Ekspeditionstid. Lånetilbud.
| Sagsnummer: | 9705024/1997 |
| Dato: | 22-09-1997 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Leif Nielsen, bent Olufsen, Keld Christiansen, Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Ekspedition - tidsforløb
|
| Ledetekst: | Ekspeditionstid. Lånetilbud. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Vedlagt et kernekundebevis anmodede klagerne den 19. februar 1997 det indklagede realkreditinstitut om et omlægningslån. Den 12. marts 1997 fremsendte instituttet lånetilbud til klagernes pengeinstitut. Af tilbudet fremgik det, at det beregnet ud fra dagens kurser på de obligationer, der skulle bruges til indfrielsen af det gamle lån, at ændringer i kurser såvel som indfrielsesmetode kunne medføre, at det nye lån ikke kunne dække udgifterne til indfrielsen, at der kunne tegnes fastkursaftale både på udbetaling af nye lån og indfrielse af gamle lån, og at der efter låneomlægningen ville være et overskydende provenu på 6.876 kr. Lånet blev udbetalt den 19. marts 1997, og der opstod i den forbindelse et underskydende provenu på 22.653 kr. Klagerne fandt, at de på grund af en langsommelig sagsbehandling hos instituttet havde lidt et tab og rejste derfor krav om, at instituttet dækkede dette. Klagerne henviste i den forbindelse til instituttets prioritetskundebrochure. Instituttet afviste klagernes krav blandt andet under henvisning til, at ekspeditionstiden på grund af de mange låneomlægninger, som instituttet på daværende tidspunkt ekspederede, have været lidt længere end sædvanlig, men at den faktisk svarede til instituttets gennemsnitlige ekspeditionstid, samt at klagerne kunne have indgået fastkursaftale.
Efterfølgende korrespondance mellem parterne førte ikke til en løsning, hvorfor klagerne indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet skulle yde dem erstatning for det tab, de havde lidt. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt det uheldigt og dårligt stemmende med instituttets markedsføringsmateriale om prioritetskunder, at ekspeditionstiden havde været så lang som i den foreliggende sag. Nævnet fandt det imidlertid overvejende betænkeligt at anse instituttet for erstatningsansvarlig for klagernes tab og frifandt derfor realkreditinstituttet for klagernes krav.