sted. Det har sandsynligheden imod sig, at indbetalingerne har fundet sted, og kontoførende afdeling har foretaget de undersøgelser, som med rimelighed kan forventes. Klageren har andre konti hos indklagede, hvorpå der ofte foretages transaktioner.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ikke kunnet fremlægge kvitteringer for de omhandlede indbetalinger. På denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren har foretaget disse indbetalinger.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.