Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om klageren havde modtaget mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantkapital i sparekasse. Spørgsmål om afskæring af erstatningskrav, der ikke var fremsat inden for fristen i henhold til præklusivt proklama, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 p

Sagsnummer: 431 /2012
Dato: 20-11-2013
Ankenævn: Kari Sørensen, Christian Bremer, Hans Daugaard, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Garantbeviser - rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om klageren havde modtaget mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantkapital i sparekasse. Spørgsmål om afskæring af erstatningskrav, der ikke var fremsat inden for fristen i henhold til præklusivt proklama, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 p
Indklagede: FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Sparebank Østjylland af 2012 er ansvarlig for klagerens tab af garantkapital i Sparekassen Østjylland og om klagerens krav i givet fald er bortfaldet på grund af udløb af frist for fremsættelse af krav i henhold til præklusivt proklama.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Østjylland, hvor han i 1987 havde tegnet garantkapital for 1.000 kr.

I forbindelse med tegningen modtog klageren et garantbevis, hvoraf der fremgik følgende:

”…

…ovennævnte er indtrådt som garant i Sparekassen.

I tilfælde af Sparekassens likvidation hæfter garantikapitalen for tab, der ikke kan dækkes af Sparekassens reserver.

Garantikapitalen kan hverken af garanter eller Sparekassen kræves indløst.

…Hver garant kan højest indbetale kr. 5.000,-

…”

Beløbet blev indsat på en såkaldt ”Garantbeviskonto”.

Klageren har under sagen fremlagt en kontoudskrift for garantbeviskontoen, hvoraf fremgår, at klageren siden hen har tegnet garantkapital i sparekassen for i alt 77.000 kr.

Sparekassen Østjylland indgik med virkning fra den 21. april 2012 – på baggrund af et tilsynsbesøg og et solvenskrav fra Finanstilsynet – en aftale med Finansiel Stabilitet A/S om overdragelse af sparekassens aktiver og passiver til et nystiftet selskab ved navn Sparebank Østjylland af 2012 A/S. Sparekassen blev erklæret konkurs den 23. april 2012.

I henhold til § 16 p, stk. 1, i lov om finansiel stabilitet indrykkede Sparebank Østjylland af 2012 den 22. april 2012 et præklusivt proklama, hvoraf fremgår:

”…

I henhold til § 16 p i lov om finansiel stabilitet, anmodes enhver, som har en fordring eller andet krav mod Sparekassen Østjylland om at anmelde sit krav til Sparebank Østjylland af 2012 A/S, hvis kravet ikke tidligere har været rejst mod Sparekassen Østjylland, eller er blevet afvist af Sparekassen Østjylland.

Krav skal anmeldes inden tre måneder efter denne bekendtgørelse. Anmeldelse med fornøden dokumentation og med eventuelle renter opgjort til og med den 20. april 2012 skal sendes til

Såfremt krav ikke er anmeldt inden udløbet af ovennævnte frist, bortfalder retten til at få hel eller delvis dækning af kravet hos Sparebank Østjylland af 2012 A/S, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 p, stk. 3.

…”

Den 27. september 2012 modtog Ankenævnets sekretariat et klageskema fra klageren.

Parternes påstande

Den 27. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal betale 77.000 kr. samt renter heraf.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen har fjernet indeståendet på hans konto.

Det fremgår af garantbeviset, at der højest kan indbetales 5.000 kr. på kontoen.

Der er tale om en kontrakt mellem en erhvervsvirksomhed og en privat forbruger.

En erhvervsvirksomhed skal have en forsikring, som træder til ved grov misligholdelse af kontrakten, eventuelt pengeinstitutternes garantifond.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har anført, at klageren ikke inden for proklamafristen har foretaget en anmeldelse over for hverken Sparebank Østjylland af 2012 eller Sparekassen Østjylland. Indklagede blev således først bekendt med klagerens erstatningskrav ved modtagelsen af Ankenævnets brev af 27. september 2012.

Proklamafristen udløb den 22. juli 2012 og klageren kan derfor ikke gøre et krav gældende mod Sparebank Østjylland af 2012.

Ankenævnets bemærkninger

Efter det foreliggende har klageren ikke inden udløbet af proklamafristen den 22. juli 2012 anmeldt sit krav om erstatning for tab af garantkapital i Sparekassen Østjylland over for hverken sparekassen eller Sparebank Østjylland af 2012.

Som følge heraf er der ikke anledning til at tage stilling til, om Sparebank Østjylland af 2012 (nu FS Finans) kan gøres ansvarlig for klagerens tab.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.