Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kassekredit overtræksrente.

Sagsnummer: 111/1991
Dato: 03-06-1991
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Rente - overtræk
Ledetekst: Kassekredit overtræksrente.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I henhold til kassekreditkontrakt af 22. februar 1990 ydede indklagede klageren en kassekredit på 50.000 kr., som skulle indfries senest 1. marts 1991. Debetrente udgjorde ifølge kontrakten 15½% p.a. og provision 2% p.a.

Stempel- og ekspeditionsgebyr vedrørende kreditten var 850 kr., medens 49.150 kr. den 9. marts 1990 overførtes til en sikringskonto. Pr. 31. marts 1990 debiteredes nettorente og provision, hvorefter saldoen udgjorde 50.573,83 kr. Pr. 30. juni, 30. september og 31. december 1990 blev ligeledes debiteret nettorente samt provision. I perioden er ikke foretaget andre bevægelser på kontoen. Saldoen ved udgangen af 1990 var herefter 57.188 44 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere den beregnede overtræksrente samt betale klageren et beløb i erstatning for dårlig behandling.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at der er beregnet en overtræksrente på ca. 22%. Det var en aftale, at kreditten skulle indfries 1. marts 1991, og der blev ikke i forbindelse med lånets etablering talt om overtræksrente, men kun den almindelige rente på 15%. Det har været umuligt for klageren at kontrollere kontoens saldo, da første udskrift var ham i hænde 25. januar 1991. Af kontraktens ordlyd fremgår det, at såfremt kreditten overskrides som følge af debiteringer af renter og provision, skal det overskydende beløb indbetales til indklagede senest 8 dage efter, at debitor har modtaget meddelelse herom. Klageren har imidlertid ikke modtaget denne meddelelse før meget sent.

Indklagede har anført, at da indklagedes engagement med klageren har forløbet på fornuftig vis, har man skønnet, at udsendelse af rykkerskrivelse var unødvendig. Man har dog mundtligt primo januar 1991 givet klagerens ægtefælle besked om overtrækket. Den omhandlede overtræksrente udgør ca. 85 kr. pr. kvartal, hvilket er et meget lille beløb i forhold til den samlede rente. Klageren har haft andre forretninger med indklagede, som ligger ud over, hvad en "almindelig" lønmodtager sædvanligvis har, f.eks. valutaterminsforretninger m.m. på denne baggrund skønner indklagede, at klageren har kendskab til almindelig praksis med hensyn til betaling af renter på udlån. Klageren burde således have vidst, at kassekreditten gik i overtræk ved første rentetilskrivning. Klageren må selv være forpligtet til at holde regnskab med saldoen på kreditten, og såfremt klageren havde ønsket det, kunne han have fået tilsendt kontoudtog hver måned mod gebyr. Bestemmelsen i gældsbrevet om, at overtræk kan kræves indbetalt 8 dage efter, at debitor har modtaget meddelelse herom, medfører ikke en pligt for indklagede til at give en sådan meddelelse ved overtræk.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at klageren var bekendt med, at rente og provision af kassekreditten blev tilskrevet kvartalsvis, og klageren måtte derfor også være klar over, at kredittens maksimum ville blive overskredet ved første rente- og provisionstilskrivning pr. 31. marts 1990. Da det endvidere må lægges til grund, at der ikke var meddelt klageren nogen tilladelse til overtræk, har indklagede herefter som udgangspunkt været berettiget til at opkræve overtræksrente efter almindelige regler herom.

Ankenævnet finder imidlertid, at indklagede, der ikke forlangte overtrækket inddækket, inden rimelig tid burde have gjort klageren opmærksom på, at man beregnede sig en særlig overrente af overtrækket. Som følge heraf findes indklagede skønsmæssigt at burde godtgøre klageren den overtræksrente, der er opkrævet efter den 30. juni 1990.

Der er ikke grundlag for at tilkende klageren godtgørelse for dårlig behandling.


Indklagede bør inden 4 uger godtgøre klageren den overtræksrente, der er opkrævet på klagerens kassekredit efter den 30 .juni 1990. Klagegebyret tilbagebetales klageren.