Spørgsmål om debitors pantsætning af livsforsikring som forudsætning for kautionisten og om betydningen af tidligere forhandlinger vedrørende kravet mod kautionisten m.m.
| Sagsnummer: | 73 /1995 |
| Dato: | 28-12-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Spørgsmål om debitors pantsætning af livsforsikring som forudsætning for kautionisten og om betydningen af tidligere forhandlinger vedrørende kravet mod kautionisten m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 22. maj 1989 til klagerens bror, sammen med hvem klageren drev en virksomhed i anpartsselskabsform, bekræftede indklagedes Vejlby afdeling en aftale vedrørende broderens engagement. Af skrivelsen fremgår, at der hos indklagede skulle etableres et udlandslån for modværdien af 1,3 mio. DKR i CHF. Lånets provenu skulle anvendes til indfrielse af kreditter hos indklagede og i andre pengeinstitutter samt køb af for ca. 340.000 kr. obligationer i samme serie som de eksisterende kreditforeningslån i broderens ejendom. Til sikkerhed for lånet skulle der bl.a. oprettes et skadesløsbrev på 1,5 mio. kr. i broderens ejendom og gives håndpant i alle indkøbte obligationer og overskydende beløb samt i en nyoprettet livsforsikring på 5-600.000 kr. Herudover skulle klageren indestå som selvskyldnerkautionist for lånet. Endvidere fremgik, at enhver ændring i udlandslånet m.h.t. valuta og sikkerheder forudsatte kautionistens tiltræden. På den af klageren fremlagte kopi af skrivelsen er der med håndskrift anført et ÷ ved afsnittet om livsforsikringen.
Lånet etableredes i oktober 1989. Den 23. oktober 1989 underskrev klageren en kautionserklæring til indklagede, hvorefter han som selvskyldnerkautionist indestod for "opfyldelse af enhver forpligtelse, som [broderen] nu har eller senere måtte få overfor [indklagede], dog at vort tilsvar højst kan andrage 1.300.000 kr. med tillæg af renter og provision i forhold hertil samt omkostninger."
Klageren har anført, at erklæringen blev underskrevet i forbindelse med, at han i en anden anledning var til stede i den pågældende afdeling. Han underskrev på grundlag af indholdet i indklagedes skrivelse af 22. maj 1989. Der var ikke påført et minustegn ud for afsnittet om livsforsikringen. Indklagede orienterede ikke om udlandslånet og broderens øvrige engagement.
Indklagede har anført, at der i forbindelse med underskrivelsen blev afholdt et møde i afdelingen med deltagelse af såvel klageren som broderen. På mødet blev klageren nøje orienteret om udlandslånet, herunder hvorledes provenuet skulle anvendes samt om broderens øvrige engagement. Orienteringen baseredes på indklagedes genpart af skrivelsen af 22. maj 1989, hvorpå der ud for afsnittet vedrørende livsforsikringen var påført en tydelig minusmarkering. Broderen havde meddelt, at det på grund af helbredsmæssige forhold ikke var muligt at tegne den forudsatte livsforsikring, hvorfor indklagede gav afkald på denne sikkerhed. Klageren blev udtrykkeligt gjort bekendt med, at livsforsikringen ikke ville blive stillet som sikkerhed.
Ved salg og udtrækning af de obligationer, der lå til sikkerhed for lånet, fremkom der i foråret 1990 et samlet provenu på 319.922,88 kr., hvoraf 316.237,38 kr. anvendtes til indfrielse af realkreditlån i broderens ejendom. Det overskydende provenu på 3.685,50 kr. blev stillet til broderens disposition.
Ved anbefalet skrivelse af 12. juli 1991 meddelte indklagede klageren, at lånet var i restance med 13.192 kr.
