Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for tab som følge af et ikke tilsigtet køb af aktier via indklagedes system for Online investering.

Sagsnummer: 92 /2000
Dato: 26-06-2000
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Netbank - værdipapirer
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for tab som følge af et ikke tilsigtet køb af aktier via indklagedes system for Online investering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF SD
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for et tab på en aktieinvestering, som hun utilsigtet foretog via indklagedes system for Online investering.

Sagens omstændigheder.

Den 4. oktober 1999 underskrev klageren en aftale om tilslutning til indklagedes system for Online investering. Af aftalen fremgår bl.a.:

"Jeg ønsker at blive tilsluttet Online investering. Tilslutningen sker efter vedlagte Regler for Online investering til Privatkunder, som jeg har læst igennem.

.....

Jeg accepterer, at banken kan sælge de købte værdipapirer, hvis der ikke er penge nok på kontoen til at dække købet, jf. punkt 2.6 i reglerne."

Af de dagældende Reglerne for Online investering fremgår bl.a.:

"2.3 Handel i Online investering

Du kan købe og sælge værdipapirer op til et vist beløb. Hvis beløbsgrænsen overskrides, bliver ordren afvist. Under menupunktet Brugeroplysninger under Indstillinger kan du se, hvor meget du hver dag kan handle for. Handlen sker til og fra bankens egen beholdning af værdipapirer.

........

2.6 Panteret/sikkerhedsret

Til sikkerhed for betalingen tager banken pant i de værdipapirer, du køber. Er der ikke penge nok på din konto på afviklingsdagen, kan banken vælge at holde sig til sit pant og straks realisere værdipapirerne. Du betaler et eventuelt tab. Reglerne om panteret står i "Lov om værdipapirhandel" i kapitel 17.

2.7. Hvis du fortryder

Som udgangspunkt kan du ikke stoppe en allerede afgivet handelsordre. Er det en gennemsnitshandel (med eller uden limitering), er det imidlertid muligt at bede om at få den annulleret.

Af handelsmæssige årsager kan endnu ikke gennemførte ordrer kun annulleres før kl. 08. og efter kl. 18 på børsdage samt i weekenden. Mellem kl. 08 og kl. 18 på børsdage kan du bestille en annullering, men ikke være sikker på, at den sker. Ordren annulleres, hvis den ikke er gennemført inden kl. 18.

........

2.8. Dit ansvar

.........

Du skal have penge til at betale for de værdipapirer, du køber. Er der ikke det, kan aftalen opsiges med øjeblikkelig virkning. Se også punkt 2.6 i reglerne.

2.10. Spørgsmål om Online investering Har du spørgsmål om brugen af Online investering, kan du ringe til Hotline på 33 33 63 00.

Du skal kontrollere dine handelsbekræftelser, straks du modtager dem.

........

2.11 Ændring af reglerne

[Indklagede] kan til enhver tid ændre Online investering med tilhørende regler. Du kan se ændringerne i Online investering, 1 måned før de træder i kraft. De nyeste regler finder du under menupunktet Hjælp.

........

4. Kreditværdighed

Tilslutning til Online investering forudsætter, at du har orden i økonomien."

I november 1999 blev systemets anvendelsesmuligheder udvidet, idet det bl.a. blev muligt at købe og sælge udenlandske aktier på udvalgte børser. I forbindelse hermed blev reglerne for Online investering ændret. Bl.a. blev det i pkt. 2.7. tilføjet:

"Er det en gennemsnitshandel (med eller uden limitering) eller en udenlandsk aktiehandel (med eller uden limitering), er det imidlertid muligt at bede om at få den annulleret.

........

Af handelsmæssige årsager kan endnu ikke gennemførte udenlandske aktiehandler kun annulleres før kl. 08.00 og efter kl. 22.00 på børsdage samt i weekenden. Mellem kl. 08.00 og kl. 22.00 kan du bestille en annullering, men ikke være sikker på, at den sker. Ordren annulleres, hvis den ikke er gennemført inden kl. 22.00."

