Gebyr ved spærring af dankort. Rente ved overtræk.
| Sagsnummer: | 19/1993 |
| Dato: | 27-07-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - øvrige spørgsmål
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Gebyr ved spærring af dankort. Rente ved overtræk. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 15. december 1992 meddelte indklagedes Christiansbjerg afdeling, Århus, klageren, at som følge af, at klagerens indlånskonto var overtrukket med 1.566,81 kr., var klagerens dankort spærret, indtil overtrækket var inddækket. Samtidig meddeltes, at kontoen samme dag var debiteret 500 kr. for spærring af kortet.
Indklagede har under klagesagen oplyst, at gebyret på 500 kr. er et standardgebyr, som opkræves ved spærring af et dankort foranlediget af kortholders misbrug; gebyret dækker arbejdet med den EDB-mæssig registrering af spærringen og den skriftlige meddelelse til kontohaveren.
Af sagen fremgår endvidere, at indklagede ved bevilgede overtræk på indlånskonti beregner en rente på 20% p.a. med tillæg af en overtræksrente på 8% p.a.
Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
Gebyr
Banken tager gebyr for serviceydelser, der udføres for kunden.
Banken tager gebyr af kunden for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder, herunder et nærmere fastsat gebyr for at finde kontoudskrifter og bilag frem samt udfærdige fotokopier.
Gebyrerne opkræves enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang. Beregningsmetoderne kan kombineres.
De almindelige gebyrer fremgår af en prisliste, som banken udleverer efter anmodning. Øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel fra kunden.
Banken kan til enhver tid uden varsel ændrer gebyrer.
...
...
Overtræksrente og rykkergebyr m.v.
Hvis en konto overtrækkes, kommer i restance eller udnyttes i strid med aftalen, kan banken kræve overtræksrente, overtræksprovision eller morarente, gebyr for at udsende rykkerbreve samt udgifter ved juridisk bistand til inkassation m.v.
Størrelsen af rykkergebyret fremgår af rykkerbrev. Overtræksrente m.v. oplyses på forespørgsel fra kunden."
Hverken indklagedes almindelige forretningsbetingelser eller almindelige bestemmelser for anvendelse af dankort indeholder regler om gebyr for spærring af dankort.
Ved skrivelse af 22. december 1992 fremsendte klageren 2.200 kr. til indklagede til indsættelse på sin konto, idet han oplyste, at der heri ikke lå nogen anerkendelse af indklagedes gebyr m.v.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte gebyret på 500 kr. samt tilbagebetale debiterede morarenter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede ikke har hjemmel til at opkræve gebyret på 500 kr., som derfor bør nedsættes til et acceptabelt niveau svarende til indklagedes omkostninger ved spærringen. Med hensyn til morarenterne var indklagedes højeste udlånsrente på det omhandlede tidspunkt 17%, hvorfor indklagede beregner sig strafrenter af to gange med 3% og 8%. Klageren finder ikke, at indklagede har fornøden hjemmel til at opkræve de debiterede renter.
Indklagede har anført, at ud over at dække indklagedes omkostninger ved spærring af kortet, bør gebyret have en størrelse, så det har en "opdragende" effekt, dvs. afholde kunder fra gentagne gange at misbruge kortet. Den af klageren oplyste højeste udlånsrente på 17% gælder for lån og kreditter, men ved indlånskonti er den fastsatte debetrente 20% for bevilgede overtræk. 20%-renten er således ikke en overtræksrente. Denne udgør de resterende 8%.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at indklagede har haft tilstrækkelig hjemmel til at opkræve et gebyr for spærring af dankortet, eller at klageren måtte indse, at indklagede ville opkræve gebyr herfor. Som følge heraf bør indklagede tilbagebetale gebyret. Ankenævnet har ikke haft anledning til at tage stilling til, om indklagede kunne have beregnet sig et rykkergebyr.
Med hensyn til debitering af renter af overtrækket på den omhandlede konto finder Ankenævnet, at klageren måtte være klar over, at han ved sit brug af dankortet opnåede et til overtrækket svarende lån. Efter det oplyste beregner indklagede sig en rente på 20% p.a. for bevilgede overtræk på indlånskonti. Ankenævnet finder det ikke urimeligt, at indklagede med hjemmel i sine almindelige forretningsbetingelser fastsætter en højere rente for ubevilgede overtræk, og finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren den debiterede overtræksrente.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger indsætte 500 kr. på klagerens konto med valør den 15. december 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.