Afgørelse

Retsforfølgningsomkostninger m.v.

Det indklagede institut havde i klagerens to ejendomme lån, hvorpå ydelserne i en periode blev betalt for sent. Klageren protesterede over morarenter og omkostninger under henvisning til, at hun fuldt ud havde indbetalt de beløb, som instituttet havde til gode. Hun bad i løbet af 1993 flere gange instituttet om en gennemgang af betalingerne. På et møde den 23. november 1993 mellem parterne blev der indgået en aftale om, at instituttet i uge 47 skulle fremsende en opgørelse over de indbetalte beløb. Klageren rykkede flere gange for opgørelsen. Ved modtagelse af erindringsskrivelser og terminsopkrævninger protesterede klageren løbende over morarente m.v. Efter forgæves forligsforsøg fremsendte instituttet den 25. august 1994 den nævnte opgørelse.

Klageren indbetalte i september 1994 et beløb på giro og anførte på girokortet, at betalingen vedrørte september termin 1994.

Instituttet afgav i 1994 tre forskellige tilbud på låneomlægning i ejendom 1, som var betinget af, at restancerne blev betalt. I december 1994 ønskede klageren låneomlægningen gennemført, og der opstod efterfølgende uenighed mellem parterne om, hvorvidt ydelsen for december termin 1994 var i restance eller skulle afregnes i forbindelse med indfrielsen af det eksisterende lån.

Efter låneomlægning i ejendom 2 i januar 1994 hos et andet institut afviste det indklagede institut at udlevere det kvitterede pantebrev under henvisning til restancer. Pantebrev blev udleveret i august 1994, efter at klagerens pengeinstitut mod klagerens ønske havde indbetalt det krævede beløb.

Klagen blev indbragt for Ankenævnet med påstand om, at instituttet havde handlet ansvarspådragende dels ved behandlingen af de eksisterende engagementer dels ved behandlingen af låneomlægningen. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at retsforfølgningsomkostninger m.v. fra november 1993 til august 1994, hvor opgørelsen forelå, skulle fragå i instituttets fordring, idet klageren havde fået en berettiget forventning om, at instituttet i den periode ville afstå fra at foretage retsforfølgningsskridt. Nævnet fandt endvidere, at der ikke kunne opkræves rykkergebyrer m.v. vedrørende september-terminsydelsen, idet betalingsanvisningen ikke havde kunnet tilsidesættes. Nævnet frifandt instituttet i klagepunktet vedrørende låneomlægningen og for kravet om tilbagebetaling af de indbetalte beløb for ejendom 2. Nævnet fandt endvidere, at instituttet havde været berettiget til at undlade at kvittere panteretten og udlevere pantebrevet vedrørende ejendom 2, indtil skyldige inkassoomkostninger m.v. var indbetalt.