Klageren havde ved håndpantsætningserklæring af 29. oktober 1982 med tilføjelser af 28. august 1986 og 17. januar 1991 håndpantsat henholdsvis et pantebrev på 78.966,72 kr og 2 ejerpantebreve i sin ejendom på 325.000 kr. og 250.000 kr. til sikkerhed for indklagedes tilgodehavende hos det af klageren og broderen drevne anpartsselskab. Af håndpantsætningserklæringens standardbestemmelser pkt. 5 fremgår:
"Pantet tjener tillige til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som pantsætteren nu har og senere måtte få overfor [indklagede], herunder enhver af bankens afdelinger."
Den 16. august 1991, hvor selskabets engagement var afviklet, underskrev klageren en håndpantsætningserklæring til indklagede, hvorefter pantebrevene blev stillet til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som broderen havde og måtte få over for indklagede.
Ved indklagedes skrivelse af 20. august 1991 blev broderens engagement opsagt.
Pr. 2. december 1991 opgjorde indklagede restgælden efter indfrielsen af udlandslånet til 1.365.221,60 kr. Lånet var forinden indfrielsen den 28. november 1991 på indklagedes foranledning blevet omlagt fra CHF til DEM. Indklagede har oplyst, at tilgodehavendet i henhold til udlandslånet ville have været 11.064,03 kr. mindre, såfremt lånet fortsat var løbet i CHF. Klageren havde ikke tiltrådt omlægningen af lånet.
I foråret 1992 indledtes forhandlinger mellem indklagedes advokat og klagerens advokat om afvikling af klagerens kautionsforpligtelse. Den 18. juli 1992 døde broderen. Afdødes faste ejendom blev afhændet, og provenuet på ca. 820.000 kr. blev i januar 1993 krediteret indklagedes tilgodehavende i henhold til udlandslånet.
I efteråret 1992 og foråret 1993 afholdtes flere møder, ligesom der udveksledes en række skrivelser mellem parternes advokater vedrørende opgørelsen af indklagedes krav m.v. I en skrivelse af 4. marts 1993 fra klagerens advokat til indklagede hedder det bl.a.:
"I fortsættelse af behagelig telefonsamtale d.d. skal jeg ved nærmere gennemgang af sagens dokumenter meddele Dem, at jeg har oplyst min klient om, at han personligt er forpligtet til at betale Dem Deres resttilgodehavende."
Primo juni 1993 indbetalte klageren 655.083,33 kr. til indklagede i henhold til kautionen. Ved skrivelse af 14. juni 1993 meddelte indklagedes advokat, at resttilgodehavendet herefter udgjorde ca. 78.000 kr., men at indklagede var indstillet på at give saldokvittering mod betaling af 40.000 kr. Dette forudsatte dog bl.a. dokumentation for klagerens indtægts- og formueforhold. Ved skrivelse af 7. juli 1993 fremsendte klagerens advokat "ifølge aftale" en check på 40.000 kr. til indklagedes advokat "til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende, alt under forudsætning af, at sagen i øvrigt er korrekt opgjort fra Deres klients side, og alt under forudsætning af, at der ikke resterer yderligere ikke realiserede sikkerheder, der var pantsat til sikkerhed for Deres klients engagement, for hvilket min klient var kautionist."
Ved skrivelse af 5. august 1993 fremsendte indklagede de håndpantsatte ejerpantebreve til klagerens advokat og oplyste samtidig, at der ikke resterede yderligere ikke realiserede sikkerheder, og at indklagede på intet tidspunkt havde været i besiddelse af en livsforsikring eller modtaget nogen form for betaling i henhold til en sådan. Endelig bad man om fremsendelse af de ønskede økonomiske oplysninger om klageren, "hvorefter sagen kan afsluttes".
Ved skrivelse af 28. juni 1994 fremsendte klagerens advokat til indklagedes advokat klagerens årsregnskab for 1993, idet han herefter imødeså udstedelse af saldokvittering. Herudover anførtes, at klageren, da han påtog sig kautionen, var blevet stillet i udsigt, at der ville blive oprettet en livsforsikringspolice i størrelsesorden 5-600.000 kr., som skulle stilles til sikkerhed for broderens udlandslån. Med henvisning hertil forbeholdt advokaten sig på klagerens vegne at gøre ethvert krav gældende overfor indklagede.
