Rådgivning om i hvilken kuponrente omprioriteringslån skulle optages.
| Sagsnummer: | 347/1998 |
| Dato: | 29-01-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Rådgivning om i hvilken kuponrente omprioriteringslån skulle optages. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Klagerne omlagde i 1993 et mixlån med en obligationsrestgæld på ca. 604.000 kr. og en restløbetid på 27 3/4 år til et kontantlån på 627.000 kr. baseret på 6% obligationer svarende til en obligationsgæld på ca. 721.000 kr. Sagen vedrører spørgsmålet, om hvorvidt indklagede, hvor omprioriteringen gennemførtes, har pådraget sig ansvar i denne forbindelse.
Sagens omstændigheder.
I juli måned 1993 rettede klagerne henvendelse til indklagede vedrørende omlægningen af et bestående 9% mixlån med en obligationsgæld på 604.477,53 kr. og en restløbetid 27 3/4 år.
Den 25. august 1993 tilbød Nykredit et 30-årigt kontantlån på 627.000 kr. baseret på 6% obligationer. Af Nykredits beregning fremgår, at der var medtaget omkostninger på knapt 19.000 kr. Omlægningen medførte en besparelse på første års nettoydelse på 8.980 kr.
Den 9. september 1993 udbetalte Nykredit kontantlånet. Ved udbetalingen fragik 8.837,50 kr. i omkostninger til Nykredit, medens 615.500,42 kr. anvendtes til indfrielse af det eksisterende lån. Heraf udgjorde 10.948,09 kr. rente og bidrag for perioden fra seneste terminsbetaling. Det nye låns obligationsgæld var 721.104,08 kr.
Ved skrivelse af 26. august 1998 rettede klagerne henvendelse til indklagede vedrørende den i 1993 gennemførte omprioritering. Klagerne anførte, at såfremt kontantlånet i 1993 ved udbetalingen i stedet havde været baseret på 7% obligationer, ville obligationsgælden have været ca. 664.000 kr.; dette skulle ses i forhold til obligationsgælden på 721.104 kr. på basis af de valgte 6% obligationer. Klagerne anførte, at de havde lidt et tab på 57.000 kr., samt at de nu ikke havde mulighed for at udnytte det aktuelle rentefald med henblik på omprioritering. Som svar på henvendelsen henviste indklagede ved skrivelse af 1. oktober 1998 til, at det var indklagedes opfattelse, at klagernes ønske i 1993 var lavest mulig ydelse.
Parternes påstande.
Klagerne har den 20. oktober 1993 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille dem "som om lånet i 1993 var blevet omlagt til et lån i en 7% obligationsserie med deraf følgende muligheder. Eller en kontant erstatning på 57.000 kr.".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de på grund af den enes arbejde risikerer at skulle flytte. De ønskede derfor at opnå et mere attraktivt lån med henblik på en eventuel handelssituation. De henvendte sig til indklagedes boligrådgiver med forventning om en kvalificeret rådgivning vedrørende omprioriteringen. De var ikke selv tilstrækkeligt inde i lånemulighederne og eventuelle konsekvenser. Da indklagede yderligere var bekendt med deres økonomiske forhold, fandt de, at de ville opnå en mere personlig og sikker rådgivning end hos Nykredit. De var til et personligt møde hos indklagede, men det blev ikke nævnt, at der var en risiko ved kontantlån. De valgte den lave ydelse, men uden at være bekendt med, hvilke risici der var forbundet hermed. Det måtte have stået indklagede klart, at de på grund af eventuelt jobskifte ikke ville vælge en lånetype, der indeholdt en risiko for at blive stillet ringere end med det lån, de havde i forvejen. Hertil kommer, at forskellen på det gamle låns ydelse sammenholdt med det nye låns ydelse ikke var stor nok til, at dette kunne begrunde en omprioritering. Den lavest mulige ydelse mente de også ville være attraktiv i tilfælde ved et senere salg. Først i 1998 blev de klar over, at det optagne lån var et kontantlån, hvor en eventuel omprioritering ville betyde et kurstab.
Indklagede har anført, at lånetilbudet fra Nykredit blev indhentet ud fra klagernes ønske om lavest mulig ydelse. Der blev ikke af indklagede ydet specifik rådgivning vedrørende kontantlånet, da man ikke vurderede, at der var behov herfor set i relation til klagernes alder og økonomi samt til indklagedes daværende forventninger til renteudviklingen. Klagerne fik ved låneomlægningen det lån, der set over løbetiden giver den laveste ydelse. Et eventuelt tab er ikke realiseret fra klagernes side. Subsidiært gøres det gældende, at renteniveauet ikke er faldet så meget, at en eventuel omlægning af lånet, selv om dette var ydet på basis af 7% obligationer, vil være aktuel.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder i forbindelse den i 1993 gennemførte omprioritering af klagernes ejendom, der kan medføre, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne som følge af, at klagernes obligationsgæld blev forøget fra ca. 604.000 kr. til 721.000 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.