Den 29. november 1999 underskrev klageren en samtykkeerklæring vedrørende oprettelse af et udenlandsk værdipapirdepot.

Fredag den 3. december 1999 kl. 15.35 afgav klageren via Online systemet ordre om køb af 10.000 stk. Olicom aktier på Nasdaq børsen i New York.

Kl. 15.37 kontaktede klageren telefonisk sin rådgiver i indklagedes Holbæk afdeling og bad om at få ordren slettet, idet hun oplyste, at hun ved en fejl havde tastet 10.000 stk. i stedet for at handle for 10.000 kr.

På samme tidspunkt modtog indklagede bekræftelse på handlen fra Nasdaq til kurs 1,428125 USD, svarende til et afregningsbeløb på 107.122 DKK inklusiv omkostninger på 797,44 DKK. Kl. 15.39 var afregningen tilgængelig for klageren i systemet.

Handlen kunne ikke annulleres, da den var gennemført. Efter en drøftelse af om, hvorvidt aktierne straks skulle sælges, gav indklagede klageren tilsagn om en kortvarig overtræksret.

Den 8. december 1999 blev handlen afregnet over klagerens konto, hvorpå der ikke var dækning for afregningsbeløbet. Samme dag blev der indgået aftale om en midlertidig kredit på 100.000 kr. med genforhandling efter 3 måneder.

Ved handler gennemført henholdsvis den 10. og 12. januar 2000 solgte klageren aktierne og realiserede herved et kurstab på 17.925,16 kr.

Indklagede har oplyst, at det er ikke muligt at beregne tabet, såfremt aktierne var blevet solgt straks, idet kursen var meget svingende og stærkt afhængig af bud/udbud, men at tabet i givet fald formentlig ville have været større.

Slutkursen på Olicom aktier på Nasdaq børsen var i perioden 2. - 9. december 1999 følgende:

2.12.99 1 11/16 USD 3.12.99 1 1/16 USD 6.12.99 1 USD 7.12.99 1 1/16 USD 8.12.99 1 1/32 USD 9.12.99 7/8 USD

Under sagen har indklagede fremlagt kopi af skærmbilleder fra Online systemet og bl.a. oplyst følgende:

Online investering er et internetbaseret selvbetjeningssystem bl.a. til afgivelse af ordrer om handel med værdipapirer.

Ligesom ved "almindelig" aktiehandel er der som udgangspunkt ikke noget loft for, hvor meget den enkelte kunde kan handle for. For at begrænse risikoen for såvel indklagede som kunden har man som standard valgt at indsætte en handelsgrænse på 200.000 kr. Der kan fastsættes en anden handelsgrænse for den enkelte kunde, og dette er sket i nogen tilfælde - som regel fordi kunden har ønsket højere handelsgrænser. Handelsgrænserne er alene ment som en praktisk foranstaltning, der medfører en generel begrænsning i kundens muligheder for at handle via systemet. Det fremgår af reglerne for Online investering, at der er en handelsgrænse, og at denne handelsgrænse kan ses i programmet under "brugeroplysninger", "indstillinger".

Ved handel med udenlandske aktier kan der vælges mellem udenlandsk aktiehandel med eller uden limitering. Ordrestørrelse kan kun indtastes i stk., hvilket skyldes, at det ikke er praktisk muligt at videresende ordrer angivet i danske kroner til de udenlandske markeder. Kunden skal herefter vælge, hvilket depot og hvilken konto hos indklagede afregningen skal ske over. På skærmbilledet vises saldoen på den valgte konto.

Når billedet er udfyldt, afgives ordren ved at klikke på "afgiv ordre". For at undgå fejlindtastning fremkommer nu et nyt accept skærmbillede, som ud over alle væsentlige data for ordren også viser et vejledende afregningsbeløb.

Kunden skal i dette skærmbillede bekræfte de indtastede oplysninger ved først at indtaste sit kodeord (digital signatur) og derefter klikke på "bekræft ordre". Først når dette er sket, afgives ordren. Da kodeordet skal indtastes, mens dette skærmbillede er åbent, risikeres ikke, at kunden "klikker forbi" ved en fejl. Endvidere understreges det, at kunden nu skal sikre sig, at ordren har det ønskede indhold.