Klageren har den 10. februar 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han helt eller delvist fritages for kautionsforpligtelsen, og at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det for meget erlagte med tillæg af renter. Klageren har anmodet om mundtlig forhandling af klagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede tilsidesatte sin informationspligt ved kautionens stiftelse. Indklagede burde således bl.a. have orienteret om forpligtelsens rækkevidde og om eventuelle ændringer, herunder at kautionen blev stillet for gammel gæld, at indklagede havde givet afkald på supplerende sikkerhedsstillelse, og at kautionserklæringen indeholdt en vidtgående alskyldserklæring. Det var en forudsætning for hans kautionstilsagn, at livsforsikringen blev tegnet, og han havde en berettiget forventning om, at dette skete. Det var endvidere en del af aftalen, at obligationsdepotet skulle ligge til sikkerhed for udlandslånet. Uden at orientere ham herom blev obligationerne realiseret og provenuet udbetalt til debitor. Indklagede var ikke berettiget til at ændre udlandslånet uden hans tilsagn. Ved at forlange håndpant i de tre pantebreve fire dage forinden opsigelsen af lånet skaffede indklagede sig på utilbørlig måde en særlig gunstig position i forhold til ham. Det bestrides, at den standardiserede alskyldserklæring i pkt. 5 kan påberåbes af indklagede, idet erklæringen må bortfortolkes eller fortolkes indskrænkende, idet det mellemværende, som pantet var stillet til sikkerhed for, var fuldt indfriet. Såfremt dette ikke var tilfældet, havde udfærdigelsen af nyt pantsætningsdokument været overflødig. Håndpantsætningen dannede grundlag for indklagedes trusler om tvangsauktion og indgivelse af konkursbegæring, hvorfor han så sig nødsaget til at indbetale 655.083,33 kr. til indklagede. For at undgå yderligere retsforfølgning blev der med forbehold indbetalt yderligere 40.000 kr. Udlandslånet var misligholdt allerede i december 1990, hvorfor indklagede har tilsidesat informationspligten i bank- og sparekasselovens § 41. Klageren har ikke under forhandlingerne anerkendt kautionsforpligtelsen eller dennes størrelse.
Indklagede har anført, at klageren i tilstrækkeligt omfang blev oplyst om forhold af betydning for kautionsløftet, herunder at provenuet skulle anvendes til indfrielse af eksisterende gæld, og at lånet ikke blev yderligere sikret ved tegning af livsforsikring. Klageren har ikke lidt tab ved realisering af obligationsdepotet, idet provenuet blev anvendt til indfrielse af et realkreditlån i debitors ejendom. Ejendommen blev som led i afviklingen af debitors engagement solgt i fri handel, og provenuet af ejendomssalget blev afskrevet på det kautionssikrede lån. Da indklagede ved opgørelsen af kravet mod klageren har akkorderet ca. 38.000 kr., er klageren fuldt ud kompenseret for udbetalingen på 3.685,50 kr. af provenuet af obligationsdepotet, og for det tab på 11.064,03 kr., der var en følge af omlægningen af udlandslånet fra CHF til DM. Akkorden var i realiteten væsentligt større, idet der ikke er beregnet rente af fordringen fra 1. april 1993. Baggrunden for underskrivelsen af håndpantsætningserklæringen af 16. august 1991 var ordens- og ajourføringsmæssige hensyn. De pågældende pantebreve tjente til sikkerhed for opfyldelsen af enhver forpligtelse, som klageren havde på pantsætningstidspunktet eller senere måtte få over for indklagede. Pantet tjente derfor også til sikkerhed for kautionsforpligtelsen for udlandslånet. Panteretten blev både før og efter den 16. august 1991 administreret i overensstemmelse hermed. Klagerens indbetalinger blev udelukkende afskrevet på den kautionssikrede fordring, og pantet blev frigivet ved indfrielsen af kautionsforpligtelsen. Pantebrevet på 78.966,72 kr. blev indfriet med 10.949,25 kr. den 10. december 1991, hvilket beløb blev stillet til klagerens disposition. Restancen på udlandslånet opstod pr. 26. juni 1991 i forbindelse med en da foretagen rentetilskrivning. Meddelelsen om restancen af 12. juli 1991 var derfor rettidig, jf. bank- og sparekasselovens § 41. Klagerens advokat har ved skrivelsen af 4. marts 1993 anerkendt kautionsforpligtelsen og det af indklagede på grundlag heraf opgjorte krav.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om mundtlig forhandling.
