Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod betaling af selvrisiko på 1.100 kr. i forbindelse med misbrug af et MasterCard Direct

Sagsnummer: 608/2012
Dato: 11-04-2013
Ankenævn: Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen, Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
Ledetekst: Indsigelse mod betaling af selvrisiko på 1.100 kr. i forbindelse med misbrug af et MasterCard Direct
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse over for Danske Bank mod betaling af en selvrisiko på 1.100 kr. i forbindelse med misbrug af hans MasterCard Direct.

Sagens omstændigheder

Klageren var i november 2012 på rejse i udlandet, hvor han medbragte sit MasterCard Direct. Kortet var udstedt gennem Danske Bank.

Klageren har anført, at han den 7. november 2012 fik stjålet sin tegnebog med kort, penge og pas på sin rejse. Inden han havde mulighed for at spærre kortet, var det lykkedes tyven at hæve, hvad der svarer til 1.471,76 kr. Kortet blev spærret af klageren samme aften. Dagen efter politianmeldte klageren tyveriet til det lokale politi.

Banken har anført, at flere af tyvens forsøg på at hæve på kortet ikke blev gennemført på grund af manglende dækning. To transaktioner på henholdsvis 1.226,47 kr. og 245,29 kr. samt to tilhørende kontanthævningsgebyrer af 30 kr. blev gennemført. Klagerens kort og tilhørende pinkode blev anvendt. Beløbene blev debiteret klagerens konto den 9. november 2012.

Den 27. november 2012 udfyldte og underskrev klageren en "Tro- og loveerklæring" vedrørende misbruget.

Banken har oplyst, at banken den 30. november 2012 (med valør den 9. november 2012) godtgjorde klageren de to kontanthævningsgebyrer samt indsigelsesbeløbet på 1.471,76 kr. fratrukket en "selvrisiko" på 1.100 kr. svarende til 371,76 kr. Banken har anført, at klageren i henhold til § 62, stk. 2 i lov om betalingstjenester - der er gengivet i bankens kortbestemmelser for MasterCard Direct - skal dække tab op til 1.100 kr.

Parternes påstande

Den 27. december 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham 1.100 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken påstår, at hans pinkode er anvendt.

Det undrer ham, hvorledes tyven har fundet frem til pinkoden, da den ikke var i tegnebogen.

Ud af 9999 muligheder skal en tyv jo være heldig engang imellem.

Af § 62, stk. 7 i lov om betalingstjenester fremgår blandt andet at "Uanset stk. 2 hæfter betalers udbyder for uberettiget anvendelse, der finder sted, når en uberettiget person har fået kendskab til den personlige sikkerhedsforanstaltning."

Bestemmelsen indeholder tre undtagelser fra stk. 2 om selvrisiko, nemlig:

- (pkt. a) At kontoindehaver har underrettet banken om at kortet er bortkommet
- (pkt. b) At en uberettiget person har fået kendskab til pinkoden
- (pkt. c) Korthaver af andre grunde ønsker kortet spærret

Han henholder sig til pkt. b, da det er åbenbart, at en tyv er en uberettiget person. Dette vil banken ikke acceptere.

Danske Bank har anført, at både kort og pinkode blev anvendt ved misbruget.

Misbruget fandt sted den 7. november 2012 mellem kl. 14 og 14:30 dansk tid.

Klageren ringede først og spærrede kortet kl. 22:11 den 7. november 2012, hvilket var efter misbruget fandt sted.

Det følger af § 62, stk. 2 i lov om betalingstjenester, at klageren selv hæfter for en selvrisiko på 1.100 kr.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at klageren ikke gav underretning om, at hans MasterCard Direct skulle spærres, før end misbruget fandt sted, hvorfor reglen i § 62, stk. 7, ikke finder anvendelse.

Ankenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens pinkode blev anvendt i forbindelse med misbruget samt at hævningerne blev korrekt registreret og bogført.

Ankenævnet bemærker, at Danske Bank har godtgjort klageren indsigelsesbeløbet fratrukket 1.100 kr.

Det følger af § 62, stk. 2 i lov om betalingstjenester, at klageren hæfter for 1.100 kr. af tabet, selvom der ikke måtte være noget at bebrejde klageren for eksempel med hensyn til dennes omgang med PIN-koden.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.