For så vidt angår danske værdipapirer skal kunden først tage stilling til, om der skal handles et bestemt antal, eller om der skal handles for et beløb. Først når "ordreangivelse" (dvs. for beløb/stk.) er valgt, kan feltet for ordrestørrelse udfyldes, og man kan således heller ikke for danske værdipapirer "pr. automatik" handle "for beløb".

Før klagens indgivelse til Ankenævnet forelagde klageren sagen for Forbrugerombudsmanden, som ved skrivelse af 10. januar 2000 til indklagede bl.a. anførte følgende:

"Jeg finder indretningen af [indklagedes] Online Investering betænkelig. Det er min vurdering, at et system, der generelt giver almindelige kunder adgang til at handle for langt større beløb, end der står på deres konto, ikke kan anses for tilstrækkeligt sikkert.

Handel over systemet bør som udgangspunkt være underlagt en form for dækningskontrol, således at kunden ikke kan erhverve værdipapirer til en pris, der væsentligt overstiger indeståendet på den tilknyttede afregningskonto og værdien af værdipapirer, der i forvejen findes i det pågældende værdipapirdepot.

Hvis der ønskes mulighed for overtræk, bør dette være skriftligt aftalt mellem banken og den enkelte forbruger. I en sådan situation skal kreditaftalelovens regler tillige overholdes, idet der da reelt er tale om, at kunden får en bevilget kredit.

Jeg finder det endvidere problematisk, at forbrugeren ikke har fået klar oplysning om handelsloftet på 200.000 kr. pr. dag. I den forbindelse henvises til betalingskortlovens § 26 b, hvorefter forbrugeren skal have udleveret skriftligt materiale om bl.a. systemets anvendelsesmuligheder.

...........

Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning præciserer, hvad der er god markedsføringsskik inden for dette område. Det er min vurdering, at retningslinierne ikke kan anses for overholdt i denne sag.

Eksempelvis fremgår det af retningsliniernes punkt 10, at kunden skal orienteres om risici, der er relevante i relation til kundens forhold. Endvidere skal pengeinstituttet i henhold til retningsliniernes punkt 11 sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning.

Det, der i bankens standardbetingelser er angivet omkring handelsloft samt mulighed for at handle for mere end kontoens indestående, kan ikke anses for en tilstrækkelig orientering eller overholdelse af retningsliniernes krav til skriftlighed."

Efter at indklagede den 28. januar 2000 havde fremsat bemærkninger til Forbrugerombudsmandens skrivelse, udtalte denne ved skrivelse af 18. februar 2000 bl.a.:

"Ad 1) Mulighed for overtræk

Jeg anførte i mit brev, at handel over systemet som udgangspunkt bør være underlagt en form for dækningskontrol, således at kunden ikke kan erhverve værdipapirer, der væsentligt overstiger indeståendet på den tilknyttede afregningskonto og værdien af værdipapirer, der i forvejen findes i det pågældende værdipapirdepot. Hvis der ønskes mulighed for overtræk, bør dette være skriftligt aftalt mellem banken og den enkelte forbruger.

De har hertil bemærket, at det efter Deres opfattelse vil være urimeligt at forlange, at en kunde, der køber værdipapirer via Online investering skal stille pengene til disposition på afregningskontoen før afviklingsdagen, som typisk er tre ekspeditionsdage efter, at handelsordren er afgivet. Disse dage har kunderne til eksempelvis at overføre pengene fra en konto i et andet pengeinstitut. Dækningskontrol vil bevirke, at kunder, der handler via systemet, bliver stillet anderledes end kunder, der handler på andre måder.

Jeg har forståelse for Deres synspunkter og finder da heller ikke, at procedurerne for nye måder at handle værdipapirer skal besværliggøre anvendelsen af systemet i unødvendig grad. Jeg har tillige noteret mig Deres oplysninger om de sikkerhedsprocedurer, der er indbygget i systemet, herunder at saldoen på den valgte afregningskonto fremgår i forbindelse med indtastningen samt, at der vises et vejledende afregningsbeløb, inden man bekræfter handelsordren.