Ankenævnet finder, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at der mellem parterne er indgået et endeligt og bindende forlig vedrørende klagerens forpligtelser i henhold til kautionserklæringen af 23. oktober 1989 og håndpantsætningserklæringen af 16. august 1991, således at klageren af denne grund er afskåret fra at rejse indsigelser mod disse forpligtelser og kræve hel eller delvis tilbagebetaling af de erlagte beløb.
Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagerens underskrivelse af kautionserklæringen af 23. oktober 1989 har tilsidesat sin informationspligt, herunder heller ikke med hensyn til, at der i vidt omfang var tale om sikkerhedsstillelse for allerede eksisterende gæld, hvilket klart fremgår af indklagedes skrivelse af 22. maj 1989.
Klageren har anført, at han ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen forudsatte, at broderen til sikkerhed for udlandslånet tillige skulle pantsætte en livsforsikringspolice på 500.000 - 600.000 kr. Indklagede har vedrørende dette spørgsmål anført, at klageren udtrykkeligt fik oplyst, at denne pantsætning ikke ville finde sted. Dette er bestridt af klageren, som har anført, at han henholdt sig til indholdet af indklagedes skrivelse af 22. maj 1989. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til denne indsigelse fra klageren ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. I medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, afviser nævnet derfor sagen for så vidt angår dette klagepunkt.
Ankenævnet finder, at indklagede i foråret 1990 burde have indhentet samtykke fra klageren forud for realisationen af den pantsatte obligationsbeholdning. For så vidt angår den - langt overvejende - del af provenuet, som blev anvendt til indfrielse af et eksisterende lån i broderens ejendom, kan klageren imidlertid ikke anses at have lidt tab, idet provenuet ved det senere salg af ejendommen blev krediteret udlandslånet.
Indklagede må dog anses for forpligtet til at nedskrive sit krav mod klageren med det overskydende beløb på 3.685,50 kr., som i forbindelse med salget af obligationsbeholdningen blev udbetalt til klagerens broder. Det samme gælder det beløb på 11.064,03 kr., med hvilket indfrielsesbeløbet vedrørende udlandslånet blev forøget som følge af, at indklagede uden samtykke fra klageren havde omlagt lånet fra CHF til DEM. Da det imidlertid af det indledningsvis anførte må følge, at heller ikke indklagedes akkordtilbud kan anses for endeligt og bindende, og da indklagedes restfordring, som i øvrigt er ubestridt størrelsesmæssigt, overstiger summen af de nævnte beløb, findes det ikke at kunne pålægges indklagede at betale disse beløb til klageren.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet det godtgjort, at indklagede ved skrivelse af 12. juli 1991 til klageren har givet behørig meddelelse efter bank- og sparekasselovens § 41.
Der findes heller ikke at være oplyst andre forhold, som kan medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens forpligtelse i henhold til kautionserklæringen.
Ankenævnet finder endelig, at klagerens indsigelse vedrørende pantsætningen af pantebrevet på ca. 79.000 kr. og de to ejerpantebreve på henholdsvis 325.000 kr. og 250.000 kr. ikke kan tages til følge, allerede fordi klageren, der i forvejen var forpligtet af kautionserklæringen, ikke kan antages at have lidt tab som følge af pantsætningen.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle spørgsmålet om, hvorvidt klageren ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen med rette forudsatte, at hans broder til sikkerhed for lånet tillige pantsatte en livsforsikringspolice. For så vidt angår sagens øvrige spørgsmål tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.