Puljepension, overførsel til kontant forrentning efter modtagelse af begæring om overførsel til andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 681/1993 |
| Dato: | 08-07-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Puljepension, overførsel til kontant forrentning efter modtagelse af begæring om overførsel til andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag angår spørgsmålet om indklagedes adgang til at overføre klagerens puljebaserede kapitalpensionsordning til kontant forrentning, efter at klageren på et tidspunkt, hvor ordningen havde et negativt afkast, havde anmodet om overførsel af ordningen til andet pengeinstitut.
I 1979 oprettede klageren hos et pengeinstitut, med hvem indklagede senere har fusioneret, en kapitalpensionsordning. Ordningen blev i 1986 tilknyttet pengeinstituttets puljepension og var fordelt på tre puljer.
I pengeinstituttets vilkår for kapital- og ratepension fra slutningen af 1990 er bl.a. anført:
"5. Særlige regler for placering i puljeordning.
.................
5.12
Ved udgangen af hvert kalenderkvartal og med en måneds varsel kan puljeopspareren ændre på den aftalte fordeling af opsparingen på de enkelte puljer eller udtræde af ordningen, jf. dog pkt. 5.14. Puljeopsparingen tilskrives da de afkast, der svarer til de enkelte puljers afkast i de kvartaler, der er forløbet siden sidste afkasttilskrivning.
.............
5.13
Ved udgangen af hvert kalenderkvartal og med en måneds varsel kan ordningen overføres til et andet pengeinstitut, jvf. pkt. 5.14. Ordningens opgøres da som under pkt. 5.12.
..............
5.14
Hvis der ved opgørelse af en puljeopsparing påhviler forpligtelser i form af negativt afkast, kan der kun ske opgørelse mod kontant indbetaling af forpligtelsen til de puljer, det vedrører."
I indklagedes regler for pensionspuljer fra december 1992 er bl.a. anført:
"7. Opsigelse og udtræden af Pensions- og Pulje.
............
Kontohaver kan ligeledes med en måneds skriftlig varsel til et kvartals udløb begære pensionsaftalen overført helt eller delvist til andet pengeinstitut, livsforsikringsselskab eller pensionskasse eller ophævet helt eller delvist.
......................
Hvis renten efter fradrag af forholdsmæssigt gebyr er negativ, vil de således beregnede negative beløb blive modregnet, inden overførsel finder sted.
Hvis renten på pensionsordningen efter fradrag af gebyr er negativ og optjent før 1993, kan overførsel til anden pensionsordning i eller udenfor [indklagede] ske, når det negative afkast er udlignet i det/de følgende kvartalers beregnede positive afkast, eller den nye pensionsordning i/uden for [indklagede] overtager det negative afkast eller det negative afkast indbetales kontant med beskattede midler.
[Indklagede] kan opsige pensions-puljerne med 3 måneders skriftligt varsel til et kvartals udløb."
Klagerens ægtefælle, som hidtil havde været ansat hos indklagede, tiltrådte den 1. november 1992 en stilling i et andet pengeinstitut. Den 2. november 1992 fremsendtes gennem dette pengeinstitut overførselsanmodning vedrørende klagerens og ægtefællens engagement. Indklagede ekspederede overførslen med undtagelse af klagerens kapitalpensionskonto, idet det oplystes, at denne ville kunne overføres i 1. kvt. 1993.
I januar 1993 modtog klageren en pensionsoversigt. Af denne fremgik ordningens værdi og sammensætning i puljer pr. 31. december 1992. Det fremgik, at der samlet overførtes et negativt afkast på ca. 11.000 kr. til følgende år.
Ved skrivelse af 8. marts 1993 meddelte indklagede klagerens nye pengeinstitut, at man havde konstateret, "at rentetilskrivningen på nuværende tidspunkt ikke kan udligne det negative puljeafkast". Ved en afkrydsning af skrivelsen meddelte klagerens nye pengeinstitut, at man ikke ønskede at overtage det negative afkast. Af skrivelsen fremgik, at ordningen herefter ville blive overført, når afkastet var positivt.
Den 16. september 1993 forespurgte klagerens ægtefælle om ordningens saldo efter tilskrivning af afkast pr. 30. juni 1993. Indklagede meddelte, at kontoen ikke længere var placeret i pulje, men forrentedes som kontantkonto. Ved skrivelse af samme dag protesterede klageren herimod og krævede med tilbagevirkende kraft kontoen forrentet med afkastene for de respektive puljer. Dette afviste indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente hans kapitalpensionskonto med det afkast, de respektive puljer har givet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede uden hans accept eller viden har ladet kontoen overflytte fra pulje til kontant forrentning. Af pensionsoversigten fra januar 1993 fremgik, at kontoen var placeret i tre puljer. Heller ikke af indklagedes skrivelse af 8. marts 1993 til klagerens nye pengeinstitut fremgik, at ordningen allerede var overført til kontant forrentning. Da klageren ikke ønskede at udtræde af puljen med det negative afkast, valgte han at lade kontoen forblive hos indklagede, da han havde en forventning om, at det negative afkast kunne indhentes hurtigere ved at lade kontoen forblive i puljen. Han bestrider, at hans ægtefælle på grund af sit tidligere ansættelsesforhold hos indklagede var bekendt med indklagedes forretningsgang; ægtefællen har ikke arbejdet i den afdeling, som hos indklagede tager sig af pensionsspørgsmål.
Indklagede har anført, at klagerens ægtefælle, mens hun var ansat hos indklagede, beskæftigede sig med kapitalpensionsordninger og således var bekendt med indklagedes procedure. Ægtefællen havde desuden givet udtryk for, at puljeordningerne havde været ugunstige, hvorfor der ikke i det nye pengeinstitut skulle spekuleres i puljer. En anmodning om overførsel til et andet pengeinstitut af en pensionsordning tilknyttet pulje må opfattes som en opsigelse af puljeordningen med de herfor fastsatte frister. Da man modtog anmodningen, blev kontoen derfor udmeldt af puljerne ved udgangen af 1992, hvorefter kontoen overgik til kontant forrentning. Var ordningen ikke blevet udmeldt, ville der kunne oparbejdes et større negativt afkast; kun ved at udmelde kontoen sikredes et positivt afkast til udligning af det negative. Hertil kommer de vanskeligheder, som ville følge af, at afkastets størrelse først kan oplyses efter kvartalets udløb, samtidig med at afkastet fordeles mellem de puljemidler, der er tilmeldt ved kvartalets begyndelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår hverken af de tidligere regler om pensionspuljer eller af indklagedes gældende regler herom, at en begæring om overførsel af en pensionsordning til et andet pengeinstitut indebærer, at ordningen overgår til kontant forrentning, indtil overførsel kan finde sted, og de særlige regler om negativt afkast opstået før 1. januar 1993 nødvendiggør ikke denne fremgangsmåde. Ankenævnet finder derfor, at indklagede ikke var berettiget til uden klagerens accept at overføre hans pensionsmidler til kontant forrentning.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger med virkning fra 1. januar 1993 korrigere rentetilskrivningen på klagerens kapitalpensionskonto, således at kontoen forrentes med de afkast, der er opnået i de pensionspuljer, i hvilke midlerne var placeret ved udgangen af 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.