Disse procedurer ændrer dog ikke ved det faktum, at systemet giver mulighed for overtræk.

Jeg finder tillige, at der er en afgørende forskel på handel via Online investering og handel via en medarbejder i banken. Når der handles via Online investering, sker ordreafgivelsen uden kontakt med bankens medarbejdere, og denne mulighed for at imødegå fejl er derfor ikke til stede. Hvis ordren i den handel, denne sag vedrører, var indgået via en medarbejder i banken, kunne denne medarbejder have kontrolleret indeståendet på kundens depot/konti og inden ordreafgivelsen gjort kunden opmærksom på, at der på dette tidspunkt ikke var dækning for købet.

Når man på denne måde indfører systemer med ringere kontrolmulighed, må der enten stilles strenge krav til systemets indretning, eller der må etableres efterfølgende rådgivningsprocedurer, som kan give de forbrugere, der laver en ekspeditionsfejl, en forsvarlig og dokumenterbar rådgivning, se nedenfor under punkt 3.

På det foreliggende grundlag er det vanskeligt for mig at vurdere, om systemet kan indrettes på en mere hensigtsmæssig måde. I løbet af dette år vil der blive gennemført en konsulentundersøgelse af sikkerheden ved forskellige home- og internetbanksystemer. Jeg vil derfor afvente resultatet af denne undersøgelse. Det bemærkes, at det endnu ikke er besluttet, hvilke systemer der skal være omfattet af undersøgelsen.

Ad 2) Handelsloftet.

Videre har jeg anført, at jeg finder det problematisk, at forbrugeren ikke har modtaget klar oplysning om handelsloftet på 200.000 kr. pr. dag. Dette må anses for et krav. jf. betalingskortlovens § 26 b. Efter denne bestemmelse skal systemudbyder udlevere skriftligt materiale til forbrugeren med oplysning om blandt andet systemets anvendelsesmuligheder.

De har hertil anført, at det fremgår af reglerne for Online investering, at der er en handelsgrænse, og at denne handelsgrænse kan ses i programmet under "Brugeroplysninger". "Indstillinger". Dette var jeg allerede bekendt med, jf. mit brev af 10. januar 2000, og jeg har som nævnt ikke fundet, at dette udgør en tilstrækkelig klar oplysning.

Når systemet grundet sin indretning ikke kan udelukke muligheden for overtræk med deraf følgende risiko for tab for forbrugeren må det være et krav, at der ved indgåelse af tilslutningsaftalen til Online investering rådgives om og aftales et handelsloft, som dels fremgår klart og tydeligt af aftalen, dels tager hensyn til den enkelte forbrugers økonomiske formåen. Det forudsættes, at indførsel af et handelsloft betyder, at en indtastet handelsordre, der overstiger loftet, ikke kan gennemføres. Endvidere bør der gives klar information om, at der er mulighed for at handle for større beløbe end det, der står på kontoen.

I medfør af betalingskortlovens § 12 a, stk. 1, skal jeg derfor anmode Dem om at tilrette Deres tilslutningsaftaler i overensstemmelse hermed."

Parternes påstande.

Klageren har den 1. marts 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 19.700 kr. svarende til kurstabet med tillæg af ekstra omkostninger.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun er uden indtægt og afventer optagelse på en ny uddannelse. På tidspunktet for investeringen havde hun en formue på 25.000 kr., som hun anvendte til investering. Før handlen den 3. december 1999 havde hun foretaget 3 udenlandske aktiehandler.

Hun har på intet tidspunkt investeret mere end ca. 12.000 kr. af gangen. På tidspunktet for købet af Olicom aktierne indestod der ca. 12.000 kr. på hendes konto. Hun var overbevist om, at hun kun købte for 10.000 kr. aktier og opdagede først fejlen, da hun under ordrestatus så 10.000 stk. Olicom aktier.

