Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for notering af udlæg.

Sagsnummer: 204/1994
Dato: 17-10-1994
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Gebyr - notering af udlæg
Ledetekst: Gebyr for notering af udlæg.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 1. marts 1994 blev indklagede af skattevæsenet underrettet om, at der var foretaget udlæg i indeståendet på klagerens konto hos indklagede, og anmodet om at udbetale indeståendet. Indklagede debiterede i denne forbindelse klagerens konto for udpantningsgebyr på 300 kr.

Klagere har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre udpantningsgebyret på 300 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagedes arbejde ved overførsel af beløbet til skattevæsenet ikke adskiller sig fra almindelig overførsel fra én konto til en anden hos indklagede. Indklagedes gebyr må derfor anses at være uberettiget.

Indklagede har anført, at gebyret fremgår af indklagedes interne gebyroversigt pr. 1. januar 1994. Indklagede finder, at en kunde, som udsættes for en udlægsforretning, ikke kan være i en berettiget god tro om, at der ved notering af udlæg ikke beregnes gebyr. Når indklagede modtager en anmodning om udbetaling i henhold til et udlæg, noteres dette først af en medarbejder i debetsektionen, som meddeler oplysningen videre til bogføringssektionen; her udfyldes et overførselsbilag, og beløbet overføres herefter mellem de berørte konti, ligesom kontohaveren orienteres skriftligt. I modsætning til almindelige overførsler mellem konti, som hovedsaglig foregår maskinelt, er der her tale om en manuel håndtering. Indklagede har prissat gebyret i overensstemmelse med almindelig praksis i branchen, ligesom gebyret må anses for godkendt ved Ankenævnets kendelse nr. 584/1991.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes praksis, hvorefter der opkræves gebyr hos kunden for notering af udlæg. Ankenævnet finder ikke, at indklagedes gebyr på 300 kr. overstiger det rimelige.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.