Erstatningsansvar vedrørende udformning af lånedokument.

Sagsnummer:212/1992
Dato:25-09-1992
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Kaution - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Erstatningsansvar vedrørende udformning af lånedokument.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved påtegning af 17. marts 1989 på en kassekreditkontrakt afgav klageren selvskyldnerkaution for en af indklagede til to debitorer ydet kassekredit på 30.000 kr. Kreditten skulle nedbringes med 3.000 kr. månedlig første gang 1. juli 1989. På kassekreditkontraktens side 3 forinden debitorernes underskrift var påført:

"Nærværende dokument kan anvendes som direkte eksekutionsfundament, jfr. RPL's § 478 stk. 1 litra 5."

I skrivelse af 23. oktober 1989 orienterede indklagede klageren om, at man samme dag havde opsagt kassekreditten til omgående indfrielse. I skrivelse af 30. oktober 1989 anmodede indklagede klageren om at indfri kreditten senest den 3. november 1989. Kredittens saldo udgjorde 26.847,92 kr. med tillæg af eventuelt ikke indløste checks omfattet af checkindløsningsaftalen.

Den 9. november 1989 overgav indklagede sagen til retslig inkasso mod debitorerne og klageren. Den 5. februar 1990 indbetalte klageren 18.000 kr. til indklagedes advokat med krav om saldokvittering, hvilket indklagede afslog.

Indklagedes advokat udtog herefter stævning mod debitorerne og klageren in solidum med påstand om betaling af 13.130,44 kr.

Den 25. oktober 1990 foretoges domsforhandling af sagen, og efter rettens tilkendegivelse blev der indgået forlig, hvorefter klageren til indklagede skulle betale 8.032,86 kr. med tillæg af renter. Som et led i forliget var det overladt til retten at træffe afgørelse om sagsomkostninger, og klageren pålagdes at betale 4.000 kr. i omkostninger til indklagede.

Ved udeblivelsesdom af 18. december 1990 dømtes kassekredittens debitorer til betaling af 12.779,29 kr. med tillæg af renter samt sagsomkostninger.

Den 23. december 1991 fremsendte indklagede til klagerens advokat kassekreditkontrakten tiltransporteret til klageren.

I skrivelse af 11. februar 1992 til indklagede fra klagerens advokat oplyste denne, at han havde søgt at fremme regressagen mod debitorerne i fogedretten på grundlag af kassekreditkontrakten, men var blevet afvist, idet der ikke var tale om et gældsbrev. Som følge heraf anmodede advokaten indklagede om at foranledige et eksekutionsfundament tilvejebragt og bad i denne forbindelse indklagede om at bekræfte, at indklagede ville betale omkostningerne ved opnåelse af dom over debitorerne. Dette afslog indklagede.

Klageren har indbragt sagen med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klagerens advokatomkostninger samt retsafgift ved opnåelse af dom om kassekreditkontraktens debitorer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det af kassekreditkontrakten, hvorpå hans kautionserklæring påførtes, fremgik, at dokumentet kunne anvendes direkte som eksekutionsfundament. Som lægmand var klageren ikke i stand til at gennemskue, at klausulen ikke kunne få virkning efter sit indhold. Klageren har mundtligt fået oplyst, at klausulen var indsat "fordi den går i nogle fogedretter". Som følge af påførslen af klausulen må indklagede være forpligtet til at erstatte klageren udgifterne ved opnåelse af et fundament.

Indklagede har anført, at klagerens omkostninger ved at opnå dom over debitorerne alene er et mellemværende mellem klageren og debitorerne. Indklagede bestrider, at klageren ved underskrivelsen af kassekreditkontrakten som særlig forudsætning havde, at kontrakten kunne anvendes som direkte eksekutionsfundament.

Ankenævnets bemærkninger:

Den omhandlede bestemmelse om, at kassekreditkontrakten skal kunne tjene som eksekutionsfundament, er ugyldig, da en kassekreditkontrakt ikke som krævet i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5, er et gældsbrev. Det kan imidlertid ikke antages, at klageren ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen har lagt vægt på bestemmelsen, der ikke umiddelbart angår kautionistens rettigheder. Hertil kommer, at klageren for såvidt angår det beløb på 12.779,29 kr., for hvilket indklagede har opnået dom over debitorerne, allerede er i besiddelse af et eksekutionsfundament, og at klageren under den af indklagede anlagte retssag kunne have nedlagt påstand over for debitorerne. Ankenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren dennes omkostninger ved opnåelse af dom over debitorerne.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.