Hun har erfaring for, at det vejledende beløb, der vises i forbindelse med bekræftelsen, generelt er uaktuelt og misvisende. Det vejledende beløb baseres på en 20 minutter gammel kurs, og ved handel med meget volatile aktier kan man derfor ikke regne med dette. Hun kikkede på skærmen, inden hun bekræftede, og konstaterede, at det indtastede beløb lignede det vejledende. Der var imidlertid et ekstra ciffer, som hun overså.

Af de regler for Online investering, som hun modtog i forbindelse med indgåelsen af aftalen, fremgår kun muligheden for at anmode om at få annulleret en gennemsnitshandel. Da der ikke var tale om en gennemsnitshandel, overvejede hun ikke at anvende annulleringsfunktionen, som også er gemt godt væk. Hun har nu konstateret, at reglerne er ændret, således at pkt. 2.7. nu også beskriver muligheden for at annullere udenlandske aktiehandler.

Da hun har erfaring for en forholdsvis lang ventetid på indklagedes Hotline, valgte hun at ringe til sin rådgiver i den lokale afdeling. Rådgiveren ville forsøge at annullere handlen og fortalte samtidig om handelsgrænsen på de 200.000 kr. Rådgiveren rådgav hende ikke om at sælge aktierne, men nævnte kun dette som en af flere muligheder. Han gjorde det klart, at han betragtede det som hendes ansvar at skønne, hvad der var den bedste løsning, og gjorde yderligere opmærksom på, at han hverken kendte til Online investering eller til aktien. Ved et hurtigt salg af aktien ville tabet have været begrænset til forskellen i salgs- og købskursen. Da værdien af handlen kort efter faldt med næsten 50.000 kr., undlod hun at sælge.

Hun var ikke bekendt med, at hun kunne handle uden penge, og hun mener heller ikke, at dette fremgår af reglerne, herunder pkt. 2.8. Indklagede burde på tydeligere måde have oplyst hende om risikoen som følge af den manglende dækningskontrol og handelsgrænsen på de 200.000 kr.

Handelsgrænsen fremgår kun under "brugeroplysninger", "indstillinger", som man først får adgang til, når man modtager sin PIN-kode.

Hos andre internet børsmæglere skal der normalt gøres noget aktivt for at blive tilmeldt en marginkonto, hvor der er mulighed for at låne mod eksisterende aktier eller tillade overtræk.

Det er urimeligt, at hun som følge af en tastefejl og et overset ciffer skal påføres et tab, idet hun ikke var bekendt med risikoen herfor.

Indklagede har anført, at værdipapirhandler først afvikles efter typisk 3 ekspeditionsdage. Køber skal således først have pengene til disposition på afregningskontoen på afregningsdagen. Ved køb af værdipapirer via Online investering er der ingen dækningskontrol, hvorfor der kan opstå overtræk. Baggrunden herfor er, at mange kunder i dag benytter flere banker og placerer indlånsmidler, hvor forrentningen er bedst. Samtidig kan midlerne hurtigt flyttes fra en anden bank til den angivne afregningskonto f.eks. ved hjælp af homebankingsystemer. Endvidere muliggør Online investering, at kunderne f.eks. kan afgive købsordre, selv om afregningsbeløbet er fordelt på flere konti, hvis provenu vedrørende salg af et andet værdipapir endnu ikke er indgået, eller hvis kunden er bekendt med, at der i øvrigt vil indgå et beløb på afregningskontoen.

At der ikke foretages dækningskontrol, gælder tilsvarende for mange andre betalingssystemer. F.eks. er der heller ingen dækningskontrol ved brug af dankort til betaling i forretninger. Det er endvidere overalt - herunder på internettet - muligt at indgå aftaler om køb, som overstiger ens økonomiske formåen.

Overtræk ved køb via Online investering accepteres almindeligvis ikke, ligesom man ikke generelt tillader overtræk ved brug af dankort eller andre betalingssystemer.

