Tilbageførsel af aktiehandel foretaget via onlinesystem.

Sagsnummer:77/2002
Dato:10-09-2002
Ankenævn:Peter Blok, Christian Egeskov, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt.
Klageemne:Netbank - værdipapirer
Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst:Tilbageførsel af aktiehandel foretaget via onlinesystem.
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes tilbageførsel af en værdipapirhandel indgået via indklagedes netbanks strakshandelssystem.

Sagens omstændigheder.

Klageren er tilsluttet indklagedes netbanks strakshandelssystem.

Den 8. januar 2002 mellem kl. 17 og 17.30 indlagde indklagede i netbankens strakshandelssystem udbudskursen 53 for Bang lukkekursen var 220, og den officielle gennemsnitspris var 219,75.

Samme dag foretog klageren via netbanken fem handler i Bang Olufsen B. Klageren købte 3 x 100 stk. og 2 x 50 stk., i alt 400 stk., til kurs 53. Handlerne blev foretaget i tidsrummet mellem kl. 20.13 og 21.57.

Indklagede har oplyst, at der den 8. januar 2002 mellem kl. 18.44 og 21.57 via netbanken blev handlet 700 stk. i Bang Olufsen B med indklagede som sælger. Der blev ikke foretaget en gennemgang af handlerne, da antallet ikke forekom unormalt i forhold til antal stk.

Den 9. januar 2002 om morgenen besluttede indklagede at annullere handlerne med klageren, til hvem der herefter der blev rettet henvendelse.

Indklagede har under sagen fremlagt skærmprint af strakshandelsbilledet i netbanken, hvoraf seneste officielle kurs på pågældende papir fremgår.

På en af klageren fremlagt depotoversigt, der fremtræder som udskrevet den 8. januar 2002 kl. 23.26, er den officielle kurs for Bang Olufsen B anført med 219,74.

Af indklagedes "Betingelser for handel med værdipapirer" fremgår:

"2.1.1. Strakshandel efter fondsbørsens lukketid

For handel med værdipapirer efter at markedet på Københavns Fondsbørs er lukket, stiller [indklagede] efterfølgende strakskurser, som alle tager udgangspunkt i den officielle lukkekurs kl. 17:00, i en række selskaber. Da der ikke eksisterer et officielt marked efter kl. 17:00, vil eventuelle kursbevægelser alene bero på [indklagedes] subjektive vurdering af efterkommende nyheder og informationer, som vurderes at have kursbevægende karakter, og som vurderes at ville få betydning for åbningskursen næstkommende handelsdag. [Indklagede] skal dog kunne gøre rede for hvilke forhold der tilsiger, at markedskursen er ændret efter kl. 17:00. "

Parternes påstande.

Klageren har den 15. februar 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at afregne de 400 Bang Olufsen aktier til kurs 53.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i september/oktober 2001 handlede Bang Olufsen aktier til et kursniveau på da 114-124. Et kursfald på 50% i forhold hertil er ikke unaturligt på fire måneder set i lyset af de store kursbevægelser, der generelt har fundet sted.

Som privat investor har han ikke mulighed for at gennemskue, hvad der kunne være gået forud. Indklagede har en betydelig bedre mulighed for at kunne gennemskue en virksomheds interne forhold, end private har.

Indklagede fremkommer med analyser samt forudsigelser om kursudvikling. Har man fulgt indklagedes anbefalinger, må det konstateres, at flere af disse har været forkerte med store procentuelle afvigelser. Det bør derfor ikke undre, at en kunde, som har fulgt nogle af disse anbefalinger, ikke finder det unaturligt, at Bang Olufsen B kunne købes til kurs 53.

Det er uden betydning, at den korrekte kurs var anført i depotfortegnelsen, da denne ikke fremgik, da der blev handlet, hvor kun strakspris på køb og salg fremgår.

Det er uacceptabelt, at indklagede udstiller en aktie til en tilsyneladende forkert pris og efterfølgende uden hans accept fjerner handlen.

Indklagede har anført, at strakskursen på 53 ved en fejl var indlagt i handelssystemet.

Klageren er en erfaren fondskunde, der har handlet flere gange ugentligt via netbanken. Han har ved flere lejligheder ejet Bang Olufsen aktier og må antages at følge det danske aktiemarked ganske tæt.

Klageren burde således have indset, at kurs 53 beroede på en fejltagelse fra indklagedes side, jf. herved aftalelovens § 32, stk. 1.

Senest officielle kurs fremgik af det handelsbillede, hvor klageren afgav sin ordre. Der forelå ikke omstændigheder, som kunne sandsynliggøre, at indklagede af sig selv - uden for markedet - skulle vælge at fastsætte en kurs, der afveg så væsentligt fra senest handlede kurs. Den officielle kurs fremgår tillige af klagerens depotoversigt udskrevet den pågældende dag.

Det usædvanlige handelsmønster med fem handler i samme papir inden for en time og 46 minutter viser, at klageren må have indset, at noget ikke var, som det skulle være.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at den seneste officielle kurs på aktier i Bang Olufsen B, 219,75, blev vist på de skærmbilleder, på grundlag af hvilke klageren den 8. januar 2002 om aftenen afgav sine 5 ordrer om køb af i alt 400 af disse aktier. Ankenævnet finder det på denne baggrund ubetænkeligt at fastslå, at klageren var eller burde have været klar over, at den angivne udbudskurs på 53 beroede på en fejl. Herefter, og da indklagede berigtigede fejlen den følgende dag, kan klageren ikke gøre krav på afregning til den fejlagtige kurs, jf. aftalelovens § 32, stk. 1.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.