Udlandslån, rente.
| Sagsnummer: | 255/1990 |
| Dato: | 16-11-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Udlandslån, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. september 1985 ydede indklagede klagerens firma et etårigt valutapuljelån på 850.000 d.kr. Lånet blev løbende forlænget hvert år ved optagelse af erstatningslån af tilsvarede størrelse.
Ved skrivelse af 14. marts 1990 til klageren meddelte indklagede, at klagerens udlandslån udløb den 6. april 1990, hvorfor han anmodedes om at kontakte indklagede for at aftale eventuel forlængelse. Klageren kontaktede indklagede og valgte at optage et erstatningslån med 6 måneders roll-over. I den anledning fik klageren oplyst en rentesats på 8,5% p.a.
Ved afregningen af lånet modtog klageren en nota, hvoraf fremgik, at lånet forrentedes med 9,125% p.a.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre differencen på den oplyste rente på 8,5% p.a. og den faktiske rente på 9,125% p.a.
Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2, subsidiært frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han ved sin henvendelse til indklagede i marts måned 1990 anmodede indklagede om at oplyse rentesatsen for den kommende periode ved forlængelsen af det eksisterende lån. Indklagede kontaktede herefter Hafnia Erhvervsbank og fik oplyst, at rentesatsen ville udgøre 8,5% under forudsætning af, at den tyske rente ikke steg frem til forfaldsdagen. Da den tyske rente ikke er steget i denne periode, må indklagede være forpligtet til at yde lånet til en rente på 8,5% p.a. Klageren bestrider endvidere som anført af indklagede, at han ved sin henvendelse skulle have fået oplyst, at renten på 8,5% udgjorde 3 måneders rente, ligesom klageren bestrider, at han skulle have handlet som professionel investor.
Indklagede har til støtte for den principale påstand anført, at lånet er etableret i 1985 som et etårigt lån af klagerens firma, før privatpersoner havde mulighed for optage lån i udenlandsk valuta. Lånet er etableret med momsnummer som registreringsgrundlag. Lånene er løbende hvert år blevet forlænget ved optagelse af erstatningslån. Provenuet af lånet er anvendt til køb af udenlandske værdipapirer bl.a. tyske og hollandske, hvor der har fundet en løbende omlægning af porteføljen sted. Klagerens firma må anses for at være en professionel investor, der erhvervsmæssigt beskæftiger sig med investering og har således fulgt udviklingen på de udenlandske markeder, herunder rentedannelsen.
Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at indklagedes medarbejder ved klagerens henvendelse i marts 1990 oplyste rentesatsen for 3 måneder til kunden. Ved klagerens henvendelse var lånet rent faktisk forfaldent til indfrielse, og klageren havde på tidspunktet for renteforespørgslen endnu ikke taget stilling til, om der skulle optages et erstatningslån. Det er normal praksis hos indklagede - som i alle pengeinstitutter - at når en kunde kontakter indklagede om rentesatser på valutalån da at oplyse 3 måneders rentesatsen som vejlendede sats. Da klageren i flere år har beskæftiget sig med investering og låntagning i udenlandsk valuta, var indklagede ikke i tvivl om, at beslutningen om 6 måneders roll-over blev truffet ud fra en professionel vurdering af den forventede renteudvikling i de følgende 6 måneder.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
For så vidt angår sagens realitet finder Ankenævnet af de af indklagede anførte grunde, at klagen ikke kan tages til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.