Man har ikke påtaget sig og har ikke stillet klageren i udsigt at ville foretage dækningskontrol for så vidt angår handler bestilt af klageren.

At der ifølge sagens natur skulle være et krav om en særlig dækningskontrol for så vidt angår handel med værdipapirer - hvor risikoen for betydelige tab inden en modsat handel kan gennemføres, normalt er begrænset - forekommer ikke sagligt begrundet.

Ordren om køb af 10.000 stk. Olicom aktier på Nasdaq børsen var bindende for klageren, og klageren kunne ikke kræve en annullering af ordren. Handlen blev endeligt og bindende indgået som følge af klagerens bekræftelse af ordren, og det var klagerens ansvar selv at sikre, at der var penge nok på kontoen til at dække købet. Dette fremgår af reglernes punkt 2.8.

Hvis klageren inden for meget kort tid havde benyttet systemets annulleringsfunktion, kunne ordren muligvis have været standset, inden den blev effektueret, men dette forsøgte klageren ikke. Annulleringsfunktionen fremgår af reglerne for Online investering, som såvel før som efter ændringen som følge af udvidelse af anvendelsesområdet var tilgængelig i systemet under menupunktet "Hjælp", jf. reglernes punkt 2.11.

Inden for ca. 15 minutter efter, at klageren den 3. december 1999 kl. 15.37 havde rettet henvendelse til sin bankrådgiver, ringede denne tilbage med oplysning om, at ordren var effektueret, og at klageren derfor selv måtte sælge aktierne ved en modgående handel for at rette op på sit fejlkøb. Kort tid efter vendte klageren tilbage, idet hun ønskede at afvente et salg af aktierne. Klageren havde antageligt konstateret, at aktierne på den korte tid, der var forløbet, havde været udsat for et betydeligt kursfald. Rådgiveren gav herefter tilsagn om en kortvarig overtræksret.

Kreditten blev ydet helt uafhængig af Online investering ved en efterfølgende aftale, idet klageren ikke på afregningsdagen kunne betale for de købte værdipapirer, men ikke ønskede, at disse skulle tvangssælges.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at der ved klagerens bekræftelse af ordren den 3. december 1999 blev indgået en aftale mellem parterne om købet af 10.000 stk. Olicom aktier, hvilket heller ikke er bestridt af klageren. Det lægges endvidere til grund, at aftalen fik et andet indhold end tilsigtet af klageren. Da indklagede imidlertid ikke findes at burde have indset dette, finder Ankenævnet ikke, at aftalen er uforbindende i medfør af aftalelovens § 32, stk. 1. Ankenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte aftalen som ugyldig.

Ankenævnet finder ikke, at indklagede som følge af mangelfuld indretning af online systemet har pådraget sig et ansvar over for klageren.

Ved indgåelsen af aftalen tilsluttede klageren sig indklagedes regler for brug af systemet, og klageren må herved også anses for at have accepteret at kommunikere "online" med indklagede vedrørende handel med værdipapirer. Det kan derfor ikke kritiseres, at oplysningerne vedrørende funktionerne og opdateringen af reglerne blev meddelt klageren via systemet.

Ankenævnet finder derfor, at klageren burde have orienteret sig i de ændrede regler som følge af udvidelsen af anvendelsesområdet, der primært omfattede handel med udenlandske aktier, i hvert fald i forbindelse med at hun netop med henblik på at udnytte det udvidede anvendelsesområde fik oprettet et udenlandsk depot. Klageren burde endvidere, før hun handlede, have gjort sig fortrolig med annulleringsfunktionen, ligesom hun burde have rettet henvendelse til den i reglerne anviste Hotline frem for rådgiveren i den lokale afdeling, som ikke kunne forventes at have særlige forudsætninger for at hjælpe i den opståede situation.

Det forhold, at beløbsgrænsen på 200.000 kr., inden for hvilken handler kunne gennemføres uden dækningskontrol, ikke er fremhævet i selve aftalen, kan hverken medføre en hel eller delvis tilsidesættelse af aftalen om køb af Olicom aktier eller et erstatningsansvar for indklagede.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.